Vi har med interesse læst artiklen af A.P. Ainsworth et al [1]. Af 21 patienter henvist til endoskopisk ultralydskanning (EUS) på mistanke om neuroendokrine tumorer (NET) blev der påvist tumor(er) hos 13. Ved operation blev der hos 12 patienter fundet NET, som hos 75% var lokaliseret til pancreas. Det konkluderes, at man med EUS kan visualisere NET, der ikke har kunnet påvises ved ultralydskanning (UL) og computertomografi (CT), som udført hos lidt over halvdelen af de 13 opererede patienter kun førte til påvisning af tumor hos henholdsvis 50% og 57%.
EUS har høj diagnostisk sensitivitet og specificitet for tumorer i pancreas, inklusive NET. I vores egen opgørelse kunne vi med EUS påvise 80% af NET, den mindste målte 3 mm [2]. Alle tumorer blev kirurgisk verificeret.
Det anføres, at det er vanskeligt at erkende tumorer < 2 cm ved CT, UL og magnetisk resonans-skanning. Denne konklusion må referere til egne samt ældre data. Nyere multidetektor-CT (MD-CT) har høj specificitet og sensitivitet [3]. Således fandt vi 84% af NET i pancreas eller duodenum ved MD-CT, og den mindste tumor målte 6 mm. Alle tumorer blev verificeret ved kirurgi [2]. Det fremgår ikke, om patienterne fik foretaget oktreotidscintigrafi, der kombineret med single photon emission computed tomography (SPECT) og CT-fusion er guldstandard i lokalisationsdiagnostik af NET, og hvormed man i pancreas kan påvise ca. 80% af NET [3].
Forfatterne anfører, at oktreotidskanning anvendes til metabolisk aktive NET. 111indiumoktreotidscintigrafi afhænger ikke af metabolisk aktivitet, men af binding til somatostatinreceptorer, specielt somatostatin-2-receptoren, der findes i højt antal på cellemembranen hos 70-100% af NET. Endvidere anføres det, at possitronemissionstomografi (PET) på det seneste har været anvendt i udredningen af NET. Værdien af PET er for tiden under diskussion og afhænger af, hvilket sporstof, der anvendes [4]. Den hyppigst anvendte 18fluordeoxyglucose (FDG)-PET er formentlig af mindre værdi pga. det generelt lave proliferationsindeks og glykolytiske aktivitet hos NET. Vi har hos ca. 100 patienter med NET fundet 65% med positiv 18FDG-PET, men en positiv oktreotidscintigrafi hos > 90% af samme gruppe patienter. 11C-http-PET, som skulle være meget sensitiv [5], anvendes p.t. kun i Uppsala. Værdien af PET foretaget med andre isotoper, herunder 68Ga-DOTATOC, er i forhold til SPECT-oktreotidscintigrafi ikke endeligt afklaret. Det skal nævnes, at der i WHO-klassifikationen 2000 ud over differentieringsgrad også indgår organlokalisation af tumoren og den hormonelle funktion af NET.
Kirurgisk Klinik C, Rigshospitalet, har lands-landsdels-funktion i udredning og behandling af NET og modtager omkring 100 nyhenviste patienter årligt. Her indgår EUS, trefaset MD-CT og oktreotidscintigrafi rutinemæssigt i lokalisationsdiagnostikken af pancreatico-duodenale NET [1].
Referencer
- Ainsworth AP, Fristrup CW, Mortensen MB et al. Endoskopisk ultralydskanning af patienter med neuroendokrine tumorer. Ugeskr Læger 2008;170:1938-40.
- Rappeport ED, Hansen CP, Kjaer A et al. Multidetector computered tomography and neuroendocrine tumors. Acta Radiologica 2006;47:248-56.
- Rockall AG, Reznek RH. Imaging of neuroendocrine tumours (CT/MR/US). Best Pract Res Clin Endocrinol Metab 2007;21:43-68.
- Falconi M, Plockinger U, Kwekkeboom DJ et al. Well-differentiated pancreatic nonfunctioning tumors/carcinoma. Neuroendocrinology 2006;84:196-211.
- Sundin A, Garske U, Orlefors H. Nuclear imaging of neuroendocrine tumours. Best Pract Res Clin Endocrinol Metab 2007;21:69-85.