Det store lægelotteri

Filip Krag Knop er kandidat fra januar 2002 og er indtil den 1. marts 2003 turnuslæge på Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling K, Bispebjerg Hospital. Herefter fortsætter han sin turnus på Reumatologisk Afdeling, Frederiksberg Hospital .

En af mine venner har netop trukket turnusnummer. Det foregår ved, at man som medicinstuderende får tilsendt et tilfældigt nummer fra Sundhedsstyrelsen et halvt år inden Den Lægevidenskabelige Embedseksamen. Nummeret angiver, hvor man finder sin plads i køen, når turnusstillingerne skal uddeles. En turnusstilling er delt op i tre blokke (6 måneders kirurgi, 6 måneders medicin og slutteligt 6 måneder hos en praktiserende læge) og er en forudsætning for at opnå ret til selvstændigt virke som læge. Til efteråret 2003 skal der besættes 375 turnusstillinger over hele Danmark. Jo højere nummer man trækker, desto mere må man regne med at blive tildelt en stilling, som de foregående i køen har sagt »Nej tak« til.

Min ven har netop købt et hus med sin kone og udstyret det med et lille nyt menneske. Huset er gjort klar til den lille familie, der har glædet sig til tilværelsen i de nye rammer. Ikke mindst må det være vidunderligt at opleve sit barn udfolde sig i de omgivelser, som man har knoklet for at kunne tilvejebringe. Et skår i glæden er det turnusnummer, der netop er dumpet ind ad brev-sprækken: 317. Et nummer, der vil sende ham til en afkrog af Danmark i 1 år og dermed vil forårsage store geografiske og følelsesmæssige afstande mellem mennesker, der godt kan lide hinanden.

Jeg har i den senere tid plæderet for, at der må gøres noget ved den måde, hvorpå turnusstillingerne fordeles. Mit forslag er kort og godt, at de nuværende turnusstillinger landet over slås op, og at kandidaterne herefter, søger disse stillinger på grundlag af deres kvalifikationer.

Mit forslag har mødt megen kritik, og det har vist sig, at emnet er meget følelsesladet. Derfor skal jeg i det følgende, dels gøre rede for ulemperne ved den nuværende turnusfordeling, og dels imødegå den kritik, som jeg har mødt i forbindelse med ovenstående forslag til fornyelse.

Ulemperne ved den nuværende ordning springer i øjnene: 1) Kandidaternes personlige netværk risikeres læderet på baggrund af en lodtrækning. 2) Arbejds- og forskningsmæssige kontakter etableret igennem studiet brydes pga. de store geografiske afstande, som lodtrækningen kan resultere i. 3) Afdelingernes engagement i udviklingen af turnusstillingerne stagnerer, da afdelingsledelserne kan være sikre på en vis del af de nybagte kandidater. 4) Kvaliteten af det arbejde, som de yngre læger udfører, er proportional med tilfredsheden omkring ansættelsesvilkårene. 5) Den nuværende turnusfordeling danner grundlag for et udbredt sortbørsmarked, hvor turnusstillinger ikke sjældent sælges for 50 - 70.000 kr. til desperate kandidater. Det er således blevet kutyme, at man med et lavt nummer vælger attraktive stillinger i større danske byer, selvom man har en stilling i provinsen som førsteprioritet. Når man så tilbydes den attraktive stilling på baggrund af ens nummer, så bytter (læs: sælger) man den med (til) en desperat kollega.

Det er således klart, at den nuværende ordning er dybt problematisk ikke kun for de nybagte kandidater, men også for dem, patienter og kollegaer, der dagligt har kontakt med kandidaterne.

Kritikpunkterne, som jeg har mødt i forbindelse med forslaget om en ny fordeling af turnuskandidater, skal jeg forsøge at imødegå i det følgende.

Mange lægfolk anser den nuværende lodtrækningsordning som en garanti for, at kandidaterne bliver fordelt ligeligt på landets hospitaler uafhængigt af evner og kvalifikationer. Dvs., at man skulle kunne være nogenlunde lige så sikker på at møde en læge med høje karakterer eller forskningstalent på et hospital i provinsen som på et universitetshospital.

Denne antagelse er for det første en undervurdering af yngre læger. Man må antage, at alle, der har bestået Lægevidenskabelig Embedseksamen, besidder de kvaliteter, man som borger kan forlange i mødet med sundhedsvæsenet. Hermed sagt, at en hvilken som helst nyuddannet læge upåklageligt kan fungere som turnuslæge på en hvilken som helst afdeling med turnusstillinger.

For det andet bygger den på en mekanisk opfattelse af yngre lægers arbejde. Der er i antagelsen således ikke lagt vægt på lægens tilfredshed med et givent job, og den manglende lyst og ihærdighed, som utilfredshed kan resultere i. En dygtig og ambitiøs yngre læge kan sagtens miste gejst og interesse, hvis ikke hårdt og målrettet arbejde i studietiden belønnes med andet end en nitte ved lodtrækningen.

Herudover taber vi potentielle forskere ved at sende dem til uinspirerende afdelinger uden forskningsmuligheder.

Ved en fordeling af turnuskandidater baseret på kvalificerede ansøgninger vil der på provinshospitalerne givetvis opstå den dynamik, der skal til for, at både afdelinger og læger fungerer optimalt i både kliniske og forskningsmæssige sammenhænge.

Blandt nogle studerende opfattes den nuværende turnusfordeling som en sikring af den ventende arbejdstilværelse. Med andre ord føler de sig fri for det »karakterræs«, som man bl.a. kender fra jurastudiet.

Ved en fordeling af turnusstillinger på baggrund af kvalificerede ansøgninger vil afdelingsledelserne i nogle tilfælde være nødsaget til at ansætte turnuskandidater ud fra en vurdering af disses karakterer, men i overvejende grad må man forvente en vurdering, der bygger på forskning under studierne, lægevikariater, patienterfaring og andre kvalitative egenskaber hos ansøgeren.

Det er i mine øjne klart, at en kandidat, der har vist interesse og dygtighed, skal belønnes med en ønsket turnusstilling. Kandidater må selvfølgelig indstille sig på at få afslag på ansøgninger, men til gengæld er de sikre på, at den stilling, som de får, lever op til deres kvalifikationer. Dette må uden lige resultere i et fantastisk arbejdsmiljø, hvor den yngre læge vil føle sig værdsat på den pågældende afdeling, mens afdelingen vil glæde sig over at have ansat den bedst kvalificerede ansøger.

Til sidst er der en del, der forestiller sig, at turnusstillinger i visse perifere amter ikke vil kunne besættes, hvis man går bort fra lodtrækningssystemet. Der er gode grunde til at tro, at denne antagelse er fejlagtig.

Det er stadig attraktivt for mange yngre læger at slå deres første folder i provinsen, da der ofte her er bevaret en bred tilgang til faget, hvilket giver den yngre læge en klinisk bred fundering i sit videre virke.

En anden grund er, at en fordeling baseret på ansøgning efter kvalifikation vil give anledning til, at provinsafdelinger med dårligt uddannelsesrenommé vender blikket indad og fokuserer på en optimering af turnusstillingerne, og således opnår en øget efterspørgsel.

En tredje grund er, at alternativet for den yngre læge vil være arbejdsløshed, eftersom antallet af turnuskandidater og turnusstillinger under en ny fordelingsordning fortsat skal harmonere.

Som det fremgår af ovenstående, er der ingen forklaring på, hvorfor turnuskandidater skal lide under et pres af tilfældigheder, der kan have alvorlige konsekvenser for både arbejds- og privatliv.

Jeg skal slutteligt vende tilbage til min ven, hvis nummer henviser ham til den bageste del af køen, når turnusstillingerne skal fordeles. Han vil le måske, desuagtet indførelsen af en fordeling baseret på kvalifikationer, stadig være endt med en stilling, der ikke fuldt ud levede op til hans forventninger. Men stillingen ville være ledsaget af en følelse af retfærdighed og en fornemmelse af at være havnet et sted, hvor han ville blive værdsat. Samtidig ville personlige omkostninger som konsekvens af tilfældigheder være reduceret til et minimum.

I Sundhedsstyrelsens Vejledning om tilmelding til turnusordningen kan man læse, at der i den nuværen-de ordning indgår følgende overordnede hensyn: At der tages størst mulig hensyn til kandidatens ønsker, at alle turnusstillinger så vidt muligt besættes, og at stillinger, der traditionelt er svære at besætte, primært besættes af de læger, der ønsker disse stillinger samt at sikre størst mulig retfærdighed og gennemskuelighed.

I praksis skaber den nuværende ordning kun forudsætning for ét af ovenstående hensyn: at alle turnusstillinger så vidt muligt besættes. En tilrettelæggelse man med rette kan kalde en fiasko.

Det er min opfattelse, at man med ét slag kan komme urimelighederne til livs ved at afskaffe den nuværende lodtrækningsordning, der vel bunder i gode intentioner, men i vor tid fremstår som en forældet socialistisk konstruktion, der gør mere ondt end godt, og i stedet indføre en ordning, hvor den enkelte kandidats kvalifikationer og menneskelige egenskaber tilgodeses. Ligesom fordelingen af andre job i det 21. århundrede.