Jordemoderforeningen har med bekymring fulgt debatten om Retslægerådets udtalelser i forbindelse med sagen i Højesteret, hvor et forældrepar er dømt for at udsætte to af deres døtre for omskæring.
Vi har valgt ikke at gentage de mange kritikpunkter, som i regi af Ugeskrift for Læger er faldet om sagen, dens detaljer og den betydning, som ordlyden i dommen kan få. Vi er enige i denne kritik.
Jordemoderforeningen ønsker at bidrage yderligere til debatten ved at understrege, at sagen viser, at forebyggelsen ikke har været tilstrækkelig. Gennemlæsningen af sagsakterne fra de tre retsinstanser gør det sandsynligt, at samtalen om omskæring ikke har været taget på tilstrækkeligt tydelig vis.
Gennem 20 år har Danmark haft en klar linje på dette felt, en linje, der baserer sig på, at læger, jordemødre og sundhedsplejersker samt pædagoger og lærere har særlig forpligtelse til at informere forældre fra en kulturkreds, hvor kvindelig omskæring kan forekomme; hvilken grad af indgreb det drejer sig om, eller om det foregår på et lergulv eller på en veldrevet hospitalsklinik, det er underordnet. Der skal ikke ske forsætlig legemsbeskadigelse af pigers eller kvinders kønsdele. Det er forbudt ved lov og er ikke i nogen grad acceptabelt, idet kvindelig omskæring har lemlæstende karakter og ikke kan være lægeligt begrundet.
I pjecen ’Vi har alle et ansvar’ fra Undervisningsministeriet, 2003, står at læse:
»Sundhedsvæsenet har flere muligheder for at forebygge, at piger omskæres. Både jordemødrene på fødeafdelingerne, sundhedsplejerskerne, de praktiserende og de kommunalt ansatte læger har blandt andet gennem de fastlagte rutineundersøgelser lejlighed og pligt til at oplyse og informere om både lovgivning og de sundhedsmæssige konsekvenser«.
Det gælder stadig. Jordemoderforeningen opfordrer til, at de relevante ministerier i fællesskab og i samarbejde med de professioner, der står med forældre, og børn, hvor man kan frygte forældres beslutning/slægtninges beslutning om omskæring, genoptager problematikken med henblik på at styrke forebyggelsen af disse overgreb.