Skip to main content

EPJ i en sund udvikling?

Afdelingslæge Søren Jensen, Amtssygehuset i Gentofte. E-mail: jensens@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

EPJ er stort, meget stort. Nu begynder man at spore de første tegn på erkendelse af, at projektets størrelse og kompleksitet er undervurderet.

Ambitionsniveauet er højt. Sundhedsstyrelsen ønsker at skabe noget unikt og bevæger sig i ukendt terræn. EPJ med den struktur, der skal gælde i hele Danmark, eksisterer ikke andre steder i verden blot på et enkelt sygehus. Skal vi kaste os ud i at udvikle en ny type EPJ-programmel (software) helt fra bunden i et »trial and error«-scenario, hvor drift og udvikling kører parallelt?

Sundhedsstyrelsen har siden 2000 publiceret flere teoretiske versioner af G-EPJ, Grundstrukturen for Elektronisk Patientjournal. Den ændrer radikalt på den måde, vi skal dokumentere. Der tales om et »paradigmeskift« i sundhedsvæsenet. Er det en sund strategi for indførelse af it i et sundhedsvæsen præget af øgede krav til effektivitet, kvalitet og med begrænsede midler?

Man har valgt en problemorienteret journal, første beskrevet af Lawrence L. Weed i 1969. Den har ikke vundet udbredelse, fordi anstrengelserne med den store mængde data ikke står mål med udbyttet. I Sundhedsstyrelsen mener man, at indførelse af it kan give den problemorienterede journal en renæssance. Og man satser altså EPJ og indførelse af it i sundhedsvæsenet på denne formodning! Imod indhøstede erfaringer.

I 2001 blev G-EPJ testet på Thoraxkirurgisk Afdeling, Amtssygehuset i Gentofte. Sundhedsstyrelsen fandt, at »der ligger en betydelig opgave med at forklare modellens grundlæggende principper over for læger og sygeplejersker«, og at »en ændret metode for journalføring har vidtgående konsekvenser på det organisatoriske område og i forholdet mellem de forskellige personalegrupper«. Personalet skriver, at systemet opfattes meget besværligt, tidskrævende, og det samlede overblik over patienten forsvinder.

Personalets råd til sundhedsstyrelsen var, at den enkelte medarbejder skal opleve EPJ som en fordel, programmet skal være enkelt at benytte, det skal tage udgangspunkt i noget velkendt og være nemt tilgængeligt, også for en vikar!

På Gentofte anvender vi stadig den elektroniske journal. Men den problemorienterede dokumentationsform er helt opgivet. Vi er glade for EPJ og kan ikke forestille os en afdeling uden it. Men jeg stiller mig uforstående over for, at man kører videre med en begrebsmodel, som er testet og fundet meget problematisk, og som ikke har fundet en plads i testafdelingen på trods af et nu indgående kendskab til programmet og dokumentationsformen.

Den begejstring, som de forskellige it-projekter har affødt hos personalet, er begejstringen over at have journalen på computeren. Den begejstring har jeg også hver dag på Gentofte. Men det er ikke en begejstring over G-EPJ.

Der er mange udfordringer at tage fat på for at indføre it på sygehusene. At vælge den rigtige strategi er vigtig. Alle hidtidige projekter har fra start været bundet af at skulle opfylde G-EPJ. 1.-generations-EPJ er blevet udelukket på forhånd. Det har ikke tilstrækkeligt appeal at sætte »strøm til papir«. Som mange andre har gjort det for mange år siden. Men er det klogt at springe dette kravlestadie over?

Det vigtigste nu er at komme i gang. At vi opbygger datatransmissionsnettet og sikkerhedsstrukturen, de mange it-arbejdspladser og it-support centre. Får personalet til skærmene og tasterne. Indarbejder nye organisationer og samarbejdsrelationer rundt om på sygehusene og afdelingerne. Ledere og personale skal over hele landet tage it til sig, føle glæde ved at anvende det som et arbejdsredskab, se fordelene ved it, udvikle et ejerskab for EPJ ved at have mulighed for at tilpasse EPJ til lokale forhold.

Så kan Sundhedsstyrelsen sideløbende fortsætte med at udvikle fremtidens EPJ. Et spændende, dyrt og meget stort arbejde. Og næste EPJ-generation er jo kun en softwareopdatering borte, når et solidt teknologisk niveau er etableret, og en god kompetenceudvikling hos personalet er etableret.

Start med noget, der er kendt, og som virker. Det vil øge motivationen til at træde nye veje.

Lad os ikke vente på Godot. Etabler en solid, velfungerende 1.-generations-EPJ nu.