Det tragiske valg. Organdonation og etiske dilemmaer

INTERESSEKONFLIKTER: Mickey Gjerris har modtaget konsulenthonorar, ca. 175.000 kr. over de seneste ca. tre år, fra Dansk Center for Organdonation i forbindelse med udarbejdelse af en rapport.

Et sted på hospitalet sidder to forældre ved deres 12-årige datters seng. Hun har været involveret i en trafikulykke og er erklæret hjernedød. Deres tilværelse er på få timer brudt sammen. Midt i chokket, sorgen og den overvældende trang til at nå deres datter med omsorg og kærlighed er de blevet bedt om at tage stilling til organdonation. For nogle et indlysende valg, men for netop dem et valg, der er umuligt. De kan ikke træffe den beslutning, der endegyldigt vil slukke det håb, som de nærer, selvom der intet er at håbe på. Og de kan ikke bære tanken om, at deres datters krop skal igennem mere.

Det kræver næppe megen indlevelsesevne at sætte sig ind i, at det for nogle kan være et meget vanskeligt valg. På samme måde kan vi se os selv som de forældre, der har et barn, der har brug for et nyt organ. Et barn, der risikerer at dø, fordi der er flere, som har behov for organer, end der er organer til rådighed. Forældre, for hvem håbet svinder for det dyrebareste i deres liv - deres barn.

Hvem skal vi tage hensyn til? Skal hensynet vise hen til dem, der netop har mistet og deres oplevelse af afskeden med den elskede eller skal hensynet vise hen til dem, der kan hjælpes af organerne? Der er ingen nemme udveje her. Ingen win-win-situation. Kun overvejelser om, hvem vi har mest pligt til at række ud og hjælpe. På sin vis kan man sige, at det er en situation, hvor kun tragedien står tilbage.

Etiske dilemmaer som dette er en af de typer situationer, hvor etikken ikke længere giver sig selv. Alle situationer, hvor mennesker mødes, er etiske. Men som oftest følger vi vores normer og værdier uden at tænke over det. Det er først, når vi bliver i tvivl om, hvordan vi bør handle, at etikken bliver bevidst. og vi må gennemtænke, hvad vi bør gøre af alt det, som vi kan gøre.

SVAR PÅ ETISKE SPØRGSMÅL TAGER TID

Det tager tid at finde sine svar på etiske spørgsmål. Det kræver, at man gør sig sine egne værdier klart, sætter sig ind i de faktiske forhold omkring situationen og finder ud af, hvordan ens værdier bedst kan få krop og sjæl i den virkelige verden. Det er dog ikke alle etiske spørgsmål, der ender i dilemmaer. Ofte finder vi en måde at handle på, der med udgangspunkt i vores egne værdier synes at være entydigt rigtig.

Det er eksempelvis et etisk spørgsmål, om det er rigtigt at indføre dødsstraf i Danmark med det formål at skaffe flere organer. Vores gæt er, at de fleste vil besvare dette med et »nej«. Det strider på en række områder mod vores opfattelse af, hvilke midler man kan tage i brug for at løse problemet.

Etiske spørgsmål kan føre til etiske problemer. Man taler om »det etisk problematiske« ved dette og hint. Dermed peger man på, at det ud fra ens egne værdier er et problem i en eller anden situation. Vigtigt er det her, at det afhænger af de værdier, som vi bringer ind i vurderingen, om vi opfatter den som etisk problematisk. Det, der er et etisk problem for den ene, behøver ikke at være det for den anden. Uenigheden om, hvornår der er tale om et etisk problem, kan føre til etiske konflikter, hvor forskellige normer og værdisæt støder sammen.

KONTANT BELØNNING?

Et eksempel på en sådan konflikt på organdonationsområdet er spørgsmålet om, hvorvidt man skal indføre en form for økonomisk belønning eller kompensation for organerne. Det kunne være en kontant økonomisk belønning for at donere en nyre, begravelseshjælp til de pårørende til organdonorer, skattefradrag for dem, der er tilmeldt donorregister eller lignende. Her skilles vandene. Nogle mener ud fra deres grundværdier, at dette er en uproblematisk og indlysende udvidelse af vores ret til dels at bestemme over vores egen krop, og dels kræve modydelser for det, som vi yder. Andre finder derimod, ud fra deres værdier, at dette dels undergraver hele tanken om organdonation som en gave, og dels er i modstrid med den opfattelse af kroppen som fritaget for kommercialiseringen af menneskeligt samliv, som bør være fremherskende i samfundet.

Etiske konflikter er ikke etiske dilemmaer. Konflikten er udtryk for uenighed imellem os. Dilemmaet er, når vi er i strid med os selv. Det kan være både individuelt og noget, der sker for mange af os på en gang. Etiske dilemmaer kan således både forekomme isoleret i den enkeltes liv og undertiden samtidig som et kollektivt dilemma, vi søger at forholde os til i fællesskab. Dilemmaet er en oplevet splittelse, hvor vi står med tvedelte sind.

I forbindelse med organdonation er et af de tydeligste eksempler dilemmaet mellem at ville hjælpe de syge til nye organer og dermed (forhåbentligt) både et bedre liv og et længere liv og ønsket om at hjælpe de mennesker, der netop uventet har mistet et elsket menneske. Debatten om, hvornår man bør spørge de pårørende om deres holdning til organdonation, har netop været oppe at vende. Det, debatten desværre ikke fik fokuseret så meget på, er, at grunden til, at man spørger så tidligt er, at man søger at undgå, at potentielle donorer »går tabt« i systemet.

VANSKELIG VALGSITUATION

Det etiske dilemma er en vanskelig valgsituation. I dagligsproget anvendes ofte udtrykket »pest eller kolera«. Et valg mellem to hensyn som gensidigt udelukker hinanden - men som man ikke desto mindre oplever sig forpligtet på. Valget opleves som umuligt, men kræver handling. Et fravalg af valget vil ofte blive set som forkert. Dilemmaet sætter ikke den enkelte fri, i den forstand at det etiske i situationen ophæves, fordi man ikke kan komme derfra med rene hænder. Ansvaret er der stadig. Det er netop derfor, at situationen opleves som et dilemma.

Det etiske dilemma skaber ikke en etisk helle, selvom det er fristende at fralægge sig ansvaret i en situation, som ikke har en »løsning«. Sætningen: »Jeg kan alligevel hverken gøre fra eller til«, fjerner ikke kravet om handling. Men samtidig nytter det ikke at handle i blind trods mod oplevelsen af at være bundet på hænder og fødder. Etik er også at tøve. At have blik for kompleksiteten og de modsatrettede hensyn i livets mange valgsituationer. Arbejdet med etik kræver derfor, at vi både handler og tøver.

DILEMMAER ER EN DEL AF LIVET

Der er ingen enkle måder at forene hensynet på til de sørgende og dem, der venter på organer. Vi kan ikke afskaffe sorgen eller helbrede sygdommen ved at indføre en tredje mulighed. Men det betyder ikke, at vi skal stå handlingslammede eller nødvendigvis ofre den ene gruppe mennesker på alteret for den anden gruppes behov. Vi kan begynde med at fortælle hinanden, at livet nu engang er sådan, at der findes dilemmaer. At der kun er veje videre, der på en gang rummer håb og fortvivlelse. Og at det at være part i et fællesskab betyder, at man fra tid til anden må bære en ekstra smerte af hensyn til andre. Ikke fordi man har fortjent det, eller fordi det er rimeligt. Men fordi alternativet for en anden gruppe mennesker er værre.

Skulle man havne i den ulykkelige situation at skulle tage stilling til organdonation ved et elsket mennesk es dødsleje, er det en barsk, men nødvendig mulighed, at fællesskabet ikke kun viser sig som dem, der søger at lindre sorgen, men også som dem, der selv i denne situation stiller krav til os. Det kan synes hårdt og urimeligt - og det er det også. Men alternativet er at lade hånt om de syge, som netop ud af denne ulykkelige situation kan hente håb.

Organdonationsområdet har altid tiltrukket sig etisk opmærksomhed. Som oftest i form af etiske konflikter, hvor der kæmpes om, hvis værdier og interesser, som er mest rigtige og mest vigtige. Men netop på grund af den tætte sammenhæng mellem den enes sorg og den andens håb, giver det langt mere mening at tolke en del af de etiske spørgsmål som etiske dilemmaer i stedet for konflikter. Ikke at det løser dem. Det har faktisk været hovedpointen med denne tekst at vise, at der ikke findes løsninger på etiske dilemmaer. Men det forvandler situationen fra en kamp om at få ret til et fælles ansvar for at komme videre på en måde, hvor det ikke gælder om at vinde, men om at hjælpe hinanden til at bære konsekvenserne af et tragisk valg.