Differentieret behandlingsgaranti?

Skiftende regeringer har altid haft behov for at sætte deres fingeraftryk på sundhedsvæsnet. Vi har i flere år haft behandlingsgaranti på en måned. Ikke at det er en god idé - dels vil mange sygdomme (eller blot gener) gå over af sig selv, dels vil mange sygdomme ikke forværres af at skulle vente i nogle måneder. Læger har igennem generationer ydet det, de er uddannet til, nemlig diagnostik og behandling, men samtidig foretaget nødvendig vurdering og prioritering. Resurser er således anvendt på bedste, evidensbaserede og mest rationelle vis. Men så kom énmånedsgarantien, som nu har fundet sit rette leje, hvilket formentlig vil sige, at den sundhedsøkonomisk ikke vil blive dyrere end nu.

Hvad skal vi med en differentieret behandlings- og udredningsgaranti? Den differentierede garanti betyder, at læger skal til at opdele patienter i to grupper, der skal vente hhv. én måned eller maksimalt to måneder. Hvorfor ikke tre eller seks måneder? Tiltaget må forventes at få sundhedsudgifterne til at eskalere betydeligt. Mange hospitaler har svært ved at holde sig inden for tre måneder, så hvordan skal man kunne forvente, at dette vil ændre sig? Så må man organisere sig bedre, siges det. I forvejen arbejder hospitalspersonale betragteligt over 37 timer om ugen. Hospitalerne har fået sparekniven, der er skåret helt ind til benet! Kvaliteten skal være i top; det er den, vi kan vinge af i alle de tjeklister, som den tidskrævende kvalitetsmodel kræver. Men hvad med nærværet med patienten, tiden til at lytte, trøste og lindre? Et stigende antal i sundhedssektoren går ned med stress. Måske fordi diverse »politiske« og ikke lægefagligt begrundede garantier ikke følges op af nødvendig resursetilførsel.

Sygehusene mangler personale, lokaler og apparatur. Manglen på lokaler skal »løses« ved at bemande ambulatorier fra 8.00 til 20.00. Hvis der ikke skal ansættes flere, så skal der arbejdes mere. Og så skal der afspadseres, resulterende i bl.a. lægemangel. Det harmonerer ikke med varetagelsen af de mange akut indlagte på medicinske afsnit. Hvem skal så lave udredningsplaner, behandlinger og opfølgninger på disse patienter?

Lad læger gøre det, de er bedst til: udrede og behandle patienter, og lad dem prioritere, hvornår det skal ske. Jamen, siger politikerne, når man vurderer, f.eks. hvilke knæpatienter der kan vente og så lader dem vente, så frigives der resurser til andet arbejde. Godt ord igen - en ortopædkirurg kan ikke behandle mine lungepatienter, og jeg vil heller ikke anbefale patienter at blive knæopereret af en lungemediciner.