Familielægen og rejsekortet

Rejsekortet er en it-løsning, der straks medfører ulighed i rejsemuligheder og pris. Hvis du har penge og it, kan du få eller rejse med tog og bus, hvis ikke, må du gå. Udkantsdanmark uden it bliver hægtet af. Det går ud over de svage, nemlig socialtaberne, de gamle og udlændingene, dog ikke turisterne med penge. Når de store offentlige institutioner som f.eks. DSB privatiseres, kommer pengene ind som det vigtigste mål, og de oprindelige gode sociale mål nedtones til det usynlige. Når målet er økonomisk, er der ikke råd til ansatte, der ikke er 100% effektive, og det kan en billetsælger i Brønderslev aldrig blive, så billetudsalgsstederne i Udkantsdanmark er nødt til at blive nedlagt i rentabilitetens navn.

Privatpraktiserende læger føler sig som hørende til det danske offentlige sundhedsvæsen i rollen som familielægen. Vi tror, at patienten er i centrum, og at vi er med til at bekæmpe ulighed i sundhed. Derfor var der så mange, der ville deponere deres ydernummer, nemlig mere end 90% af os. Jeg troede ikke på dette kampskridt, men måtte erkende, at jeg var i mindretal. Men da afgørelsen om dette kampskridt blev truffet i PLO’s bestyrelse, var der dyb splittelse. Jeg blev meget underlig til mode og forbavset, da jeg hørte afgørelsen, hvor de 90% var reduceret til 50%. Var der en skjult dagsorden? Skulle aflevering af ydernumrene gøre det lettere for kollegerne at fyre deres personale? Jeg ville ikke deponere mit ydernummer, fordi jeg var bange for, at de yngre kolleger med stor gæld ville blive slagtede. I min replik [1] med mine grunde til ikke at ville afgive mit ydernummer omtalte jeg, at jeg havde fået styr på min økonomi ved at fyre personale. Som DSB. Men oven i hatten havde jeg fået mere tilfredsstillende forhold for mig selv. Grunden til forenklingen af klinikdriften var en hastigt voksende kassekredit. Da det var værst, havde jeg ikke så meget overskud til patienterne. I vores moderne samfund, har jeg lært, at økonomien er altafgørende for min arbejdsfunktion.

Desværre må jeg indrømme, at først når økonomien er i orden, kan patienten komme i centrum.

Jeg håber, at regionerne vil hjælpe især de unge gældstyngede kolleger med aflastning af den administrative byrde, så vi læger kan gøre det, vi er gode til, nemlig lægearbejde.

Godt lægearbejde kræver tid sammen med patienten og kan aldrig erstattes af noget andet.

Interessekonflikter: ingen