Erklæringer og faglighed

I forbindelse med den aktuelle debat om lægers troværdighed i forhold til journalnotater, udtalelser og erklæringer, tror jeg, at det har stor mening at tilføje, at ingen mistænkeliggøres for at ville asylsøgere det skidt. Jeg tror oprigtigt, at alle involverede forsøger at gøre sit, til at hjælpe asylsøgere, børn som voksne. Men det er lige så meget mit indtryk, at erklæringer og udtalelser kan blive meget følelsesladede. Og det er ikke så underligt. Vi er uddannet til at hjælpe vores patienter. Helbredelse eller bedring er det samme som succes, mens intet resultat af mødet mellem patient og læge betyder fiasko for lægen. Dette, tror jeg, leder nogle ind i at forsøge at gøre noget ekstra og dermed tabe noget af det professionelle på den emotionelle front.

En håndfuld psykiatere går kraftigt i rette med mit indlæg i Ugeskriftet den 12. november (Ugeskr Læger 2007;169:3988-9).

I stedet for at gå ind i alle de rejste punkter, af hvilke der svares på en del i kronikken i Ugeskriftet den 19. november (Ugeskr Læger 2007;169:4085-6) vil jeg prøve lidt mere klart at sige, hvad det er, jeg vil.

For det første er vi en hel del, der har set erklæringer og notater, der er tendentiøse, eller som Christian Nørregård citeres for ved et møde med etisk udvalg: »pyntede erklæringer«.

Hans Buhl har ved et møde som formand i Lægeforeningens udvalg udtalt, at det er et problem, at erklæringer har præg af de følelsesmæssige holdninger fra lægen.

En gruppe læger i Dansk Røde Kors tog ved et møde, hvor etisk udvalg besøgte et asylcenter, problemet op. Der viste sig enighed i lægeetisk udvalg om, at hvis der ses tendentiøse erklæringer og notater, skal man meddele det til Lægeforeningen.

I den debat, der har bredt sig efterfølgende, støttes jeg blandt andet af en advokat, som har eksempler på, at læger bliver partsrepræsentant i sager i stedet for at holde sig til det strikt faglige. Advokaterne har vi jo netop til at tale asylsøgerens sag.

Og så undrer jeg mig over, at man kan synes, at det, jeg skriver, er groft. Hvad ved de fem læger om, hvad vi ser af pyntede erklæringer? De kan vel ikke benægte, at det er, hvad vi ser, og kender næppe alle behandlere rundt i Danmark, som involveres.

Der spørges til, hvad mit formål er med indlægget. Der er flere.

Min første pointe er, at der foregår en glidning af, hvad ministeriet nu accepterer som god grund til at få humanitært ophold. PTSD er en forfærdelig lidelse, som tidligere gav anledning til at opnå en humanitær opholdstilladelse. Og med rigtig god ret, fordi denne diagnose kan være mindst lige så pinefuld som de værste af de psykiatriske lidelser. Efter at dette blev kendt, blev diagnosen også mere almindelig og i mine øjne altså misbrugt. Jeg kan naturligvis ikke udtale mig, om der er en årsagssammenhæng, men det kunne ligge lige for. Hvad bliver den næste diagnose, som ikke kan bruges?

Min anden pointe er, at hvis vi lader vores følelser spille for meget ind i, hvad der skal stå i erklæringer og udtalelser, uanset om de er danskere eller asylsøgere, opnås blot, at patienter regredierer, hvis de i virkeligheden er mindre syge, end vi får gjort dem til. Det er utrolig nemt at fastholde patienter i sygeroller, mens det kræver stort mod fra behandlerens side at bryde den. Det, tror jeg, at mange læger kender til.

Min tredje pointe er, at vi som læger gerne skal være dybt troværdige. Jeg synes også, at det kan være utrolig vanskeligt at skulle skrive noget i en erklæring, som man ved, ikke kommer til at skaffe asylsøgeren ophold eller for den sags skyld den danske patient en pension. Men det er de forhold, vi lever under. Vi kan ikke ændre de demokratiske regler ved at lave erklæringer, der går imod faglige i forsøget på at knække demokratiet.

Nå - nu er der jo heller ikke nogen, der har skrevet, at det er o.k. at lave pyntede erklæringer.

Mine eksempler var bare for at anskueliggøre det for læseren, hvor galt det kan gå. Voksen som barn. Men naturligvis kan også jeg tage fejl. Men det er nu immervæk en hjælp, når man ser sine patienter flere gange, har observationer fra andet personale til at lave sine konklusioner.

Der sættes spørgsmål ved, hvorfor jeg udsender mit indlæg lige før valget. Lad mig overlade det spørgsmål til redaktøren, som fik mulighed til at anbringe det, når han ville. Jeg satte kryds ved liste A, hvis det er det, der spørges om.