En medicinstuderendes bekendelser

Kære kommende lægekolleger,

Jeg føler mig forrådt som aldrig før. Desillusioneret. Tilliden er brudt. Træk venligst kniven ud af ryggen på mig. Giv mig troen på lægegerningen tilbage!

Jeg starter på lægestudiet. Ung og fuld af optimisme, tro på livet og fuld af tillid til andre mennesker. Jeg lærer om etik og lægeløftet. Jeg ser mine kommende kolleger forbedre og redde menneskeliv på klinikophold på danske hospitalsafdelinger. Jeg kæmper som alle andre med et tidskrævende og til tider svært tilgængeligt studie. Vi må alle som en yde ofre for at komme igennem de seks år. Men jeg gør mit bedste, for jeg ved, at for enden af tunnelen ligger vejen åben for en karriere, hvor jeg selv kan forbedre og redde menneskeliv. Jeg gør det hverken for lønnen, de skiftende og familiefjendtlige arbejdstider eller for de dårlige arbejdsforhold. Jeg gør det, fordi jeg vil være ligesom jer - jeg vil være læge.

Sådan var det engang - men det er slut nu. Efter Lægeforeningens anbefaling af og argumenteren for fireårsreglen er alle drømme brast. I har ofret min fremtid, og jeg er ikke blevet taget med på råd. Som om det ikke står grelt nok til med overgreb og tvang over for yngre læger i form af en turnus, der potentielt skal skille en fra sin mand og sine børn i et længere stykke tid, vælger Lægeforeningen med Jens Winther Jensen og Mette Worsøe i spidsen gudhjælpemig at pådutte mit fremtidige arbejdsliv endnu flere restriktioner.

Kære Jens og kære Mette, aldrig før har jeg været så skuffet over andre mennesker, som jeg er over jer. Jeg så virkeligt frem til at komme ud og arbejde i det danske hospitalssystem. Jeg glædede mig faktisk til at komme ud og være med til at forbedre livet for mine kommende patienter og til det kollegiale samvær på afdelingerne. Nu er det hele væk - og det er ikke engang begyndt.

Jeg er desillusioneret.

Jeg anklager jer for på det groveste at have misligholdt jeres forpligtigelser over for den danske lægestand - nuværende som kommende. I og resten af Lægeforeningens ledelse er en skamplet uden historisk sidestykke på den danske lægestand. I 150-året for Lægeforeningens dannelse vælger I egenhændigt og uden at spørge hverken nuværende eller kommende medlemmer at skabe grobund for en splittelse af Lægeforeningen i to dele: De gamle læger, som ikke er omfattet af fireårsreglen (men som har indført den) og de kommende yngre læger, som alle er omfattet af fireårsreglen. Blandt mine medstuderende hører jeg allerede fraser som: »Aldrig mere Winther« og »Aldrig mere Worsøe«. Jeg synes ikke, at vi kan være tjent med en sådan splittelse i vores på nuværende tidspunkt eneste interesseorganisation. Kan de 140 mio. kr., som går i Lægeforeningens kasse virkeligt ikke bruges mere konstruktivt end til at fremmedgøre jeres kommende lægekolleger?

Jeg vil gerne arbejde i Danmark. Min familie og min omgangskreds bor her. Jeg vil gerne have mine børn opdraget i det danske skolesystem og i danske daginstitutioner. Men jeres manglende omtanke vedr. fireårsreglen og jeres totale ligegyldighed over for jeres kommende kollegers massive og højlydte protester tvinger mig til at søge udenlands. Her er forholdene for læger og særligt yngre læger markant bedre - måske fordi deres lægeforening er bedre til at tale deres sag.

Kære Jens og kære Mette - jeg har prøvet at undertrykke de mange latrinære gloser, der trænger sig på, mens jeg modvilligt tvinges til at skrive dette indlæg til jer. Hvordan vil I genskabe min og mine medstuderendes tillid til Lægeforeningen? Hvordan vil I genskabe vores lyst til at arbejde i det danske sygehusvæsen? Jeg beder jer indtrængende om at give mig troen på min kommende lægegerning tilbage.