Det daglige etiopiske under

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Femten timers kørsel fra Etiopiens hovedstad Addis Ababa ligger den lille flække kaldet Aira. Vejen er undertiden asfalteret, men består mest af hullede og dårligt vedligeholdte grusveje, som med deres kaskader af støv, der ligger som en tåge over hele landskabet, er et vidnesbyrd om den mangel på nedbør, som sætter sit aftryk på det daglige liv i hovedparten af Etiopien

Hospitalet er grundlagt i 1930 af tyske missionærer, som erkendte, at en spredning af det hellige budskab ikke havde megen effekt, så længe den lokale befolkning var plaget af sygdomme. Den tyske mission indrettede til en begyndelse en tosengsstue i en hytte, som dem den lokale befolkning boede i, og på den plads klarede man sig frem til 1956, hvor en egentlig hospitalsbygning med plads til 25 senge blev indviet.

Her i Aira finder man et lokalt sygehus, hvor den danske læge Erik Erichsen gennem de seneste ni år dagligt har præsteret en indsats og det man kommer nærmest ved at betegne som mirakler på stribe.

Det aktuelle hospital

I perioden mellem 1988 og 1993 blev de nuværende bygninger opført, og hospitalet fremstår nu som en række pavilloner, der er forbundet i et netværk af overdækkede og skyggegivende gange. Mellem de enkelte bygninger ligger åbne græsarealer, der anvendes som opholds- og rekreative arealer for indlagte patienter og ikke mindst de pårørende, som i stort antal befinder sig på området.

Der er 80 sengepladser fordelt i pavillonerne, som er opdelt til mænd, kvinder og børn, men derudover kan man finde et område, hvor patienterne indskrives, forundersøges og siden sendes videre til laboratorier, hvor der tages prøver. Centralt ligger bygningen, hvor der dagligt foretages de nødvendige operationer. Den indeholder i den ene ende en afdeling, hvor der tages røntgenbilleder, i den anden ende er de tre operationsstuer.

I området mellem de to sektioner sidder de henviste patienter langs bygningen og venter tålmodigt på, at det bliver deres tur til at blive opereret. Tre operationsstuer ligger tæt ved siden af hinanden: to store for enden af gangen og en mindre, som bedst kan sammenlignes med en privatpraktiserende læges briks.

Sammenlignet med standarden på danske sygehuse, synes forskellen at være stor. Til gengæld er antallet af operationer, der foregår i en uafbrudt række fra tidlig morgen til hen under aften, langt større - og betydeligt mere varieret.

En arbejdsdag i Aira

Dagen indledes med et overblik over de planlagte operationer. Ti til tolv er det almindelige antal udførte, men dertil kan meget let føjes nye og uforberedte, hvis der f.eks. har været trafikulykker med mange sårede i området. Et sådan uheld havde fundet sted den første dag, vi besøgte Aira, og listen af gennemførte operationer på denne dag blev meget lang og blev suppleret løbende med håndskrevne notater, som fyldte det ganske ark, ved dagens slutning.

Der arbejdes igennem, til man kan overskue de indkomne skader og ved, hvilke der er akutte og kræver omgående behandling, og hvilke der kan udsættes til den følgende dag. Et team af operationssygeplejersker og narkosesygeplejersken står de tre ansatte læger bi. Rutinerne er faste, og selv om Eriks blanding af dansk, svensk, engelsk og etiopiske sprog umiddelbart kan forekomme vanskeligt at forstå, er ingen på noget tidspunkt i tvivl om, hvad han ønsker og mener.

Udstyr og medicin er en permanent mangelvare, men man klarer sig med alternative redskaber, som har vist sig at have den samme effekt, som det langt dyrere hospitalsudstyr. En kirurgisk boremaskine koster omkring 80.000 kr. Men i Aira klarer man sig lige så godt med en boremaskine, der er indkøbt i det lokale byggemarked. Den skal blot sprittes grundigt. Ligeså med handsker, sprøjter, sakse, pincetter og andre hjælpemidler, som ofte betragtes som engangsmaterialer på vore breddegrader. Her renses og desinficeres alt, så det kan genbruges. I Danmark er den sikreste vej til infektioner ofte et sygehusbesøg. Her i Aira er infektioner efter de operative indgreb sjældne - ja nærmest ikke forekommende.

Genbrug

Manglen på det nødvendige grej har gjort hospitalets kirurger sammenlignelige med magikere. Har man ikke det rigtige, det autoriserede apparatur, må man kreere alternativer, som kan opfylde de samme funktioner. Og da endemålet i enhver proces er det vigtigste, nødsages man i mange tilfælde til at tage de mellemliggende processer mere afslappet, end det havde været tilfældet, hvis det nødvendige, det tilstrækkelige apparatur var til stede. Og endemålet nås hver gang. Hospitalet kan fremvise en liste over vellykkede behandlinger, så man på det nærmeste bliver religiøs. Men det er ikke noget, man fører sig frem med. For næste opgave sidder og venter og ved siden af den næste igen.

Tildeling af resurser

Der er noget, som kan få Eriks temperament til at blusse. Der findes enkelte udvalgte sygdomme, som har hele verdens bevågenhed, f.eks. aids, tyfus og tuberkulose, men det er sygdomme, som fylder meget lidt i det samlede sygdomsbillede. Til gengæld tilflyder der midler til bekæmpelse af disse udvalgte sygdomme, mens det store antal sygdomme i dagligdagen vedvarende lider under akut mangel på midler. Eksempelvis er der stort set ingen grænser for, hvor mange midler der tildeles bekæmpelse af aids på trods af, at sygdommen er ret sjælden i Etiopien. Det kan aflæses i, at ansatte ved aids-projekter kører rundt i store luksusbiler. En samtale med et tysk ægtepar, der er ansat under AIDS Fondet, kan være en ganske god illustration af dette misforhold. Da vi spurgte til deres arbejde, havde de ikke mange konkrete informationer om aids og bekæmpelsen af samme, men de var meget optagede af tidlige ægteskaber, som ofte betød, at de unge fødende kvinder ikke havde den fornødne fysik og allerede ved anden fødsel var nødt til at føde ved kejsersnit.

Det er Erik og hans kollegaer i Aira, der hver uge foretager ikke under ti kejsersnit, men det er repræsentanter for aids-bekæmpelsen, der får midlerne. Formoder at paradokset er tydeligt!

Tilbage til operationsgangen

Efter operationerne køres patienterne til »opvågningsværelset«, hvor de bliver grundigt overvåget. Og siden køres de til en af sekssengsstuerne, som er fordelt rundt om på hospitalet.

Det er for en stor dels vedkommende pårørende, som foretager den fornødne patientpleje, selvfølgeligt overvåget af de kompetente plejere. Underbemanding og travlhed gør dette til en nødvendighed.

Søgning

Airas opland er blot en lille landsby og en ret ufremkommelig og støvet vej. Men trods sparsomme transportmuligheder til hospitalet er der dagligt en søgning af flere hundrede mennesker, som ofte kommer langvejs fra - ikke sjældent til fods. Man har et andet forhold til afstande og tilbagelæggelsen af samme, end vi er vant til i Danmark.

Afrunding

Mange retter henvendelser til Aira og tilbyder deres frivillige assistance imod kost, logi og beskedne lommepenge. Men nøgternt betragtet vil sådanne tilbud ikke være til megen hjælp, men blot blive en oplevelse for udbyderen, som sandsynligvis vil gå mere i vejen end være til gavn. Mange vil gerne besøge og opleve, men meget få efterlader noget som sygehuset kan have gavn af. I en tid, hvor der ofte sættes spørgsmålstegn ved hjælpeorganisationer og den måde, de indsamlede midler forvaltes på, er det befriende at opleve et hospital som det, man finder i Aira, som kun kan se de store tilskud glide dem forbi. Her er drivkraften en sjældent praktiseret humanistisk og kompromisløs holdning til at yde en indsats, hvor egen vinding og ydre status er helt uden betydning.

En uforbeholden hyldest til det dansk-svenske ægtepar Erik og Senait, som gør en stolt over at være dansker.

Den uforkortede udgave af artiklen kan læses på: www.dumong.dk /rejsebeskrivelser