En solstråleberetning fra en læge, der tog med sin mor til lægesamtale på hospitalet om morens nyopdagede kræft.
I en tid med tiltagende travlhed, besparelser og nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen, var det ikke med de højeste forventninger at jeg ledsagede min mor til sin første lægesamtale om den brystkræft hun ugen forinden havde fået påvist efter biopsi i begge bryster.
Jeg tog med hende i en dobbeltrolle som pårørende og læge. Jeg ville hjælpe hvis hun skulle være så uheldig at møde en læge til samtalen, der ikke havde hørt efter i kommunikationstimerne på studiet, og ikke vidste hvordan man snakker om så følsomt et emne som kræft med en patient, der ikke forstår ord som østrogen receptor sensitiv, post operativ behandling, rekonstruktiv kirurgi, sentinel node, generel anæstesi, osv.
Men oplevelsen blev en helt anden - og langt, langt bedre - end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Så til de af jer, der gerne vil læse (endnu en) beretning i bedste Ekstra Bladet stil, om et fortravlet sundhedsvæsen med dalende standarder og stigende antal fejl, hvor patienterne bliver glemt - så vil jeg foreslå at I stopper her. Her er nemlig en solstråle historie, en historie om en læge der blev pårørende og fik sin værste frygt om hvordan det er at være patient i vores sundhedsvæsen, afkræftet.
Jeg havde fået at vide at vi havde ca. 40 minutter til samtalen. Denne oplysning delte jeg med min mor så hendes forventninger til samtalen også var afstemt med virkeligheden. Det var som sagt min mors første samtale med sundhedsfaglig person efter hun havde fået diagnosen. Normalt vil man få en samtale samtidig med biopsisvarene, men af forskellige årsager havde min mor misset denne samtale. Hun havde derfor en lang række spørgsmål, og havde haft god tid til at gå og opbygge diverse katastrofetanker om alt det hun nu skulle igennem. Hun var nervøs, bange, ked af det og i højeste alarmberedskab. Kort sagt: det var en stor opgave som lægen havde foran sig, både ift. at forklare min mor tingene så hun ikke misforstod dem, men også ift. at berolige hende og gøre hende tryg ved hele forløbet.
Da vi kom ind til samtalen, blev vi først mødt af en sød, smilende sygeplejerske, som ledsagede os til samtalerummet. Hun satte sig med os og sagde at lægen var på vej. Lægen kom kort tid efter smilende og venlig, hilste på os begge to, og på min mand og vores lille datter på 10 måneder. Han fortalte at han selv var far til 4. Han lagde ud med at fortælle om diagnosesvaret, hvad det betød rent praktisk, han snakkede langsomt og tydeligt på engelsk (min mor er en ældre dame og hører ikke 100% godt), og forklarede tingene grundigt og på et relevant niveau. Igennem hele samtalen var der tid og plads til, at min mor kunne byde ind med evt. spørgsmål. Hvis jeg fornemmede, at der var noget min mor måske ikke havde forstået rigtigt, var der plads til at jeg kunne byde ind med en lille afklaring uden problemer (jeg kender min mor og ved hvordan hun ser ud i ansigtet når hun ikke helt har forsået noget). Da han var færdig, spurgte han om vi havde nogen spørgsmål. Her var ca. 30 minutter allerede gået. Min mor tog sit papir ud med den lange liste af spørgsmål og gik ellers i gang. Hun var påvirket af situationen og imellem spørgsmålene holdt hun lange pauser (op til 1 minut), for at samle sig og for at undgå at bryde sammen. Lægen og sygeplejersken sad begge tålmodigt, forstående og støttende med deres blotte tilstedeværelse og lod hende tage den tid hun havde brug for. Sygeplejersken hentede servietter da min mor, trods sine bedste anstrengelser, fældede et par tårer. De 40 minutter kom og gik og min mor havde stadigvæk spørgsmål. På et tidspunkt spurgte hun lægen om tiden var ved at være omme. Hans svar var - og dette gjorde stort indtryk på mig - at tiden først var omme, når hun havde fået svar på alle sine spørgsmål. Da hun havde fået taletid uden at føle sig presset, havde haft tid til at tænke sig om og virkelig mærke efter, at hun ikke havde flere uafklarede spørgsmål, var der en hurtig klinisk undersøgelse. Der var gået over en time. Lægen lovede, at han ville tjekke hvem der skulle være operatør, og at han ville gøre hvad han kunne for at det blev ham. Han gik ud og kom ind igen kort tid efter for at fortælle at han var på arbejde den dag og at det ville blive ham der skulle operere. Lettelsen og glæden lyste ud af min mors øjne.
Efter lægesamtalen var det sygeplejerskens tur, og hun var mindst lige så sød som lægen og havde ligeså god tid. På intet tidspunkt følte vi os til gene eller besvær med alle vores spørgsmål, usikkerheder, og uvidenhed. For det kan godt være jeg er læge, men det er noget tid siden jeg havde onkologi på studiet og jeg kan ikke huske detaljerne omkring behandling af mammacancer. Da vi forlod sygehuset den dag, var min mor en anden person end da vi kom - hun var 100 gange mere rolig og afklaret omkring det hele og det var en lettelse for mig at være vidne til som pårørende.
Resten af forløbet, fra operationen til efterfølgende indlæggelse og postoperativ behandling, var præget af de samme ting: omsorg, nærvær, professionalitet, faglig viden, og mest af alt - tid og overskud. Vi havde den samme læge og sygeplejerske som kontakpersoner igennem hele forløbet. Da min mor blev udskrevet, fik sygeplejersken et stort kram. Under indlæggelsen gentog min mor flere gange, hvor søde alle var på afdelingen. Det var en to-sengs stue men min mor havde stuen for sig selv, og mit indtryk var, at der ikke var overdrevet travlt på afdelingen. Det var dejligt at se.
Inden udskrivelsen spurgte min mor om hun måtte ringe til lægen med evt. spørgsmål. Jeg krummede tæer - for jeg kunne forestille mig, hvor meget jeg selv ville hade at få det spørgsmål som travl overlæge. Han svarede med et smil at hans patienter - hvoraf min mor var én - var velkomne til at ringe til afdelingen for at snakke med ham og at han altid ville ringe tilbage hvis han ikke var til at træffe. Men han kunne selvfølgelig ikke give sit personlige nummer til sine patietner - det ville være slutningen på hans privatliv, for ikke at sige hans ægteskab. Vi grinede allesammen og min mor følte sig mødt og forstået, og på ingen måde afvist.
Min mand og jeg havde for længst planlagt en ferie en uge efter min mors operation. Vi var meget i tvivl om hvorvidt denne ferie skulle aflyses. Den endelige diagnose med stadieinddeling af kræften og efterbehandlingsmulighederne ville vi først få at vide til en lægesamtale ca. 14 dage efter operationen - og der var vi jo bortrejst. Lægen rådede os til at tage afsted og tilbød desuden en ny samtale med os sammen med min mor, når vi kom hjem fra ferie - foruden den samtale han i forvejen skulle have med hende 14 dage efter operationen. Imponerende og præcis hvad vi havde brug for, for at tage afsted med ro i sindet.
Så al håb er endnu ikke ude for det danske sundhedsvæsen. Jeg har selv stået som travl forvagt med alt for mange opgaver og alt for lidt tid, løbet rundt som noget der bedst kan beskrives som en halshugget kylling og knap nok følt jeg havde tid til et toiletbesøg. "Det går jo i sidste ende ud over patienterne" - hvor mange gange har vi ikke efterhånden hørt den sætning? Men hvor er jeg lettet over at se, at der stadigvæk er steder i sundhedsvæsenet hvor man har tid og overskud - og hvor der er plads til omsorg og medmenneskelighed. Selvfølgelig er der forskel på hvor meget tid og overskud man har som ung læge sammenlignet med en overlæge/professor - men jeg er ikke i tvivl om, at både lægen og sygeplejersken havde rigeligt at se til. Jeg nævnte for lægen hvor glad og lettet jeg var over min mors forløb, og han sagde, du ved hvordan det er - der er travlt, men man må ikke lade patienterne mærke hvor travlt der er. Det gjorde vi så hellere ikke - og det skal de have stor tak og ros for.
