Den humanitære lægemangel

Lægemangel er noget, der har fyldt meget i dansk politik igennem de seneste par år. Der har været et konstant fokus på at imødekomme behovet for speciallæger i takt med, at patientbehandlingen er blevet mere specialiseret, og behovet for ekspertviden er steget. Hvis vi ser på lægemangel i et globalt perspektiv, ser vi det samme behov, dog i en større målestok. Sidste år erklærede FN fire kriser for at være »level 3«-kriser, og det er i år estimeret, at omkring 50 millioner mennesker er på flugt eller fordrevet på grund af konflikt [1]. Vi ser effekten af disse konflikter reflekteret i den politiske dagsorden og på antallet af flygtninge, der søger mod Europa. Det er en udvikling, der er sket på trods af, at forholdende i langt de fleste steder i verden er forbedret. Flere børn går i skole, fattigdommen er reduceret, og der er bedre adgang til rent drikkevand [2]. Der er dog stadig steder i verden, der ikke har haft gavn af denne udvikling. I Syrien ser vi et land i borgerkrig, et land med næsten 11 millioner mennesker, som er fordrevet fra deres hjem. Et andet eksempel på dette er landene i Vestafrika, hvor Ebolaudbruddet har bragt sundhedsvæsenet i knæ [3].

Presset til det yderste

Behovet i verden har gjort, at Læger uden Grænser har været presset til det yderste. Fra Danmark har vi i år sendt 38 fagpersoner ud til verdens brændpunkter. Det har været læger, sygeplejersker og administrativt personale. Danskere som har ønsket at gøre en forskel, der hvor behovet har været størst. Under den værste del af Ebolaudbruddet så vi i Danmark en vilje til at hjælpe. Både hospitalsafdelinger og regioner gik ind og gav frirum til, at man kunne tage til Vestafrika for at hjælpe ofrene for Ebola. I den danske befolkning har vi i Læger uden Grænser også set et stort ønske om at hjælpe. Sidste år blev der indsamlet mere end 185 millioner kroner [4]. Til trods for dette har vi i Læger uden Grænser i de senete par år set et fald i det antal læger, vi har kunnet udsende. På samme tid har vi dog ikke set noget fald i den interesse, der er for at arbejde med Læger uden Grænser. Når vi er ude at holde oplæg, mærker vi et stort ønske om rejse ud og gøre en forskel.

Fjern femårsreglen

Som yngre læge kan man nu få et år godskrevet før sin speciallægeuddannelse. Men dette har ikke være tilstrækkeligt til at imødegå effekten af femårsreglen. Indførelsen af femårsreglen har begrænset lægers frihed til at forme deres egen uddannelse og karriere. Denne kontrol af uddannelsesforløbene ses også på medicinstudiet med indførelsen af fremdriftsreformen. Disse tiltag reducerer lægers mulighed for at have kontrol og tage ansvar for deres egen uddannelse. Resultatet ses desværre også i den daglige praksis blandt læger, hvilket kan resultere i forskelsbehandling af patienter med indvandrerbaggrund [5]. En situation, der opstår på grund af manglende forståelse for indvandrere og deres situation. Der er her et behov for bedre kommunikation og et behov for en bredere funderet læge, der er i stand til at trække på alle lægerollerne i mødet med patienten.

Blandt danske læger er der et stort ønske om at gøre en forskel for patienterne, om det så er i Danmark, Syrien eller Vestafrika. Men pga. den konsekvente begrænsning i lægers uddannelse er dette en udfordring, der til tider kan virke uoverkommelig. Vi vil derfor på det stærkeste anbefale, at man nu fuldstændig fjerner femårsreglen og giver lægerne ansvaret tilbage. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi i Danmark kan, det er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil. Om vi vil hjælpe og blive ved med at hjælpe vores patienter til trods for de begrænsninger, politikerne lægger på os.