Er STPS nu den danske lægestands ven?

”Vi vil gerne ses som en samarbejds- og dialogpartner” udtaler direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) Anne-Marie Vangsted i UFL 3 januar 2018. ”Men det allervigtigste er, at man trygt kan henvende sig til os, også hvis man er i tvivl om, hvad der er ens ret og pligt”.

Parolen er altså; ”STPS er lægernes ven”. ”Læringen er i højsædet”. ”Kontrol er kun en biting i et gensidigt tillidsfuldt forhold”.

Undskyld mig, men det klinger ufatteligt hult for en meget stor del af lægestanden. Der er tale om en topleder, som åbenlyst i pressen initialt støttede sin sektionsleders hårrejsende udtalelser om konkrete lægers skyld i Svendborgsagen uagtet den afsagte kendelse i Landsretten, hvor man i STPS åbenlyst var skuffet over, at den afsagte dom ikke var hård nok, og omfattede læger nok. En styrelse som aldeles uagtet den reelle kliniske virkelighed i forhold til tidstro dokumentation vedholdende har holdt på de enkelte lægers skyld i Svendborgsagen. En styrelse som med sit input til domstolene i vid udstrækning er selve årsagen til domfældelsen i Svendborgsagen. Først da det blev opportunt at mene noget andet, lavede man i medierne en retræte, efter at man var kommet for skade at vise sit sande ansigt på ledelsesniveau.

Den samme manglende vilje til dialog og den samme uforståenhed for de kliniske vilkår ses ved den aktuelle sag om behandlersted. Lægeforeningens (PLOs) dialog med STPS om betimeligheden heri har der absolut ikke væren nogen lydhørhed for. Man holdt derimod på twitter lige før jul en usmagelig julefest over de 40 mio kr, der allerede var tikket ind fra 10.000 læger, herunder frivillige idrætslæger, der ikke tør andet og drives af frygt for bøde og straf. ”Tju-hej, hvor det går” for bogstaveligt at bruge styrelsens egne ord, idet man nu bevæger sig ud på de sociale medier, netop som Anne-Marie Vangsted lover. Man mindes lektor Blommes valgord i Scherfigs Det Forsømte Forår: ”Lad dem hade, blot de frygter”. Man kan kun være spændt på fortsættelsen af denne lidet gennemtænkte mediestrategi. Til skade – og ikke til gavn – for patientsikkerheden. STPS er med sin adfærd til skade for borgernes sundhed, idet de nu ikke længere kan forvente frivillig lægehjælp ved idrætsstævner, festivaler og spejderlejre.

Selve tanken om, at en af STPS samfundsmedicinerne uden klinisk realitetssans skal lave tilsyn på en idrætsstævnelæge eller inspicere en vagtlæges akuttaske er i øvrigt absurd.

Meningsløs kontrol? Ja, 100%. Læring? Ingen som helst, nemlig 0%

STPS gør det således ”endnu bedre” end den 90%:10% kontrol/læring fordeling, som resultatkontrakten med ministeriet lægger op til. En fordeling, Anne-Marie Vangsted i øvrigt søger at bortforklare: ”De 10 pct. er noget teknisk i resultatkontrakten, men læring vægter langt højere. I vores risikobaserede tilsyn ligger der læring på mange niveauer”. Jaså… Jeg må her sige, at det tilsyn, jeg nylig så på min egen intensivafdeling, hvor den udsendte samfundsmediciner uden indsigt i intensiv terapi vedholdende forlangte citat: ”mere prosaiske samtykker” på de dødssyge respiratorpatienter, mine kollegers varme hænder havde reddet livet på - det tilsyn var der for mit vedkommende absolut ingen læring i. Blot timer spildt væk fra patientarbejdet på et intensivafsnit, hvor vi er 16 speciallæger, men skulle være 26. 100% meningsløs kontrol og 0% læring. Måske fik kontrollanten sig en aha-oplevelse ved at forlade styrelsens trygge kontormiljøer, men ellers var der ingen læring i det.

Først nu, da der er lægeflugt fra lægevagten og der er politisk pres, ja så åbner STPS op for dialogmøde. Der er et navn for dette mønster fra STPS: Politisk opportunisme. Det har intet med ” samarbejds- og dialogpartner” at gøre. Det må Anne-Marie Vangsted da også selv kunne forstå.

Der må revolvermetoder til

Og det må Lægeforeningen også kunne forstå. Det hjælper ikke noget med høflige forespørgsler og de pæne drenges dialog, når STPS skal holdes i kort snor.

Fjendebilledet er relevant i denne sag. STPS er netop en muskelhund, som efter strammerpakken har fået lidt for liberale anabole steroidinjektioner på en fejlagtig indikation (f eks psykiater-sagen). Forsigtig dialog alene kommer vi åbenlyst ingen vegne med. Der skal presses langt hårdere på.

Sundhedsministeren for sin del går igen først ind i gebyrsagen, da den kommer i medierne. Og når hun så risikerer at tabe stemmer ved ikke at have styr på sundhedsvæsenet. Man skal ikke være politisk rådgiver for at forstå, at ministeren ikke gør noget i denne sag af sit hjertes godhed eller i en idealistisk vision for et sundhedsvæsen, som hun jo også kun har andenhåndsindsigt i med sin korte erfaring på området med samtidig udsigt til at sidde i begrænset tid på posten. En begrænset indsigt, der blev demonstreret, da ministeren blandede UTH er sammen med politianmeldelser i samrådet 12/12 2017, se https://dagensmedicin.dk/misforstaaet-politisk-regnestykke-benzin-paa-baalet/, noget hun bekvemt ikke har reageret på, da der ikke er anden forklaring, end at hun ikke havde sat sig/var blevet sat ordentligt ind i sagerne. Hvis ministeren ikke risikerer at miste stemmer på konkrete sager, skal vi ikke forvente, at hun trækker STPS til sig. Det har hun jo også signaleret ved først at ville evaluere strammerpakken efter tre år og ved i øvrigt at hilse stigningen i politianmeldelser velkommen som en naturlig politisk konsekvens.

Igen har Lægeforeningen ikke været stærk nok. De enkelte medlemmer skal på egen hånd ud og opsige deres vagttjenester, før STPS ”åbner op for en dialog”. Der skal revolvermetoder til. Der skal tales med store bogstaver. Man skal mande sig op.

Ligesom der skulle en facebookgruppe af læger til at slå døren ind til sundhedsministeren og vække hende af Tornerosesøvnen. Ligesom der på OUH skulle enkeltpersoner til at vride armen om på direktionen, så man begyndte offentligt bare at tage en smule ansvar for arbejdsforholdene i relation til Svendborgsagen.

Kære Lægeforening. Kom nu i fuld kampuniform. Lad ikke anslagene mod lægestanden falde ned gennem rækkerne. Allier jer med en durkdreven presserådgiver. Tag også den åbne kamp i pressen hver gang, sagens alvor tilsiger det, og ikke blot den forsigtige dialog i korridoren, når ministeren, STPS og direktioner åbenlyst først lytter og agerer, når sagen kommer i pressen og kan koste stemmer eller taburetter i en verden af politisk opportunisme. Marker og fasthold Lægeforeningens position. ”STÅ FAST”, som en vis populær psykolog udtrykker det.

Afvent ikke at de enkelte menige træder frem en efter en og vinder slaget for jer. Trine Jeppesens underskriftsindsamling fra 1000 læger giver jer mandatet. Med dette mandat samt vores indbetalte kontingent i baghånden kunne det måske være et nytårsforsæt for 2018, at Lægeforeningen trådte langt stærkere i karakter og dermed forvaltede den danske lægestands interesser?