Er ph.d.-læger gode læger?

Uddannelses- og Forskningsministeriet vil undersøge værdien af den lægefaglige ph.d.-uddannelse for arbejdet i den kliniske hverdag. Udgangspunktet er, at der er sket en markant stigning i antallet af ph.d.-studerende inden for sundhedsvidenskaberne, og at omkring 42% af de ph.d.-studerende inden for området har en dansk medicinsk kandidatgrad.

Man er i tvivl om årsagerne til, at læger er motiverede til at gennemføre et ph.d.-studie. Er der tale om, at man ønsker at kvalificere sig i det videre kliniske forløb, eller er der tale om, at man ønsker en egentlig forskerkarriere? Er det med karrieren tilfældet, mener man, at det kan indebære et større ressourcespild. På den anden side kan det også være tilfældet, at det højner værdien af det lægefaglige arbejde, fordi de pågældende har indsigt i gennemførelse af forskning inden for det kliniske område og formodentlig har en øget evne til at erhverve sig den nyeste viden.

Lille sommerferieundersøgelse

Man vil angribe problemstillingen fra to sider. Dels ved dybdegående kvalitative interview og dels ved en sammenlignende spørgeskemaundersøgelse af læger, der har en ph.d.-uddannelse, og læger, der ikke har, om hvorledes de agerer i den kliniske sammenhæng, specielt hvorledes de ph.d.-uddannede læger specifikt bruger deres forskningskompetencer i det daglige arbejde.

Undersøgelsen skal gennemføres hen over sommeren og forestås af et konsulentbureau – man har allerede kontaktet nogle, men også bragt undersøgelsen ud i alment udbud. Ingen har nogensinde beskyldt konsulentbureauer for at være prisbillige, så at der allokeres 350.000 kr. til undersøgelsen, kunne meget nemt være ensbetydende med én konsulent i halvanden måned. Der er altså lagt op til en lille sommerferieundersøgelse af et område, som må betragtes som temmelig komplekst.

Undrende og nysgerrige miljøer

Ph.d.-ordningen blev skitseret af Bertel Haarder i 1988 og egentligt effektueret i 1993. Allerede få år efter blev sygehusvæsenet spurgt, hvilken effekt ph.d.-uddannelsen havde. På det tidspunkt havde kun ganske få ph.d.er mere end et år på bagen. Det var selvfølgelig meningsløst, og spørgsmålet er, om den nuværende undersøgelse er det samme. Sideløbende med en kraftig øgning i antallet af sundhedsvidenskabelige ph.d.er har dansk forskning inden for det kliniske og det biomedicinske område klart med internationale kvalitetskriterier distanceret sig fra svensk og finsk forskning og kappes nu med Schweiz og Holland om at være bedst af alle. Det er et fænomen, som nok kunne give anledning til undersøgelse. Ph.d.-ordningen har haft den effekt, at der er opnået en formaliseret interaktion mellem vejleder og den ph.d.-studerende og dermed et engagement i at udøve forskning, der i høj grad har mobiliseret også læger med lang anciennitet. Denne interaktion mellem ph.d.-studerende og seniore læger er et produktivt element, og når man anekdotisk spørger professorer, hvilken forskningsaktivitet de ville have haft uden ph.d.-studerende, erklæres det, at den ville være meget mindre eller slet ikke eksisterende. Man mobiliserer altså erfarne læger til fortsat forskning, og det kan vel kun betragtes som et gode, at man sikrer undrende og nysgerrige miljøers fortsatte beståen.

Ministeriel mistanke

Hvis der i ministeriet er mistanke om, at man, som det antydes i udbudsoplægget, overkvalificerer – hvad det så end er – kunne ministeriet i stedet for at obstruere have faciliteret den ordning, der er for medicinstuderende, som består i det såkaldte forskningsår. Det er en periode, hvor den studerende går helt ud af studiet, og er finansieret andetsteds fra, det vil sige belaster hverken SU eller undervisningen, er trådt helt ud af lægdsrullen. Det er en tid, hvor den studerende får lejlighed til at udøve forskning på højt internationalt plan, original forskning i samarbejde med mere seniore forskere. Det etårige forløb giver mulighed for, at den studerende derefter kan sige, at forskning er spændende, og det vil man fortsætte med, eller at det etårige forløb var nok. Det har ministeriet aldrig villet facilitere. Men nu vil man altså undersøge, hvorledes læger, der har erhvervet en ph.d.-grad, agerer i det daglige. Det vil man såmænd interviewe henholdsvis direktører og ledende administratorer i regioner om. Det kan blive spændende, hvad de svarer, for umiddelbart ligger det nok en del uden for deres kompetenceområde at udtale sig kvalificeret om det. Man vil også bede afdelingsledelserne, men ihukommende at man inden for en relativ beskeden sum skal få et konsulentbureau til at foretage en såkaldt »dybdegående kvalitativ udspørgen«, vil materialet nok blive ret beskedent, medmindre de interviewede ærligt svarer, at det kan de ikke bedømme, altså hvorledes dagligdagen er påvirket af den uddannelse og forskningserfaring, en læge har erhvervet.

En spareøvelse

Umiddelbart, når man læser udbudsopslaget, får man indtrykket af, at der i Uddannelses- og Forskningsministeriet er visse idéer om, hvilket svar man gerne vil have. Et svar, der senere kan munde ud i en spareøvelse, en reduktion af antallet af læger, der erhverver en ph.d.-uddannelse. Sådanne processer har man kendt tidligere, og når man ønsker at få svar, som man råber i skoven, er det vel en helt adækvat procedure at få gennemført en discountkonsulentundersøgelse.

Uden klar kausalitet kunne man hævde, at de mange ph.d.er var en af årsagerne til, at dansk sundhedsvidenskabelig forskning står så usædvanligt stærkt internationalt, og at den danske forskningsintensitet også i klinisk sammenhæng ligger helt i top, oven i købet til trods for en relativ middelmådig finansiering. I den forbindelse er det værd at nævne, at når man i opslaget fra Uddannelses- og Forskningsministeriet hævder, at aftagerne, det vil sige sundhedsvæsenet, ikke bidrager økonomisk til det forskningsforløb, som er en del af ph.d.-uddannelsen, kunne det reflektere, at man ikke er voldsomt distraheret af de faktiske forhold. En tredjedel af den danske forskningsindsats kommer fra sygehusene, specielt universitetshospitalerne. De modtager et beløb fra den danske stat, som kun er godt halvdelen af, hvad bare Lunds Universitetshospital modtager fra den svenske stat. Man har altså en idé om, at den klinisk baserede forskning, dén der foregår på hospitalerne, og som altså er en tredjedel af den danske forskningsindsats, kan erhverves for langt under en halv mia. kr. – dette fordi stort set al sundhedsvidenskabelig forskning er knyttet til ph.d. I virkeligheden spytter sygehusvæsenet i hvert fald det dobbelt af, hvad staten kommer med, i sundhedsvidenskabelig forskning, herunder den, som knytter an til ph.d.-forløb. Samlet andrager det ca. en tredjedel af forskningsøkonomien, og resten indhentes i international konkurrence, i national konkurrence, ikke mindst fra fonde, og i en interaktion med industrien.

Afvikle forskning i Danmark?

Det med ph.d. og læger er naturligvis ikke bare rosenrødt. Der er lige som i andre grene af forskningen personer, som efter afsluttet ph.d. ikke længere er forskningsaktive. Men det er også blandt dem, der har erhvervet en ph.d., man i fremtiden skal finde de vejledere, som skal føre dansk sundhedsvidenskabelig forskning videre. Så selv om Uddannelses- og Forskningsministeriet har ønsket et hurtigt sommersvar, som synes allerede formuleret og et figenblad, som ganske vist ikke kan dække noget som helst, for at foretage en reduktion med begrundelsen, at nogen er overuddannede – et herligt begreb fra et uddannelses- og forskningsministerium – så kan det godt være, at det ligger inden for et erklæret politisk mål om at afvikle forskning i Danmark.

.