Eksamensfanatisme

Lægestuderende er mestre i at effektivisere studieform og -teknik med det formål at opnå bedst mulige karakterer til eksamen. Veltilrettelagte læseplaner intensiverer repeteringen og lagrer kortidshukommelsen op til eksamensdatoen. De fleste bruger de sidste uger op til eksamen på at løse gamle eksamensopgaver. Således indlæres den typiske ordlyd og detaljegrad og chancen højnes for at genkende et eksamensspørgsmål, som allerede er stillet nogle år forinden. Dette er alment kendt og accepteret.

Desto ældre og mere erfarne de studerende bliver, desto mere kyniske bliver de også i deres fokus på at bestå eksamen med bedst mulige karakter. Det betyder, at mange bliver væk fra undervisningen for i stedet at bruge tiden på at terpe med læsemakkeren eller læse pensum selv. Der er ikke tid til at risikere en dårlig forelæser eller en forelæser, som ikke fokuserer skarpt på, hvad der er eksamensrelevant. Følgeligt nøjes mange undervisere med at præsentere eksamensrelevant stof i en eksamensrelevant form på et eksamensrelevant tidsspunkt. Undervisere, der mestrer dette, er særligt populære.

Jeg tør godt sige, at formålet for langt størstedelen af de lægestuderende i langt størstedelen af tiden er at bestå den næste eksamen. Samtidig er det også blevet universitetets målsætning, at så mange studerende som muligt skal bestå.

Et af de største problemer med eksamenen er dens form. Det typiske eksamensspørgsmål er formuleret, så svarmulighederne begrænses til et af to: Et rigtigt, som belønnes, eller et forkert, som straffes. Dette avler en frygt for de fejltagelser, som alle forskere ved er en nødvendighed for udvikling og opdagelse. Man må lave mange fejl, førend man kan stå med noget brugbart.

En anden konsekvens af et begrænset antal svarmuligheder er, at man understimulerer nysgerrigheden og evnen til at tænke på flere mulige svar på en given problemstilling. Samlet set modvirkes flere egenskaber, som netop efterspørges hos en moderne læge.

Jeg mener, at dette eksamensræs er både overdrevet og misforstået. Uanset hvor god eksamen er, vil den altid være et evalueringsværktøj. Den kan aldrig være målet i sig selv. Bliver den det, vil fagligheden blive overtaget af de evner, som netop (kan) testes ved en eksamen. Dette er for nuværende langt overvejende egenskaber, man kan måle på, hvilket betyder, at de kvantificerbare egenskaber stjæler opmærksomheden fra de ikkekvantificerbare.

Eksamenen er den største forhindring på vores vej mod en bedre lægeuddannelse. Den er kontrol-måle-management-regimets kæreste værktøj, og den er ved at stjæle opmærksomheden fra de værdier, som fremtidens læger har brug for, men som ikke kan kvantificeres.