Den vedvarende stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom

Strukturel diskriminering af mennesker med psykisk sygdom er en negativ forskelsbehandling, som er indbygget i sociale strukturer, politiske beslutninger/lovgivninger og private selskabers regler. Når et menneske er ramt af psykisk sygdom, er det en ekstra belastning oven i selve sygdommen. Særligt urimeligt er det, at diskrimineringen kan være ekskluderende selv mange år efter, hvor hverken personen selv eller omgivelserne knap kan huske sygdomsepisoden. Diskrimineringen kan forfølge personen resten af livet. Denne kronik vil gøre op med fordommen om, at mennesker, som har haft en psykisk sygdom, ikke igen kan blive raske.

Der er i dag en erkendelse af, at psykiske lidelser ikke har så dårlig en prognose, som man tidligere har troet. Dette gælder selv for de alvorlige, ofte langvarige sygdomme som f.eks. skizofreni. Vi ved, at udsigterne til at komme sig – i dag kaldet recovery – er langt bedre end tidligere antaget [1-3].

Stigma betyder, at et menneske har træk, kendetegn eller en lidelse, som signalerer, at det pågældende menneske er uacceptabelt forskellig fra andre og derfor bliver udsat for en social reaktion/sanktion [4, 5].

Diskriminering, som er en følge af stigmatisering, betyder forskelsbehandling, og som oftest anvendes ordet om negativ forskelsbehandling, der er uretfærdig, og for en dels vedkommende f.eks. mht. race, køn mv. er ulovlig. Ligeledes forbyder FN’s handikapkonvention – som Danmark har tiltrådt – diskrimination.

Der kan være intenderet diskriminering f.eks. i forhold til stemmeret, forældremyndighed og mulighed for at opnå forskellige ansættelser. Andre forskelsbehandlinger, som ikke har til hensigt direkte at forskelsbehandle mennesker med psykisk sygdom (ikkeintenderet), gør det alligevel f.eks. manglende allokering af ressourcer i sundhedsvæsenet til mennesker, som har en psykisk sygdom. Ud over færre ressourcer til behandling af deres psykiske lidelse kan de blive diskriminerede i forhold til f.eks. at opnå behandling af deres kropslige sygdomme og hjælp til deres sociale situation.

En privat drevet ikkeintenderet strukturel form for diskriminering findes i nyhedsmedier, hvor flere analyser af pressebilledet har vist en generel tendens til, at omtale efterlader et negativt indtryk af mennesker, som har haft psykisk sygdom specielt psykosesygdom.

Det kan være nødvendigt for samfundet at forskelsbehandle mennesker pga. af sygdom/handikap og f.eks. forhindre, at der udstedes kørekort til mennesker, som er blinde. I den forbindelse er det et vigtigt spørgsmål, om forskelsbehandlingen retfærdigt retter sig mod mennesker, som reelt har et handikap, som med rimelighed bør forhindre dem i en eller anden funktion/rettighed. Eller om den retter sig uretfærdigt mod mennesker, som blot har fået stemplet »psykisk syg«. Det er nødvendigt at skelne mellem love/forholdsregler, som diskriminerer på baggrund af et stempel, og nødvendig forskelsbehandling begrundet i en reel inkompetence. Det kræver, at der er strenge og præcise kriterier for at nægte privilegiet, og kontrol med at begrænsningen ophører, når inkompetencen ophører.

En særlig form for diskriminering sker af mennesker, som i lang tid ikke har haft tegn på psykisk sygdom, men alligevel bliver negativt forskelsbehandlede, fordi de tidligere i deres liv har fået diagnosticeret en psykisk sygdom.

Der er en række områder af vidt forskellig karakter, hvor der kan være rimelige helbredskrav i forbindelse med aktuel psykisk sygdom, som begrænser adgang til de pågældende rettigheder og udfoldelser. Det urimelige er, at begrænsningen udstrækkes til at være langvarig evt. livslang pga. en urigtig opfattelse af sygdommene som kroniske. Det kan dreje sig om områder som: kørekort, kreditkort, flycertifikat, forsikring (rejse-, livs- og indbo-), giftermål, adoption, værnepligt, nævning, plejefamilie, ansættelse (politi, PET/FET, erhvervsfisker, lokofører, erhvervschauffør).

Den rent faktiske diskriminering, ligger som oftest ikke udspecificeret i love og regler, men ligger gemt i den daglige praksis. Der vil ofte være tale om, at der ikke foretages en individuel vurdering af den aktuelle sygdomssituation, men at den blotte oplysning om tidligere diagnosticeret psykisk sygdom forhindrer opnåelse af det pågældende gode. Selv om vedkommende i mange år har fungeret arbejdsmæssigt og privat uden nogen funktionshæmning eller symptomer, foretages der ikke en reel vurdering, men konkluderes på den historiske diagnose.

Med hensyn til forløbet af den givne psykiske sygdom mener vi, at spørgsmålet om kronisk forløb og risiko for ny sygdomsepisode bør behandles på følgende måde:

• Mennesker, som rammes af psykisk sygdom (inkl. skizofreni), kan i nogle tilfælde opnå fuldstændig og komplet remission (være totalt uden subjektive og objektive symptomer og funktionsnedsættelser).

• Efter komplet remission vil sandsynligheden for en ny episode i en periode stadig være større end for andre uden tidl. episode.

• Jo længere tid der er gået efter seneste episode, jo mindre er sandsynligheden for en ny episode, og på et tidspunkt vil sandsynligheden være nogenlunde svarende til den øvrige befolknings.

Ved at se på statistisk sandsynlighed for en ny episode bliver det mindre relevant, om »sygdommen stadig er i kroppen«, (hvad ingen ved) eller der er tale om ny sygdom. Den observationstid, som vil være rimelig, inden personen kan anses for at have nogenlunde samme risiko for en ny episode som baggrundsbefolkningen, afhænger af fagligt kendskab til forløb og individuel vurdering af det enkelte menneskes totale situation. Den individuelle vurdering er meget vigtig, idet en diagnose/sygdom kan resultere i meget forskellige grader af funktionsevnetab afhængig af borgerens ressourcer og hele livssituation.

Det er ikke kun sandsynligheden for en ny episode, som bør vurderes, også konsekvensen af en ny episode er en væsentlig parameter. Selv om risikoen for en ny episode er større end normalbefolkningens, kan det være rimeligt at se bort herfra. Hvis konsekvenserne af en ny episode er rimeligt begrænsede med hensyn til ansvarsområde og den eventuelle skadevirknings størrelse, og om skadevirkningerne kan inddæmmes.

Sagt på en anden måde: Hvornår er forskelsbehandling efter en individuel totalvurdering rimelig over for et menneske, som har haft en given psykisk sygdom?

Samlet vil vi anbefale, at der anlægges følgende vurdering:

• Forskelsbehandling blot pga. »tidligere psykisk sygdom« er uacceptabel.

• Forskelsbehandling uden personlig vurdering af den enkeltes sygdom og sygdomsforløb er uacceptabel.

• Forskelsbehandling, når sandsynligheden for en ny episode er omkring befolkningens, er uacceptabel.

• Forskelsbehandling, når sandsynligheden for en ny episode er større end normalbefolkningens, vil være acceptabel under hensyntagen til størrelsen af risiko og mulighed for skadevirkning.

Hvis et menneske uden aktuelle tegn på sygdom skal forskelsbehandles pga. tidligere psykisk sygdom, må man foretage personlig individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde med stillingtagen til risiko for ny episode sammenholdt med den konkrete skade, som en ny episode kan forårsage.

Vurdering skal ske under hensyntagen til retten til ligebehandling af mennesker med handikap, således at miljøet skal tilpasses for om muligt at kompensere for handikappet.

LITTERATUR

1. Anthony WA. Recovery from mental illness: the guiding vision of the mental health service system in the 1990s. Psychiatr Rehabil J 1993;16:11-23.

2. Gotfredsen DR, Wils S, Hjorthøj C et al. Stability and development of psychotic symptoms and the use of antipsychotic medication – long-term follow-up. Psychological Med 2017;47:2118-29.

3. Wils RS, Gotfredsen DR, Hjorthøj C et al. Antipsychotic medication and remission of psychotic symptoms 10 years after a first-episode psychosis. Schiz Res 2017;182:42-8.

4. Vendsborg PB, Lindhardt A, Nordentoft M. Stigmatisering af mennesker med psykisk lidelse Ugeskr Læger 2011;173:1194-8.

5. Vendsborg PB, Blinkenberg S, Kistrup K et al. Dømt på forhånd. PsykiatriFondens Forlag, 2011.