En upåagtet sundhedsskandale

Det er ikke for stærkt at tale om en skandale, når samfundet accepterer, at en gruppe af patienter med behandlelige sygdomme lever med en meget ringe livskvalitet og dør 10-15 år før tid. En overdødelighed på linje med kræftsygdom uden nogen »pakker« eller anden særlig indsats

Flere grupper af mennesker med psykiske lidelser er underprioriterede. En gruppe – de langvarigt svært syge med fortrinsvis psykoselidelser – får en særlig kummerlig behandling. Det er sket efter, at man i de sidste 70 år har afinstitutionaliseret og nedlagt op mod 10.000 psykiatriske sengepladser (som i dag havde kostet 10-20 mia. kr.). Resultatet er blevet social isolation, ubehandlet sygdom, misbrug, kriminalitet, hjemløshed og altså kort levealder.

Distriktspsykiatrien skulle overtage behandlingen af de mennesker, som tidligere var indespærret på statshospitalerne og nu skulle »integreres i lokalsamfundet«. Den fik aldrig den nødvendige kapacitet. De senge, som skulle være backup ved periodiske indlæggelseskrævende forværringer, blev nedlagt. De kommunale tilbud, som skulle erstatte boligdelen og støtte i hverdagen, er udsat for stadige forringelser.

Det drejer sig om 10.000-20.000 mennesker, hvoraf de fleste er lidende af skizofreni. Skal de have en vedvarende, intensiv, udgående, opsøgende og fastholdende ambulant behandling, vil det koste i størrelsesordenen 1-2 mia. kr. årlig. For en del år siden, da der var 500 flere sengepladser end i dag, vurderede psykiatrisk ekspertise, at der var nedlagt 500 senge for meget. En genopretning af 500-1.000 sengepladser vil årlig koste i størrelsesordenen 1-2 mia. kr.

Der er også behov for en væsentlig oprustning/genopretning af den indsats, der ligger under det kommunale område, og som indgår i et samspil med den regionale psykiatri.

Tidligere planer har tilført den regionale psykiatri nogle få 100 mio. kr. årlig, og det er der igen udsigt til. Det udgør en øgning på nogle få procent af det nuværende budget og vil ikke betyde nogen afgørende forskel. For at skabe en værdig tilværelse for de her omtalte mennesker – de mest psykisk syge og forsømte – er behovet i en helt anden størrelsesorden: 2-4 mia. kr. årlig eller i hyppigt anvendt politikersprog: 8-16 mia. kr. »over fire år«.