Er alle type 2-diabetikere tykke, dumme og dovne?

Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser annoncetillægget i Dagens Medicin i uge 39. Med voldsomt stigmatiserende billeder af en dårligt fungerende patient og i en opsætning, der minder om journalistisk bearbejdede samtaler med de bedste eksperter på diabetesområdet, afspejles i medicinalreklamen den stigende tendens til at se patienter som en slags undermennesker med dårlig moral.

På omslaget af annonceindlægget møder vi dagens sundhedstrussel, den alt for overvægtige mand, hvor der allerede står type 2 på ryggen. Bladrer vi videre, møder vi manden siddende i en stol: Doven og lad, fjernbetjeningen i den ene hånd, bajeren i den anden, mens tomme chipsposer og cigaretskod tårner sig op rundt omkring. Med et udslukt blik, så man kunne have troet, at det var en reklame for lykkepiller, og med let åben mund, som tyder på manglende engagement, signaleres, at det handler om en sygdom, som rammer de dumme og dovne. På næste side lægges der trumf på: Nu sidder manden på samme måde, men interiøret er skiftet ud med et hjemmedialyseapparat, og der ligger en grønlig film over billedet: Uræmien og den snarlige død er en kendsgerning.

Og så kommer skiftet. De næste to opslag viser os billeder af lægerne, de slanke, retlevende og kloge mennesker, som ikke har behov for et ekstra hul i livremmen. Overlæger fra såvel Steno, Rigshospitalet, Roskilde som Århus poserer med det udtryk af overlegenhed det giver at blive fotograferet nedefra, med hænderne i lommen.

En passant undrer man sig over, hvordan det kan være, at medicinalindustrien aldrig har problemer med at finde læger, der vil stille op i deres annoncer?

Budskabet er klart: Der er »os«, de rettroende læger, og så »de andre«. Det er sjældent at se en så nedladende holdning over for patienter, og selv om en af de medvirkende læger sidder i toppen for Diabetesforeningen, tror jeg næppe at billederne finder vej til patientforeningens blad!

Hvis læger i fællesskab med medicinalindustrien skaber og fastholder et billede af, at livsstilssygdomme er noget, der rammer »de andre«, som vi blot skal omvende - så løser vi næppe de store sundhedsproblemer. Hvis vi stædigt fastholder, at livsstilsproblemer kan individualiseres og løses i en konsultation, mellem en syndig patient og en retlevende læge, sætter vi en årtusinde gammel læge-patient-relation på en unødvendig hård prøve.

Vi er alle en del af et samfund, hvor vi kører bil fra dør til dør pga. tidsnød, hvor vi mødes omkring den ofte lidt for fede danske mad, hvis vi vil være en del af en social sammenhæng, eller lægger vejen omkring en kiosk for at købe en is på en varm sommerdag. Det er ikke kun noget »de andre« gør - det er en del af at være medlem af det danske samfund. Og vil vi ændre de sygdomsfremkaldende faktorer, må vi gøre det i fællesskab. Vi kan jo starte med en anden type (2) menneskesyn?