Rengøringsparadoks. Der er frit slag for at svingesparekniven over hyppigheden af rengøring uden at det på papiret går ud over kvaliteten.
Vi har efterhånden set det mange gange: En patient eller en frustreret pårørende klager over, at der er snavset på hospitalet, godt hjulpet på vej af medier, som viser billeder af, hvor galt det står til. En ilde berørt direktionsrepræsentant står frem og siger, at det var en beklagelig svipser, som der vil blive rettet op på. Regionspolitikerne beder om en forklaring, og direktionen fremlægger dokumentation for, at der gøres rent efter nationale standarder, og at man ved den seneste audit levede op til kravene i standarden.
Så skulle det hele jo være i orden: Direktionen har dokumenteret, at rengøringskvaliteten er i top, og politikerne er tilfredse. Men patienterne oplever stadig, at der er snavset omkring dem. Hvordan kan det nu være? Begge parter kan jo ikke have ret – eller kan de?
Rengøringskvalitet handler om to spørgsmål: »Gør rengøringspersonalet ordentligt rent, når de gør rent?« og »Bliver der gjort rent tilstrækkelig ofte« – eller rettere »Er rengøringsfrekvensen tilpasset patientflowet?« Snavs opstår jo ikke af sig selv, men kommer fra patienter og personale og det, der sker i lokalerne.
Rengøringsparadokset eksisterer altså: Man kan godt målopfylde på standarderne, samtidig med at der er snavset omkring patienterne.
På danske hospitaler gør man rent efter standarderne DS/INSTA 800 og NIR Rengøring CEI. De måler især på det første spørgsmål, om rengøringspersonalet gør ordentlig rent. Det lever hospitalerne i det store og hele op til, og det er målopfyldelsen på disse standarder, som direktioner og politikere bruger som dokumentation for, at rengøringskvaliteten er i orden.
Spørgsmål nummer to, om der bliver gjort rent tilstrækkelig ofte, er langt mere kontroversielt. Det er der ingen klare standarder for, og her er nærmest frit slag, når man vil svinge sparekniven, uden at det på papiret går ud over kvaliteten. Det har direktioner med ondt i budgettet gjort mange gange både direkte ved at skære ned i eksisterende rengøringsbudgetter og indirekte ved ikke at give merbevillinger til rengøring, når man intensiverer patientflowet som led i rationaliseringer. Resultatet bliver i begge tilfælde det samme: Patienter og personale oplever en hverdag med mere snavs.
Rengøringsparadokset eksisterer altså: Man kan godt målopfylde på standarderne, samtidig med at der er snavset omkring patienterne. Derfor vil vi også fremover se billeder af snavsede patientstuer og toiletter i medierne, med mindre politikere og direktioner begynder at forholde sig til det egentlige problem: om der gøres rent tilstrækkeligt ofte. Tør man det? Eller måske snarere: Tør man lad være? Snavs er jo ikke bare et æstetisk problem, det er også en kilde til hospitalsinfektioner, og dem er der stadig alt for mange af.
