De 10 Christian Vøhtz: Lad os dagdrømme

Hvis du er uddannelseslæge, kender du det måske? Sidste dag i dit ophold, inden du skal videre i en ny ansættelse. Du har en masse du skal nå. Et punkt på to do-listen er et møde med din vejleder, hvor de sidste kompetencer skal godkendes.

Men hov – nåede jeg nu det hele? Kendte jeg overhovedet mine læringsmål undervejs? De beslutninger, du skal træffe fremover, skal hvile på lige netop den læring. Har du huller her, vil det vise sig som usikkerhed senere i dit lægeliv.

Jeg har oplevet afdelinger med så megen travlhed, at intro-, midtvejs- og slutevalueringssamtaler blev holdt en bloc. Det er simpelthen for uambitiøst for lægeuddannelsen og bør ikke foregå.

Misforstå mig ikke. Uddannelseslæger giver selvfølgelig gerne en hånd med i en travl dagligdag. Men problemet er, at vi igennem tiderne har vist os villige til i alt for høj grad at tilsidesætte vores egen læring. »Vagten skal jo passes« – selvom det måske var i ambulatorierne eller på operationsgangen, at læringen skulle høstes. Den holdning kan være nødvendig i spidsbelastninger, men er i det lange løb farlig og undergravende for lægeuddannelsen.

Vores ledere er under pres mange steder fra, men de er også ansvarlige for en vigtig uddannelsesfunktion. Derfor bliver man indimellem nødt til at stoppe op og forholde sig til, om der er ordentlig sammenhæng imellem den uddannelse, man har forpligtiget sig til at varetage, og de arbejdsfunktioner, den enkelte uddannelseslæge er placeret i. Det er der mange steder ikke.

Vi uddannelsessøgende læger bærer også et ansvar. Vi må holde blikket stift rettet imod vores kompetencer og turde gøre hinanden, vores vejledere og ledere opmærksomme på, hvis ikke vi får vores uddannelsesmål opfyldt. Det kan være svært, især hvis man ikke tror på, at det nytter. Det kan også være svært, hvis man er nervøs for at skabe negativ opmærksomhed om sig selv i et speciale, hvor man gerne vil kvalificere sig til en hoveduddannelses- eller afdelingslægestilling.

Lad os lige dagdrømme: Man taler om at sætte patienten i centrum. Hvad med om man satte uddannelseslægen i centrum? Hvad med om man målrettede uddannelsesforløb strikt efter den læringsplan, som uddannelseslægerne har med sig? Hvis man som uddannelseslæge varetog præcis og kun de funktioner, som giver uddannelsesmæssig mening? Hvis man var garanteret tilstrækkelig tid til læring og tilgang til kvalificeret supervision? Lykkedes det, vil min påstand være, at uddannelsestiden kunne reduceres med 50% og samtidig give uddannelsen et kvalitetsløft. Det ville være populært – hos både læger, patienter og politikere.