EVA/1813 slider yngre almenmedicinere op
FYAM har undersøgt arbejdsforholdene for almenmedicinere på hospitalerne i Region Hovedstaden. Vicedirektør Torben Mogensen, Hvidovre Hospital giver svar på tiltale
FYAM har undersøgt arbejdsforholdene for almenmedicinere på hospitalerne i Region Hovedstaden. Vicedirektør Torben Mogensen, Hvidovre Hospital giver svar på tiltale
Efter indførelsen af det enstrengede visiterede akutsystem, EVA, bedre kendt som 1813, i Region Hovedstaden, er der sket en markant ændring i uddannelses- og arbejdsforhold for uddannelseslæger på hospitalerne, heriblandt hoveduddannelseslægerne i almen medicin/bloklæger.
Forum for Yngre Almen Medicinere/FYAM har forsøgt at belyse dette ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse.
Fakta
Formålet med hospitalsdelen i den almenmedicinske speciallægeuddannelse er at blive fortrolig med de lidelser og sygdomsbilleder, som sekundærsektoren varetager, de visiterede patienter.
Spørgeskemaet blev sendt ud til alle registrerede uddannelseslæger i almenmedicin i Region Hovedstaden i perioden 26.2.-10.3. 2014. 156 bloklæger besvarede undersøgelsen, hvoraf 112 var i hoveduddannelse og 70 befandt sig i hospitalsdelen. Kun bloklæger på hospitalerne kunne besvare spørgsmålene angående arbejdsmiljø og uddannelsesforhold på de respektive hospitalsafdelinger, og det var i den forbindelse muligt at tilknytte kommentarer flere gange.
96% af de 70 bloklæger svarede bekræftende på også at have været ansat på den aktuelle afdeling før indførelsen af 1813.
Over 75% af alle bloklæger i hospitalsdelen oplever en stigning i den type patienter, som ud fra deres almenmedicinske erfaring normalt ville have fået behandlingen afsluttet i primærsektoren. Især opleves det på de kirurgiske og pædiatriske afdelinger, hvor hhv. 85% og 100% mærker denne ændring i visitationsmønsteret. I alle fem specialer ses en stigning i arbejdstid brugt på den uvisiterede patientgruppe. I pædiatrisk regi beskrives en stigning på 166% sammenholdt med andelen af primærsektorpatienter før indførelsen af 1813, hvilket svarer til, at bloklæger nu bruger knap en tredjedel af tiden på at se den type børn, de allerede kender fra almen praksis. I forlængelse heraf svarer 40% af alle bloklæger ja til, at de enten er blevet lidt eller meget mere bekymrede for, at de ikke får nok erfaring med de sygdomme, de skal stifte bekendtskab med under hospitalsopholdet. Dette er mest udbredt på pædiatriske og kirurgisk/ortopædkirurgiske afdelinger, hvor hhv. 91% og 50% svarer bekræftende på dette.
Mere end 70% svarer bekræftende på, at der efter årsskiftet er blevet mere travlt på deres respektive afdeling, og i samtlige specialer er der sket en stigning i antallet af akutte patienter pr. vagt med følgende:
Gynækologi/obstetrik 30,4%, internmedicin 28,6%, kirurgi/ortopædkirurgi 25,2%, psykiatri 19,6% og pædiatri 108,6%.
Mere end halvdelen af bloklægerne oplever mindre tid til hvilepauser, toiletbesøg, spisning m.m., og 40% beskriver dårligere trivsel og øget stress på afdelingen efter indførelsen af 1813.
»Jeg har i mine syv år som læge aldrig været udsat for så ekstrem en forværring i arbejdsmiljøet. Man bliver fysisk og psykisk syg af at arbejde i en akutmodtagelse efter indførelsen af 1813«, siger for eksempel en hoveduddannelseslæge på en pædiatrisk afdeling, Region Hovedstaden.
25% af alle bloklæger erkender, at de har haft flere sygedage end før årsskiftet, og over en tredjedel svarer bekræftende på, at der er tilsvarende flere sygedage blandt kollegerne (både plejepersonale og læger).
»Vagterne er så modbydeligt hårde og opslidende, at man er helt ødelagt flere dage efter og derfor ikke har samme energi til at være opsøgende«, siger en anden hoveduddannelseslæge på en kirurgisk afdeling, Region Hovedstaden.
FYAM opfordrer til af hensyn til den faglige kvalitet hos den næste generation af almenmedicinske læger i Region Hovedstaden, at de enkelte afdelinger og deres ledelse bevidst og systematisk tager de nødvendige skridt til opnåelse af fortrolighed med de sekundærspecifikke patienter. Ydermere opfordres Region Hovedstaden og Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Øst til aktivt at sikre uddannelseskvaliteten for kommende praktiserende læger i regionen.