Den post-antibiotiske æra og Lægeforeningens ros til svineproducenterne

Bakteriers resistens mod antibiotika truer med at gøre disse uvirksomme, og det er godt, at Lægeforeningen jævnligt har beskæftiget sig med problemet, senest i sit nyhedsbrev den 21. oktober om antibiotika i svineproduktionen [1].

Færre nye antibiotika under udvikling i lægemiddelindustrien og det alt for store forbrug af antibiotika i sundhedsvæsenet er hver især vigtige dele af problemet, men den vigtigste del angår landbruget. At anvende de fleste tons antibiotika til landbrugets dyr er »uforeneligt med en forventning om, at vi med antibiotika vil kunne helbrede livstruende sygdomme« [2].

I sit nyhedsbrev roste Lægeforeningen svineproducenterne for at ville halvere deres brug af tetracyklin inden udgangen af 2015. Nyhedsbrevet herom fra Videnscenter for Svineproduktion (VSP) var også dateret den 21. oktober [3]. De to nyhedsbreve var tilsyneladende koordinerede.

I 2013 brugte danske læger 52 tons antibiotikum til mennesker, mens landmændene brugte 91 tons alene til svinene, hovedsageligt til behandling/forebyggelse af diarré hos smågrise, som vænnes fra soen, før deres tarm er moden til det. Af de 91 tons var de 30 tetracyklin [4].

Hvis det gennemføres, vil en halvering af tetracyklinforbruget således reducere svineproducenternes samlede forbrug af antibiotika til 91 - 15 = 76 tons, og de vil således »kun« bruge 46% mere antibiotikum end lægerne. Beregningen forudsætter imidlertid, at tetracyklin ikke erstattes af andre antibiotika, men VSP konstaterer netop, at tetracyklin »stort set kan udskiftes med tiamulin, som ikke bliver anvendt til mennesker« [3]. Svineproducenterne vil således ikke bruge færre antbiotika.

Tiamulin bruges rigtigt nok ikke til mennesker, men et andet pleuromutilin, retapamulin, anvendes til lokalbehandling af bl.a. impetigo. Nogle af de gener, som koder for resistens mod flere antibiotika, herunder pleuromutiliner, udveksles mellem bakterier [5], og på kryds og tværs udveksles bakterier naturligvis mellem dyr og mennesker. Det er derfor ikke ansvarligt at antage, at udvikling af resistens mod pleuromutiliner i staldene ikke får konsekvenser for lægernes behandling af deres patienter med pleuromutiliner og andre antibiotika (coselection).

VSP er en del af Landbrug & Fødevarer, som er brancheforening for det erhverv, som har det største ansvar for udviklingen I resistens imod antibiotika. VSP's plan for forvaltning af dette ansvar kan ikke forhindre, at problemet forværres, og Lægeforeningen burde have forholdt sig kritisk til planen.

Mere principielt burde Lægeforeningen klart og tydeligt tage afstand fra produktionsformerne i det konventionelle landbrug, som er baseret på den anvendelse af store mængder antibiotika, som er »uforenelig med en forventning om, at vi med antibiotika vil kunne helbrede livstruende sygdomme« [2].