Den syddanske erfaring kombineret med en akutspeciallæge er den bedste model.
Modstanden i Region Syddanmark (RSD) mod et akutspeciale har været markant. Ikke imod akutafdelinger, tværtimod. RSD udarbejdede ambitiøse rapporter om afdelingernes indretning, indførte akutpakker, satsede stærkt på forskning, sendte speciallægerne i front og indførte halv- og firetimers kriterier for, hvornår patienterne skulle være set og lagt plan for – og uddannede læger og sygeplejersker hertil. Det er sket i de sidste 5-8 år i et tæt samarbejde på kryds og tværs i regionen. Både det administrative og politiske topplan stod i spidsen.
Resultaterne er tydelige. Vi har velfungerende akutafdelinger, hvor flowet er højt, den faglige kvalitet er i orden, og patienterne er tilfredse. Vi får blodprøvesvar på en time og har billedbeskrivelser, før patienten er tilbage fra røntgenrummet. Samarbejdet fungerer upåklageligt de fleste steder, og man bruger hinandens kompetencer på tværs af specialer og faggrupper. Vi er et helt andet sted end for ti år siden.
Syddansk modvilje mod speciale
I RSD frygter man, at akutlæger vil være et forsinkende og fordyrende led i modtagelsen af patienten, man vil ikke overlade den akutte patient til en ”omnipotent” akutlæge, men hellere fremme samarbejdet mellem mange specialer. Hvis akutspecialet indføres, kan akutte patienter få en dårligere behandling samtidig med, at akutkompetencerne forringes i de øvrige specialer. Det er scenarier, der er god grund til at frygte. Så hvorfor løbe den risiko, når akutmodtagelserne faktisk fungerer godt på RSD's måde?
Siger man nej til et akutspeciale nu, vil det være et så klart signal om manglende karrieremuligheder, at kun få læger vil ansættes i akutafdelingerne
Med til billedet af udviklingen i RSD hører mindst fire ting: 1) To af de fem akutafdelinger er ikke længere selvstændige afdelinger, men en del af medicinsk afdeling. 2) Der er rekrutteringsproblemer til nogle af akutafdelingerne, og eksterne lægevikarer dækker en stor del af arbejdet. 3) Arbejdet i akutafdelingen klares nogle steder af voluminøse vagtlag, så speciallægerne fra øvrige afdelinger kun kommer få gange hver måned. 4) Nogle steder sker der en opdeling af akutafdelingen i specialområder med egne sygeplejersker og læger, så man reelt får mange småakutmodtagelser i afdelingen.
Nej til akutspeciale sender dårlige signaler
Det fungerer i dag, men holder det i længden? Siger man nej til et akutspeciale nu, vil det være et så klart signal om manglende karrieremuligheder, at kun få læger vil ansættes i akutafdelingerne. Læger på besøg eller indlemmelse af akutafdelingen i et andet speciale uden særlig kompetence eller interesse i akutområdet øger ikke kvalitet eller udvikling. Opdeling i små specialemodtagelser hindrer effektiv ressourceudnyttelse. Er det bare det, vi vil i Danmark? Og kan det ikke gøres bedre? Et akutspeciale løser ikke alle disse udfordringer, men nogle, hvis det gøres rigtigt:
1) Det skal have et indhold, som er tilpasset danske forhold, herunder at specialet intern medicin ikke længere eksisterer, dvs. en stor del akut, bred intern medicin. Alle efterspørger dette, både medicinere og kirurger. Kompetencen til at vurdere akutte kirurgiske tilstande skal være så god, at der sikres en forsvarlig sortering af, hvem der skal ses af en kirurg, og hvem der kan gå hjem. Traumeledelse og skadestuearbejde vil være en naturlig del af kompetencen, men ikke avanceret luftvejshåndtering, pædiatri eller obstetrik. Det er andre bedre til.
2) Der er brug for en samarbejdsmodel som den, der allerede findes på vores intensivafdelinger. Her arbejder intensivister og øvrige specialer tæt sammen, man kender hinanden godt og ved, hvem der kan hvad. Sådan kan akutlæger og andre specialer også samarbejde.
3) Speciallægeuddannelsen i de øvrige specialer må ikke blive forringet. Introduktions- og hoveduddannelseslæger i store medicinske og kirurgiske specialer vil have behov for uddannelsestid i akutafdelingen, hvor de primært håndterer patienter fra eget speciale. Det vil også sikre en løbende videns- og erfaringsudvikling mellem akutmedicin og de traditionelle specialer.
Jeg tror på en model, hvor det bedste fra RSD's mange gode erfaringer kan forenes med det bedste fra en akutspeciallægebaseret modtagelse.
