Er indløsningen af en ny antibiotikumrecept efter behandling med sulfonamid eller pivmecillinam en valideret metode til vurdering af behandlingssvigt ved urinvejsinfektion?

Bjerrum et al [1] har publiceret et arbejde, hvor de ligesom Schønheyder et al [2] bruger ovenstående metode som surrogat til vurdering af behandlingssvigt ved ukompliceret urinvejsinfektion hos kvinder inden for en måned i Fyns Amt. Hovedproblemet med metoden, de anvender, er imidlertid, at den ikke er valideret og giver mindre tal for behandlingssvigt end kontrollerede kliniske undersøgelser, som det blev påpeget i en kommentar [3] til Schønheyder et als artikel [2]. Konklusionen i kommentaren, hvis uddybende argumentation jeg henviser til, var, at den anvendte metode, som Bjerrum et al også bruger, ikke giver pålidelige resultater. Det støttes også af et nyere arbejde [4], som tidligere er omtalt [5]. Forfatterne fandt, at den internationalt anbefalede sulfamethoxazol + trimetoprim-behandling af ukompliceret urinvejsinfektion forårsaget af følsomme E. coli gav klinisk og bakteriologisk effekt hos 88% henholdsvis 82% af kvinderne, medens effekten ved resistente E. coli var 54% og 42% [4]. Sulfonamid som monoterapi er tidligere i et dansk arbejde fundet signifikant ringere end sulfonamid + trimetoprim [3].

Receptindløsningsmetoden er derfor fortsat ikke en pålidelig surrogatmetode til bedømmelse af behandlingssvigt og slet ikke til sammenligninger af to forskellige præparater med forskellige indikationer ifg. Lægeforeningens medicinfortegnelse og Lægemiddelkataloget, som det også blev påpeget i kommentaren til Schønheyder et al's arbejde [2, 3]. Jeg finder derfor, at Bjerrum et al's konklusion [1] bør ændres til, at deres undersøgelse ikke støtter noget som helst, da deres metode er alt for usikker.