De store spørgsmål om arvelighed

Det var med interesse, at jeg læste kronikken ”Evolutionen af Homo sapiens” omhandlende fremskridt i arvelighedsforskningen [1]. Det er dog et vanskeligt emne at behandle fyldestgørende i en kronik. Således bliver argumentationsrækken i kronikken til tider svær at følge, og begreberne fremtræder ikke tydeligt.

Det anføres, at neodarwinismens centrale dogme er krakeleret. Her menes formentlig molekylærbiologens centrale dogme i sin tid formuleret af Francis Crick. I dette beskrives overførslen af sekvensinformation, navnlig at denne ikke kan overføres fra protein til enten protein eller nukleinsyre. Hverken forekomsten af genregulation eller epigenetiske forandringer kan således betragtes som en tilbagevisning af det centrale dogme sensu stricto. Hermed ikke være sagt, at generne nødvendigvis er at betragte som isolerede enheder (”the selfish gene”) – der er blot ingen nødvendig modsætning mellem forekomsten af interaktive netværk og en neodarwinistisk forståelsesramme.

Genetisk kontrol

Efterfølgende beskrives Lamarcks genkomst. Lamarckisme anvendes aktuelt bredt om nedarvning af erhvervede egenskaber, herunder epigentiske forandringer – især som led i polemik mod neodarwinismen. Begrebet ligger således langt fra Lamarcks oprindelige teori præsenteret i "Philosophie zoologique" om evolutionen som en kontinuerlig fremadskridende proces betinget af individernes brug og ikkebrug af særlige egenskaber. Transgenerationel epigentisk nedarvning (epigenetiske forandringer, der nedarves over flere generationer) er velkendt hos især planter og vil muligvis kunne udgøre et substrat for evolutionen. De fleste epigenetiske mekanismer synes dog underlagt genetisk kontrol, og det er yderst tvivlsomt, om de bryder med en neodarwinistisk forståelsesramme [2]. Samtidigt er der hos mennesker ikke belæg for transgenerationel nedarvning, men indirekte bevis for intergenerationel nedarvning [3]. Hos pattedyr foregår da også effektiv epigenetisk reprogrammering, og forekomsten af isolerede kønsceller vanskeliggør fænomenet yderligere. Forekomsten af horisontal genoverførsel er som beskrevet i kronikken et velkendt fænomen hos prokaryoter og er også beskrevet hos eukaryoter, hvor overførsel af transposable elementer dominerer. Det er en spændende kilde til genetisk variation, men synes heller ikke at stride mod en darwinistisk forståelsesramme.

Makroevolution

Endvidere anføres uden nærmere belæg, at neodarwinismen ikke har været i stand til at forklare makroevolution – forekomsten af nye arter. I så fald må andre mekanismer end variation og selektion forekomme. Der tales her om epigenetik, horisontal genoverførsel, genomredigering og komplekse interaktive netværk med udgangspunkt i menneskets evolution under istiderne. Rollen af disse processer er aktuelt yderst spekulativ, og det forbliver uklart, hvorledes disse strider mod den klassiske forståelsesramme. Derimod er det beskrevne miljø velegnet til at forklare artsdannelse ud fra en klassisk neodarwinistisk model: Små isolerede populationer vil afvige fra hinanden gennem genetisk variation og selektion kombineret med genetisk drift.

Afsluttende kan bemærkes, at mennesket som andre organismer er bundet af en dobbelt historicitet – fylogenese og ontogense – og en forståelse af biologiske fænomener, herunder sygdom, kræver et evolutionært perspektiv. Medicinen har fokuseret på umiddelbare (proksimate) årsager, men der er i de senere år opstået et fokus på evolutionære (ultimate) årsager til sygdom under betegnelsen evolutionær medicin. Det drejer sig om bl.a. onkogenese som en evolutionær proces, koevolution mellem infektiøs agens og vært samt forklaring af det moderne menneskes tilbøjelighed til livstilssygdomme, og vi kan nu med nogen ret parafrasere Theodosius Dobzhansky: ”Nothing in medicine makes sense, except in the light of evolution” [4]. Disse bestræbelser synes ganske fraværende fra medicinske curricula og kunne hensigtsmæssigt få en plads i eksempelvis studium generale.