Den såkaldt kompetente patient?

Så er det vist på tide at få aflivet den kompetente patient.

Det var ellers rart at læse artiklen om den »kombattante« patient [1], bortset fra at den lige præcis ikke konkluderede det, som der blev lagt op til, nemlig at der ikke er tale om en kompetent patient. Der er derimod tale om en krævende - og ofte for krævende - patient, som har indsamlet en masse - ofte mangelfuld eller direkte fejlagtig - information, som vedkommende ikke kan eller skal kunne finde ud af at sortere i. Hvis patienterne var selvkørende på den vis, var der jo ikke brug for personer, som havde læst lidt længere på lektien.

Samtidig kan vi måske slippe for at høre om patienter som forbrugere i sundhedsvæsenet [1]. En forbruger er i princippet (bortset fra ved daglige indkøb af madvarer) i en valgsituation og kommer af lyst. At købe et fjernsyn er ikke det samme som at henvende sig til læge; der er ikke - selv uden hensyntagen til pengepungen - frit valg på alle hylder. Og et sygt menneske kan ikke, uden risiko, gå igen, fordi der ikke var noget, der tiltalte ham.

Og lad os ligeledes skrotte den ligeværdige samtale mellem patient og læge [2]. Den situation hverken kan eller skal være ligeværdig. Patienten møder op med et problem, som lægen - via sin uddannelse og erfaring - skal forsøge at hitte rede i. Og patienten er bekymret og skal have mulighed for at lægge ansvaret fra sig; tilstrækkelige årsager til, at samtalen ikke er ligeværdig. Til gengæld er det en selvfølge, at man viser respekt for hinanden.

Det er ikke altid hensigtsmæssigt at anvende »de nye dyre ord« [1], og man kan godt involvere patienten uden at lefle for ham. De fleste patienter sætter pris på, at kompetencen findes i sundhedsvæsenet, og lad os bare slå fast, at den kompetente patient ofte snarere er en forvirret patient, som det kræver forfærdelig lang tid at få på ret kurs igen.