Den ældre medicinske patients behov og sundhedsvæsenets tilbud

I Ugeskrift for Læger den 8. marts 2004 [1] fremhæver overlæge Ib Abildgaard Jakobsen væsentlige forhold i sundhedsvæsenets opgaver over for de ældre medicinske patienter. Man kan kun være enig med ham i, at den stigende specialisering risikerer at efterlade en stor patientgruppe i en gråzone. Fra dagligdagen på et stort universitetshospital har undertegnede flere gange oplevet patientforløb, hvor patienten har gennemgået undersøgelser i flere specialafdelinger, men uden at få de helbredsmæssige problemer løst. Den samlende opgave forventes varetaget af den praktiserende læge, der jo netop har henvist for at få specialisternes vurdering.

Den ældres homøostase er forringet, og forsinkelse i diagnostik og behandling tåles dårligt. Diagnostikken kan være vanskelig, samme symptom kan dække over et bredt spektrum af sygdomme. Som påpeget af Ib Abildgaard Jakobsen kræves ofte et samarbejde imellem flere specialer, plejepersonale og terapeuter. Akutstuer og sundhedscentre er ikke løsningen på sundhedsvæsenets opgaver i forhold til den ældre patientgruppe.

Ved indgåelse af aftaler imellem amt og kommuner, som det er gjort på Fyn, kan genoptræning efter sygehusindlæggelse flyttes til kommunerne, dyre sygehussenge reserveres til diagnostik og behandling, og pleje og genoptræning gives meningsfuldt i patientens og borgerens nærmiljø.

Ib Abildgaard Jakobsen bør ikke bekymre sig om behovet for at genopfinde intern medicin. Den nye speciallægeuddannelse vil med den medicinske fællesuddannelse sikre bredden. Specialisten i »intern medicin:geriatri« vil have kompetencen til at arbejde på tværs inden for det internmedicinske fagområde. Speciallægerne i »intern medicin:geriatri« bør naturligt finde beskæftigelse i fremtidens medicinske funktionsbærende enheder og overtage den »gamle« internmediciners opgaver i forhold til akutte og elektive ældre patienter. Det vil som fremhævet af Ib Abildgaard Jakobsen kræve fokus på organisatoriske enheder, som kan løse opgaven.

Der vil gå nogle år, inden den »gamle« internmediciner kan erstattes af et tilstrækkeligt antal speciallæger i »intern medicin:geriatri«. Man må efterlyse, at sundhedsmyndighederne, gennem dimensioneringen af den nye speciallægeuddannelse, sikrer lægelig uddannelse, som afspejler patienternes og sundhedsvæsenets behov. I overgangsperioden vil geriatrisk efteruddannelse af monospecialister i intern medicin kunne løse nogle af Ib Abildgaard Jakobsens relevante bekymringer.

Selvom der i planlægningen af den lægelige uddannelse er skabt grundlag for fortsat at tilgodese de ældre medicinske patienter, er der god grund til at dele Ib Abildgaard Jakobsens bekymringer i forhold til både den politiske og bevillingsmæssige vilje over for området.