Det er en om'er, Jens Winther Jensen

I Ugeskriftets leder den 13. november 2006 har Jens Winther Jensen under overskriften »Behandlingsgarantien og ånden fra Brumleby« nogle betragtninger om den indsats, lægerne ydede for 153 år siden som grundlag for etableringen af Brumleby. Jeg anerkender meget gerne denne fortjenstfulde indsats.

Jeg synes også, at det er et meget positivt signal, at Foreningen af Speciallæger havde forebyggelse som tema for sin nyligt afholdte efterårskonference.

Jeg mener imidlertid, at kæden hopper af, når Jens Winther Jensen herefter begynder at filosofere over regeringens forslag om at nedsætte grænsen for, hvornår patienterne kan benytte det udvidede frie sygehusvalg. Regeringen ser gerne, at patienterne kan vælge frit efter en måned i modsætning til i dag, hvor der skal gå to måneder. Ifølge Jens Winther Jensen skulle det være »en alvorlig snubletråd for forebyggelsesarbejdet«.

Jens Winther Jensen kommer med en række bemærkninger over de mange fordele, der øjensynligt kan være forbundet med en længere ventetid. En overvægtig, der skal opereres, kan nå at tabe overflødige kilo og derved mindske risikoen for komplikationer. Tilsvarende gør sig gældende for rygere og personer med et stort alkoholforbrug. Ventetid skal gøres til forberedelsestid lyder mantraet.

Jeg tror dog, at Jens Winthers Jensens argumentation bygger på en misforståelse af reglerne for udvidet frit valg. For den tid, der går med, at patienten skal tabe sig eller holde op med at ryge, tæller nemlig ikke med i opgørelsen af den ventetid, der afgør, om patienten skal tilbydes udvidet frit sygehusvalg. Og det gælder, uanset om denne forberedelsestid skyldes, at vægttab eller rygestop er nødvendigt for, at det overhovedet er forsvarligt at operere, eller den bunder i en aftale mellem patient og læge, fordi vægttab eller rygestop vil betyde større sandsynlighed for et godt behandlingsresultat.

Noget andet er, at Jens Winther Jensens argumentation synes at ignorere betydningen af dialogen mellem læge og patient og af patienternes dømmekraft i forhold til deres eget behandlingsforløb. For jeg er fuldstændig enig i, at det er fornuftigt, at behandlingsforløbene tager udgangspunkt i den enkelte patients konkrete situation, og er der faglige grunde til at vente med et indgreb, kan man gøre det. Og selvfølgelig skal de mest syge behandles først - jeg tillader mig at gå ud fra, at sådan er det allerede.

Det må være en selvfølge, at sundhedsvæsenet forklarer den enkelte patient, hvordan vedkommende får den bedst mulige behandling. Jeg har fuld tillid til, at den enkelte på et oplyst grundlag godt kan se det meningsfulde i gennem en slankekur at forebygge komplikationer ved en operation. Her gælder det jo - som Jens Winther Jensen også er inde på - at motivere og understøtte patienten i de rigtige valg.

Men med den helt afgørende tilføjelse, at det er patienten selv, der bestemmer hvad der er rigtigt. Patienten har altid muligheden for at vælge et andet offentligt sygehus, og - hvis den egentlige ventetid er for lang - et privat sygehus, som amterne har indgået aftale med.. Og det er vel at mærke behandlingssteder, hvor det også er læger, der vurderer, om en given behandling kan gennemføres fagligt forsvarligt.

Jeg er helt sikker på, at de mere end 100.000 patienter, der har benyttet retten efter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg - og det er netop ikke en behandlingsgaranti - vil være helt enig i, at de har haft glæde af dette tilbud. Denne forbedring af sundhedsindsats har vi i øvrigt kunnet gennemføre samtidig med, at aktiviteten i det offentlige sundhedsvæsen er steget. Derfor er det en falsk problemstilling, når det fremstilles, som om det udvidede frie sygehusvalg skulle modvirke, at alvorligt syge kommer til straks.

Jeg troede egentlig, at vi her 153 år efter Brumleby er kommet dertil, at der er enighed om og respekt for, at den enkelte patient på et oplyst grundlag som hovedregel selv kan find ud af at vælge, hvordan man ønsker at blive behandlet. Jeg vil helst tro, at det fortsat forholder sig sådan, så derfor kære Jens: Det er en om'er.