Skip to main content

En farlig vej at gå for patienterne

Thyroidsagen trækker desværre også et spor af mere generel karakter. Hver gang politikere på den måde negligerer lægers og andre sundhedsprofessionelles faglige vurderinger, undergraver de den velkendte model for godkendelse af lægemidler, hvor patienter kan have tillid til, at præparatet virker, og at man kender bivirkningerne.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

15. mar. 2019
3 min.

Vi vil kunne behandles med Thyroid. Sådan lyder kravet fra en gruppe patienter med stofskiftesygdom. De har blandt andet på Facebook advokeret effektivt for adgang til det ikkegodkendte præparat, og nu lægger formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt, op til, at patienter på eget ansvar skal kunne vælge denne behandling.

Ingen lande i verden – bortset fra Canada – har godkendt Thyroid, som er baseret på svins skjoldbruskkirtler. Sundheds- og Ældreministeriet betegner evidensen for behandling med Thyroid af patienter med lavt stofskifte som særdeles sparsom. Samtidig ønsker patienter, at midlet gives i høj dosering, således at stofskiftet bliver let til moderat forhøjet. Det betyder ifølge eksperterne belastning af hjertet og kan føre til hjerterytmeforstyrrelser samt risiko for knogleskørhed og demens. En ekstra krølle på sagen er, at læger ifølge Liselott Blixt også skal kunne pålægges at tage en bestemt blodprøve – nemlig måling af hormonet frit T3 – selv om det ifølge eksperter dels er en ustabil analyse, dels ingen mening giver at udføre.

Desværre er forløbet ikke enestående. Det er oplagt at trække paralleller til debatten om ordination af medicinsk cannabis, hvor læger heller ikke kan stå inde for effekt og sikkerhed. Perspektiverne i Thyroidsagen er ikke mindre alvorlige. Snarere tværtimod, for det er velkendt, at vi har at gøre med et præparat, som kan være skadeligt. Vi har også oplevet en usaglig mistænkeliggørelse – heriblandt fra formanden for Folketingets sundhedsudvalg – af sikkerheden ved HPV-vaccinen, hvor tilslutningen i en periode dykkede dramatisk.

Udfordringen i denne type af sager er ofte, at det umiddelbart kan fremstå, som om politikere blot efterkommer patienters ønsker, og det er vel i udgangspunktet godt? Men det er en farlig forenkling. Vi lever i en virkelighed, hvor sociale medier hurtigt kan sætte ild under stærke synspunkter, herunder desværre også misforståelser i sager, som er komplekse. Enkeltsager kan fremstå med samme vægt som grundig forskning.

I den sammenhæng kan det være fristende for nogle politikere at profilere sig på et porøst eller ikkeeksisterende fagligt grundlag. Det lykkes ofte at iscenesætte sig som patientambassadør og fjerne opmærksomheden fra, at der reelt er tale om et grundlæggende svigt af de samme patienter, når man vælger at ignorere krav om evidens. Det burde være indlysende, at det aldrig nogensinde kan være i patienters interesse, at læger skal lægge deres faglighed til side og udskrive medicin, som de frygter, vil skade.

Thyroidsagen trækker desværre også et spor af mere generel karakter. Hver gang politikere på den måde negligerer lægers og andre sundhedsprofessionelles faglige vurderinger, undergraver de den velkendte model for godkendelse af lægemidler, hvor patienter kan have tillid til, at præparatet virker, og at man kender bivirkningerne. I stedet fremmer de udviklingen af et sundhedsvæsen, hvor kommercielle interesser og useriøse aktører får friere spil, og hvor de »faglige« anbefalinger kan skifte med det politiske flertal på Christiansborg.

Vi skal som læger blive bedre til at tage dialogen om, hvorfor vi stiller de faglige krav til behandlinger, som vi gør. Men vi skal også blive ved med at protestere mod farlig politisk indblanding i vores arbejde, og der er brug for, at vi hæver stemmen. Gør vi ikke det, er en ting sikker: Patienterne betaler prisen.