Din læge er ikke en rigtig læge

»Hvordan er det at være læge«, spørger alle ivrigt med den største glæde i stemmen. Alle forventer en yndefuld matadorreplik: »Åhh, det er så pragtfuldt«. Det er rædselsfuldt. Kedeligt. Ulykkeligt. Trivielt. Meningsløst. Ikke fordi jeg er læge, men fordi jeg har opnået en titel, pyntet med en kittel og en række administrative opgaver væk fra lægegerningen. Deltidssekretær, deltidsproduktionsmedarbejder, deltidsassistent. Fuldtids primus motor for staten! Under pres på fuld tid, underbemanding på fuld tid. Haltende uddannelse og manglende supervision. Bare et ligegyldigt medlem af statens kompagnon. Ingen tid til omsorg eller kommunikation. Det vender vi lige tilbage til.

Hvor bliver lægen af?

Du triller ind på skadestuen sammen med en snes andre og forstår ikke, hvor jeg bliver af. Men før din ankomst har jeg talt med den henvisende læge. Derefter skal jeg melde din ankomst til sekretæren og foretage bestilling af relevante prøver. Fra nu af kigger jeg på dig. Godt nok lidt på afstand, men jeg forsøger at gennemskue dig. Bag skærmen. Indtil nu, er du blot et cpr-nummer, en diagnose og blodprøver. Jeg skal nu fysisk hente dine oplysninger, som din læge har sendt. Endelig må jeg trykke mig ind på skærmen, hvor sygeplejerskerne kan se, at jeg er klar til at se dig. Vi smiler overfladisk til hinanden, og jeg spørger: »Hvad kan jeg gøre for dig?« straks efterfulgt af ja/nej-spørgsmål, der i øvrigt afbrydes af telefonopkald, sygeplejerskeinitiativer, laboranter, servicepersonale og jamren fra den ældre dame på gangen. Efter normale lup-dup-lyde og et par tryk i maven, skal jeg nogle gange konferere din tilstand med en, der har lidt flere stjerner på skulderen end jeg. Sheriffen vil se på dig med stort alvor og betænkelighed. Altså, gennem computer, blodprøver og røntgen. Når sheriffen i øvrigt kan kontaktes og har mulighed for at forlade sin ranch, der pga. bureaukrati er i ragnarok. Minsandten skal jeg nu ringe til den relevante afdeling og melde din ankomst og plan. Så hellere ikke flere opkald.

Bag skærmen

Den tid, hvor jeg burde se og behandle patienten, bruger jeg bag en skærm. Her venter jeg spændt på, at svarene ruller ind fra blodprøverne og røntgenundersøgelsen. Et smart system og bedre arbejdstilrettelæggelse havde frigjort lægens hænder og hoved til behandling og mindre til telefonopkald. På en 16-timers arbejdsdag, bruger jeg maksimalt fire timer på patienterne og resten på papirarbejde og computerindtastninger. Ofte er det formålsløse opgaver, der blot tilfredsstiller skemaliderlige djøffere. Dobbeltindtastninger! Dobbeltregistreringer af skemaer, dobbelttjek af medicinskemaer. Registrering af diagnosekoder i jagt efter at tjene penge til afdeling. Jeg føler, at vi er en generation, der er mere tilbøjelig til at behandle diagnosekode, røntgensvar og blodprøver end selve patienten. »Se dog patienten!«, har jeg lyst til at skrige. Får vi stukket et hjertekardiogram i hånden med nogle afvigende bølger, er vi klar til at tilkalde hjertestopsteamet. Men har patienten symptomer? Det tænker vi først på bagefter. Det skæve tidsbrug frarøver mig kvalitetstid med patienterne, hvor vi kan indgå i dialog om deres forløb. Tid, jeg hellere ville bruge på at kommunikere og videregive mine budskaber og forventninger om diagnose, behandling og prognose. Tid, jeg ville bruge på den svære samtale, når den svært syge patient og deres pårørende har behov for det.

Fremmede i eget hus

Vi er blevet fremmede i eget hus. Fokus på produktion, databaser og fejlslået politiske ideer sætter lægernes kliniske fintfølende og akademiske tilgang under systematisk pres. Hvor der før var tid til en sufficient undersøgelse, kan vi nu blot nå at screene en patient. Det er hverken patientsikkert eller fagligt tilfredsstillende.

Presset på lægerne, krav om større produktion samtidig med økonomiske besparelser, sætter vores profession på et sidespor. Hvad gør man, når alle sengepladserne er fyldt på afdelingen, patienter ligger på gangene og endnu flere er på vej? Det kan lyde som en opstillet hypotese, men det er desværre hverdagen på mange afdelinger. Man surfer med patienterne; holder specialets barrikader op for ikke at tage flere patienter på sin afdeling, selvom de var bedst tjente med en indlæggelse netop her. Ét af vores vigtigste principper – den professionelle beslutningsproces – devalueres; den professionelle havde indlagt og behandlet patient på det rette sted og ikke surfet patienten videre. Behandlingsmulighederne eller mangel på samme, sætter os i klemme og på kant med vores lægeløfte, der netop blev indført med den begrundelse at sikre patienten, at lægen vil handle samvittighedsfuldt og »efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«. Vi tvinges til at bryde vores løfte og det nager min samvittighed. At forholdene er ringere i andre lande, må aldrig blive et argument for accept af tilstandene her.

Møder patienten med et undskyld

MEN! Jeg drømmer stadig om at blive en rigtig læge. En professionel behandler, en kommunikator, en facilitator, en leder, en kollega, et menneske. En rigtig læge, der kan værne om patientens problemer, uanset deres art, og i samarbejde med patienten og kollegerne bringe denne til den bedste løsning. Den – for patienten – bedste løsning! Det lærte jeg på mine årelange studier. At være patients læge. Jeg er blevet narret til at være systemets læge. Systempleje! Hvor er patientfokus? Hvis sygehusene kunne røntgenfotograferes, ville diagnosen være: »patientamputeret«. Jeg læser flere læserbreve, hvor sygeplejersker og læger undskylder. Undskyld er det første ord, vi møder patienterne med i sundhedsvæsenet. Skal jeg i mit virke undskylde en fejlslagen sundhedspolitik? Skal jeg undskylde, at vi ikke bliver hørt?

Mine yngre kolleger er – som jeg – fortvivlede, bekymrede og allerede slidte. Vi eftersøger uddannelse. Problemet er, at vore mestre, som elsker deres fag, er udbrændte! De har valget imellem at oplære os eller at imødekomme »systemets« krav. Vi bliver ikke fravalgt af vore kolleger, men vi bliver forbigået af staten og dennes kontrolapparat. Hver morgen må man ty til alternative løsninger, ekstraordinære møder, aflysninger af operationer og ambulatorieprogrammer. Læger, der er langtidssygemeldte. Det, der tidligere var ekstraordinært, er nu vores dagligdag. De offentlige sygehuse risikere at blive synkende skuder.

Kære Sophie Löhde, hvad nytter behandlingsgarantien, når det handler om garanti for at afkrydse endnu et skema, der lander på dit bord? Patienten tager du i varetægt, lægerne holder du i snor. Du fodrer os med ord som »behandlingsgaranti« og »Styrelse for Patientsikkerhed« og som en skarp kirurg, har du kastet kniven i struben på os med besparelser.

Jeg har en drøm

MEN! Selvom vi står over for økonomiske plastikkirurger, der er rede til at reducere hele sundhedsvæsenet og fjerne den patientcentrerede behandling, har jeg en drøm. JEG HAR EN DRØM. En drøm om at være patienternes læge. En drøm og virkelighed jeg tænkte at tiltræde efter mange års studier. Lad mig gøre det, jeg er bedst til. Jeg er patienternes advokat, den rigtige patient, ikke den virtuelle. Jeg vil behandle patienter, ikke skemaer.

Jeg ønsker så inderligt, at vi sammen kan skabe den læge, vi alle håber, at vi selv og vore kære skal behandles af, når det er nødvendigt. Det kræver en folkelig opbakning. Det kræver tid og mulighed for erfaringsveksling mellem vore ældre lægekollegaer og os. Det kræver, at vi tænker kvalitet i fremtiden også. Kvalitet fås ikke ved, at vi (yngre læger) render i uvished og famler i blinde.

Patienten først!