Drænbehandling af sekretorisk otitis media

Professor Jørgen Lous et al har præsteret et tiltrængt arbejde i det nys publicerede Cochrane Review omhandlende drænbehandling af otitis media [1].

Sekretorisk otitis media (SOM) medfører en hørenedsættelse på 20-40 dB samt en række subjektive gener, som påvirker den daglige trivsel og adfærd. Et nationalt kohortestudie fra New Zealand har påvist betydelige kognitive følger af langvarige inflammatoriske mellemørelidelser til helt op i slutningen af teenageårene [2]. Specielt synes sygdom i de første par leveår at være en betydende faktor.

Drænbehandlingen i Danmark følger de retningslinjer, som anbefales i en konsensusrapport fra 1987 [3]. Heri anbefales observation af SOM i 3-6 måneder før drænbehandling, under hensyntagen til barnets øvrige helbredstilstand. Der har dog været mangel på kontrolleret viden om behandlin-gens effekt og sequelæ. Det har det publicerede review desværre ikke rettet op på. I forfatternes konklusioner påpeger man selv en række uafklarede faktorer, ikke mindst de trivselsproblemer, som børnene og deres familier gennemlever. Det er derfor ærgerligt, at man ikke har afventet publiceringen af igangværende kontrollerede studier i Storbritannien af bl.a. M.P. Haggard, med udgangspunkt i bløde værdier som trivsel, adfærd og kognitive egenskaber.

Der har altid været en diskrepans mellem forældrenes og kliniske studiers vurderinger af effekten af drænbehandling. Og det kan i og for sig ikke undre. Forældre forholder sig naturligvis til den umiddelbare forbedring i deres børns hørelse, balance og ikke mindst trivsel. De i reviewet refererede kliniske studier afspejler kun dette i meget begrænset omfang.

Det er ikke overraskende, at man i rewievet finder, at effekten af drænbehandling på høretabet aftager i løbet af et år. Da SOM jo i langt de fleste tilfælde er en midlertidig tilstand, vil hørelsen være normaliseret, hvad enten barnet har været drænbehandlet eller ej, når mellemøreforholdene er normaliseret. Det er mere interessant at fokusere på børnenes adfærd og trivsel i de perioder, hvor børnene har henholdsvis SOM eller dræn, samt at afklare, om der er kognitive langtidsfølger. Børn har ikke som voksne en referenceramme og har des-uden svært ved at udtrykke deres gener i andet end adfærd, som afspejler dårlig trivsel. Når vi som otologer behandler voksne (bl.a. forældre) med sekretorisk otit, bliver forholdene sat i relief. Voksne »kræver« behandling i løbet af dage til få uger og ikke måneder, som vi i dag byder vores børn. Ud over propfornemmelse, tinnitus, svimmelhed og intermitterende smerter, oplever voksne ofte den hørenedsættelse, som sekretorisk otit medfører, som socialt og arbejdsmæssigt invaliderende. Det er vanskeligt at forestille sig, at det skulle forholde sig anderledes for børn. At det ofte er pædagogerne i børneinstitutionerne, som opfordrer forældrene til at kontakte ørelægen, er nok heller ikke en tilfældighed.

Når Jørgen Lous, bl.a. i TV 2, anbefaler, at man observerer børn med sekretorisk otit i minimum seks måneder, forekommer det uden hold i egne konklusioner i reviewet [1]. Dels er den anbefalede observationsperiode på minimum seks måneder arbitrær og dels uden relation til den virkelighed, vi møder i den daglige klinik.

Danske øre-næse-halslæger lever generelt op til konklusionen i reviewet. Vi observerer børnene i et godt samarbejde med de alment praktiserende læger og behandler dem med dræn, når den samlede vurdering af barnets tilstand tilsiger det. Efter indførelsen af tympanometri i almen praksis i Danmark, har vi markant forbedret diagnosticeringen af børn med inflammatoriske mellemørelidelser, og det ville være et alvorligt tilbageslag at sænke vores behandlingsmæssige niveau til det, man finder i lande med en ringere diagnostisk sensitivitet, end vi har i Danmark.

SVAR