Dobbeltbyrden af infektion og kronisk sygdom i udviklingslandene

Tak til Ugeskriftet for et særdeles interessant temanummer om global sundhed og sygdomsudvikling. Meyrowitsch & Bygbjerg [1] beretter om den »dobbelte sygdomsbyrde«, som vil ramme lavindkomstlandene i fremtiden - de »traditionelle« infektionssygdomme plus hiv og de »nye« kroniske sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme og KOL. Meyrowitsch & Bygbjerg beskriver i den forbindelse thrifty phenotype-hypotesen om, at den hyppige forekomst af tidlig underernæring og infektion i udviklingslandene formentlig øger risikoen for senere udvikling af kronisk sygdom som type 2-diabetes og det metaboliske syndrom, dvs. i en situation hvor den generelle levestandard er stigende, respektive »vestliggøres«. Da infektionssygdommene næppe vil reduceres i samme takt, som forekomsten af de kroniske sygdomme stiger, vil sundhedssystemerne kunne komme til at lide under en dobbeltbyrde i mange år [1].

Efter min mening kan der her tilføjes en væsentlig pointe - nemlig den stigende evidens for, at ikke blot kan infektion/underernæring medføre senere kronisk sygdom, men også at kroniske sygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdom i høj grad øger risikoen for udvikling af infektionssygdomme. Incidensen af livstruende infektioner som pneumoni og sepsis stiger i den vestlige verden i øjeblikket [2], og en øget prævalens i befolkningen af kroniske livsstilssygdomme som diabetes, cancer, hjerteinsufficiens og KOL spiller formentlig en hovedrolle for denne stigning. Man kan frygte, at en stigende prævalens af kronisk sygdom i udviklingslandene - med tilhørende svækkelse af naturlig immunitet og infektionsbarrierer - i en situation med stærkt smittepres fra uændret hyppige infektioner med tiltagende resistente mikroorganismer vil være en meget belastende cocktail for sundhedssystemerne i disse lande. Eksempelvis er diabetes en betydende risikofaktor for sårinfektioner [3], tuberkulose [4] og svære samfundserhvervede Gramnegative infektioner [5] - også blandt yngre/midaldrende voksne, og også i f.eks. Afrika, hvor der tilmed observeres nye infektionssyndromer relateret til diabetes fx tropical diabetic hand syndrome [3]. Ud over at øge risikoen for infektioner forværrer diabetes og andre kroniske sygdomme imidlertid også forløbet og prognosen for mange infektioner [2, 5]. Det er endnu en væsentlig grund til, at en samlet forebyggelsesindsats i udviklingslandene bør fokusere både på de velkendte infektionssygdomme og de »nye« kroniske sygdomme, som Meyrowitsch & Bygbjerg så rigtigt konkluderer.