Malmros har skabt en sidste stor film, som bør ses, ikke fordi han er læge, men fordi filmen er smuk og fortæller os noget centralt om livet. Rasmus Nejst anmelder "Sorg og glæde" af Niels Malmros
###forside###
Lægen og filmskaberen Niels Malmros har med Sorg og glæde lavet sin 11. og efter eget udsagn sidste film. Filmen er som de foregående baseret på Malmros’ eget liv, men i denne er temaet den største tragedie af alle tænkelige: At hustruen i en psykotisk tilstand tog livet af parrets ni måneder gamle datter.
Umiddelbart kan det faktum, at hændelsen virkelig indtraf i Malmros’ eget liv, påvirke den tilgang, man som tilskuer har til filmen, og jeg har mødt flere, som har valgt filmen fra, fordi historien simpelthen er for barsk. Så meget desto mere lettet bliver man, når man ser filmen, for Malmros benytter et elegant dramaturgisk greb, som helt bypasser den frygtelige handling: Filmen starter lige efter hændelsen og slutter lige før. Vi følger således, hvordan filmskaberen Johannes (Jakob Cedergren) kommer hjem til sit parcelhus i Aarhus efter at have holdt et foredrag på Fyn. Hustruen Signe (Helle Fagralid) har været hjemme med barnet, men da hun lider af manio-depressiv sindssygdom og lige er hjemvendt efter en indlæggelse på Risskov, var det planen, at svigermoderen skulle være der, mens Johannes var væk. Grundet forskellige forhindringer bliver svigermoderen imidlertid forsinket, og Johannes ender med at overlade barnet til den psykisk uligevægtige hustru. Allerede i indkørslen fornemmer han, at noget er galt, og da han kommer ind i stuen sidder svigerforældrene dybt chokerede og fortæller, hvad der er sket.
Resten af historien fortælles i tilbageblik som scener i forlængelse af en samtale, som Johannes har med retspsykiateren Birkemose (Nicolas Bro), der skal lave en mentalerklæring på Signe. Johannes fortæller om, hvordan han mødte Signe, om deres vidt forskellige sociale baggrunde og om hendes sygdom. Et drama i filmen bliver, om det lykkes Johannes at overbevise Birkemose om, at han skal anbefale en behandlingsdom frem for en anbringelsesdom.
Et mindre mirakel indtræffer, da to af fædrene fra den klasse, som Signe er klasselærer for, banker på hos Johannes og overrækker ham et brev, hvoraf det fremgår, at alle forældrene ønsker Signe tilbage, når hun er blevet rask. Brevet indikerer, at der er håb, at der er tilgivelse, og at der venter et liv efter tragedien. Lidt samme fornemmelse af storhed har man i filmens slutning, hvor Signe som en gave giver Johannes lov til at lave filmen om tragedien.
Ud over en gribende skildring af det tragiske og af kærligheden, rejser filmen et spændende spørgsmål om skyld: For hvem er egentlig den skyldige? Er det hende, som begik mordet eller dem, som ikke forhindrede hende i at komme i en situation, hvor det var muligt for hende at begå det? Er morderen i virkeligheden et offer snarere end synder?
Filmen er hele vejen igennem præget af smukke billeder, og skuespilpræstationerne er overbevisende over hele linjen. At Helle Fagralid skulle spille den kvindelige hovedrolle, var ifølge Malmros hustruens eget ønske, og det forstår man godt. Med en blanding af mildhed, varme, viljestyrke og ekstrem skrøbelighed, favner hun i en og samme rolle alle de aspekter, som skal til for at gøre karakteren troværdig. Nicolas Bros præstation som retspsykiateren bør også fremhæves, for han formår med sin kejtede charme det tilsyneladende umulige at gøre enkelte af de tunge og gravalvorlige samtalescener befriende morsomme.
Det kan umiddelbart synes svært at vurdere filmen som et kunstværk, for hvor slutter Malmros’ personlige lidelseshistorie, og hvor starter kunstværket? Uanset hvad bliver man som biografgænger bragt til at reflektere over sit eget livs store spørgsmål i retning af skyld og kærlighed, og så kan man vel næppe forlange mere af et kunstværk.
Malmros har skabt en sidste stor film, som bør ses, ikke fordi han er læge, men fordi filmen er smuk og fortæller os noget centralt om livet. I sorg og glæde.
Rasmus Nejst Jensen
E-mail: nejst1@yahoo.dk
Ingen interessekonflikter
