Den rigtige pille i den rigtige mund til den rigtige pris

Der har været fikseret meget på medicinpriser, helt naturligt, for det er en stor post. Den rigtige pille i den rigtige mund til den rigtige pris. Hvordan opnår vi det?

Efter min mening gives der medicinalindustrien alt for megen plads til at boltre sig. Vi skal lave et organ af læger, farmaceuter, politikere og medicinalindustri, der bestemmer, hvad der er lege artis-behandling. De finder frem til golden standard-præparater til de vigtigste lidelser. De skaffes så billigst muligt.

Det samme organ skal også koordinere, hvilke medicinske forsøg og medicinafprøvninger der skal iværksættes. Som det er nu, er det markedskræfternes frie spil og meget dyrt for sundhedssystemet. Det er i dag »pseudovidenskabelig medicinlancering«, der foregår mange steder. Det er nødvendigt at forske; det er lidt fint, og det lugter altid lidt af fisk at være med i et forsøg. Det gælder på alle niveuer fra patient over sygeplejersker, læger til medicinalindustri, ja selv politikere tror jeg. Men det er dyrt! Medicinalindustrien betaler i første omgang.

Der bliver bl.a. oprettet hypertensionsklinikker og hjerteinsufficiensklinikker, KOL-ambulatorier m.m. på sygehuset, drevet af mange sygeplejersker og læger. De sikrer, at der er en ensartet bestand af patienter, hvor medicinen kan lanceres. Firmaerne går ind i multicenterundersøgelse; der kører en lind strøm af taxaer til og fra sygehuset med patienter. De får så medicin og kontrolleres hyppigt. Afdelingen fremstår som meget aktiv, og det præmieres økonomisk af Lars Løkke Rasmussen.

Det viser sig ofte at være en medicin, der er udmærket, og de fortsætter med den nye medicin efter ophør af forsøget i årevis. Her får medicinalindustrien pengene ind igen, men hvem betaler? Patienter og sundhedsbudgetter.

Så er det, at I tænker: »De er sure, rønnebærrene«. Nej, jeg deltager skam også i det samme. Der foregår det samme ude i praksis. Forskellige forsøg for at vænne os til at bruge ny medicin. Vi får også penge og kongresser. Men det er dyrt for samfundet. Set i mit kalejdoskop er der følgende for beslutningstagerne at iværksætte:

1. Afskaf den fri ordinationsret. Eller i det mindste begræns medicintilskuddet til de præparater, der er billigst i de standarder, nedenstående tværfaglige råd anbefaler.

2. Lav et tværfagligt råd med repræsentanter fra læger, apoteker, medicinalindustri, politikere og sundhedsadministration. Få skabt nogle evidensbaserede behandlingsstandarder for de store sygdomme, og skaf medicin til en rimelig pris til at opfylde disse.

3. Afvikl de pseudovidenskabelige småambulatorier; specielt de mindre hospitaler, hvor medicinalselskaberne har boltret sig med »lanceringsvidenskab«.

4. Etabler et råd med lignende sammensætning som ovenfor, der kan enes om mere banebrydende, medicinske forsøg, der mere kan fremme nytænkning og tilfredsstille den nye medicinalindustri, der er etableret omkring Ørestaden. Hvor var vi uden nye lægemidler? Det er o.k. med medicinafprøvning på hospitaler, men det er ikke i orden, at det stort set er medicinalindustrien, der sætter dagsordenen.

5. Brug de frigjorte speciallæger på sygehuset til en daglig hotline-kontakttid til praktiserende læger. Eller alternativt, lad privatpraktiserende speciallæger lave noget lignende.

6. Brug nogle af de sparede penge til at lave efteruddannelse for læger i alle søjler, der er uafhængige af medicinalindustrien. Det er nødvendigt, at det beløb, der allerede nu anvendes, øges med et beløb, der nogenlunde svarer til det, medicinalindustrien i dag bruger. De laver såmænd i dag udmærkede kurser, men er det ikke mere rimeligt, at det koordineres i et lægeligt efteruddannelsesudvalg?

De allerfleste gør et godt sundhedsarbejde set ud fra den taburet, de sidder på. Men er det den rigtige måde, vi gør det på, set ud fra en samfundsbetragtning?