Skip to main content

FORFATTERE:

Eidemak I, Elung-Jensen T, Rix M.

FORLAG: København: FADL's Forlag, 2011

SIDER: 248

Pris: 299,99 KR.

ISBN:

978-87-7749-567-0

Nærværende 3. udgave af »Dialyse« har gennemgået en omfattende fornyelse af design, layout og indhold, så den fremstår mere læsevenlig. Anvendelsen af faktabokse giver et godt overblik. Enkelte nye kapitler (7, 21 og 22) om hjemmehæmodialyse, børn i peritonealdialyse og børn i hæmodialyse er tilføjet.

Tyngden i bogen ligger i den forreste halvdel, og kapitlerne 1 og 2 om hhv. akut nyreinsufficiens, herunder akut dialyse, og kronisk nyreinsufficiens og dialyseforberedelse kan forekomme overvældende for uindviede, men det efterfølgende kapitel 3 om dialysens biofysik bidrager med den nødvendige baggrundsviden for forståelse af dialyseprocessen. Kapitlerne 4-10 gennemgår alle facetter af dialyseformerne peritonealdialyse og hæmodialyse, og en del af teknikken afmystificeres. Kapitlerne 11-14 om renal anæmi, knogle- og mineralmetabolismen, blodtryksforstyrrelser og hjerte-kar-sygdom gennemgår de komplikationer, der opstår ved kronisk nyresvigt og giver indblik i patofysiologien og forslag til forebyggelse og behandling. Kapitel 15 om ernæring omhandler sammenhængen mellem sygelighed og ernæringstilstand og interventionsmulighederne. Kapitlerne 16 og 17 omtaler hormonelle forstyrrelser og graviditet og seksuel dysfunktion, som alle er vigtige, men ofte oversete områder. Kapitel 18 om fysisk træning sammenkæder livskvalitet med god fysisk form. Specielle elementer af behandlingen omtales i kapitel 19 om dosering af medicin, og i kapitlerne 20-24 om dialyse ved diabetes, børn i peritonealdialyse, børn i hæmodialyse, plasmaferese og forgiftninger. Kapitlerne 25 og 26 gennemgår hhv. mulighederne for udredning til nyretransplantation og dernæst selve nyretransplantationen. Kapitel 27 omhandler socialrådgivning med gennemgang af nyresyges muligheder og rettigheder.

Indholdet bærer i alle kapitlerne præg af, at forfatterne er specialister i de berørte emner og har stor lyst til at udbrede kendskabet til området, og niveauet er højt med de nyeste referencer og opdateringer.

Bogen er velegnet som opslagsværk og kan anbefales til alle, som ønsker at udvide kendskabet til dialyse.