Ugeskrift for Læger bragte den 10. oktober et indlæg af et medlem, der giver udtryk for at have modtaget en mindre pensionsudbetaling end forventet.
Vi har efterfølgende været i kontakt med medlemmet for at få afklaret, hvad der lå til grund for denne forventning. Medlemmet er indforstået med, at vi omtaler konklusionerne fra samtalen her.
I samtalen blev det gjort klart, at medlemmet ikke havde læst et brev fra pensionskassen i 2009, hvor der blev redegjort for nedsættelse af pensionisttillægget, da egenkapitalen var blevet mindre som følge af den økonomiske krise. Medlemmets opfattelse af, at vi modregner folkepensionen i pensionsudbetalingen, beroede på en misforståelse.
For god ordens skyld bringer vi her uddrag af brevet til medlemmer fra 2009:
Den økonomiske krise medførte et negativt resultat og en mindre egenkapital for pensionskassen i 2008. Derfor er pensionisttillægget mere end halveret. For dig betyder det, at din pension inkl. pensionisttillæg ved invaliditet eller alderspensionering i de nærmeste år typisk vil være ca. 10 pct. mindre end forventet i 2008. Også pensionsdækningen ved død er typisk 10 pct. mindre end i 2008.