Er effekten af opfølgende hjemmebesøg virkelig usikker?

Vi har med interesse læst artiklen »Usikker effekt af opfølgende hjemmebesøg til ældre medicinske patienter efter hospitalsindlæggelse« (Ugeskr Læger. 2014;176:V04130264), som har haft til formål at gennemgå en række artikler om effekten af opfølgende hjemmebesøg til ældre efter udskrivelse fra hospital.

Artiklen konkluderer i sin overskrift, at der er usikker effekt af opfølgende hjemmebesøg til ældre medicinske patienter. En konklusion, der er baseret på resultater af fem efterfølgende undersøgelser, der hver især, men med meget forskellig tilgang og adhærens forsøger at efterprøve Glostrupundersøgelsens resultater.

I vores oprindelige undersøgelse var 63% af områdets praktiserende læger tilmeldt projektet. Den planlagte intervention, som bestod af fællesbesøg af praktiserende læge og hjemmeplejen efter udskrivelsen, blev udført i 93% af tilfældene. Konklusionen blev, at vi under randomiserede og kontrollerede forhold kunne påvise en signifikant reduktion i risikoen for genindlæggelser blandt de ældre, som fik et sådant hjemmebesøg. Efterfølgende påviste vi, baseret på principperne for MTV, en regional økonomisk gevinst af indsatsen som følge af det reducerede antal genindlæggelser.

De fem efterundersøgelser er bl.a. præget af en ringe gennemførelsesrate, hvor kun henholdsvis 14, 24, 33, 53 og 53% af de mulige patienter i interventionsgruppen fik udført det planlagte hjemmebesøg. Det kan derfor ikke undre, at man herefter ikke var i stand til at genfinde den effekt ved opfølgende besøg, som vi fandt i vores undersøgelse.

Vi mener endvidere, at der i analysen af de efterfølgende fem studier mangler en nærmere kvalitativ vurdering af årsagerne til, at de opfølgende hjemmebesøg kun blev gennemført i så ringe et omfang, som tilfældet var. Herunder ikke mindst en nøjere analyse af de barrierer, som måtte have ligget til grund for dette.

Forfatterne runder af med overvejelser over udvælgelse af patienter til opfølgende indsats og muligheden for at differentiere interventionen mere og foreslår at undersøge andre modeller for samarbejde.

Vi er helt enige i, at der både er behov for ny viden i forbindelse med at udvælge patienter med behov for opfølgning og en afklaring af, hvilken form for opfølgning de enkelte patientgrupper bedst vil kunne profitere af, og hvordan en sådan bedst organiseres. Men dette kræver andre projektdesign end dem, der her er repræsenteret.

Vi går ind for evidensbaseret organisation af sundhedsvæsenet – men det kræver stringent metodetilgang og ikke mindst inddragelse af kvalitative metoder, som afdækker eventuelle barrierer for organisering og afdækning af behov for medinddragelse af det sundhedsfaglige personale. Det gælder også de undersøgelser, der har til hensigt at efterprøve tidligere undersøgelsers resultater.