Forbruget af ulcusmedicin: Skruen uden ende?

De samlede udgifter til ulcusmedicin er i perioden 1997-2002 steget med mere end 200 mio. kr. (ca. 60%). Ser man alene på protonpumpehæmmere, er stigningen fra ca. 7.5 i 1997 til 19 dd/1.000 indb./døgn i 2002, eller en stigning i forbruget på ca. 150% [1]. Kun ca. 1/3 af patienterne, som undersøges for øvre dyspepsi, har syrerelateret sygdom [2]. Der findes ikke fuldt pålidelige opgørelser over de syrerelaterede sygdommes epidemiologi, men meget tyder på, at forekomsten af ulcus duodeni falder, mens antallet af patienter med reflux oesophagitis er let stigende [3]. Den voldsomme stigning i forbruget kan således ikke forklares ved øget forekomst af syrerelateret sygdom.

En del patienter med dyspepsi behandles med syrehæmmende midler på empirisk basis. Herved mistes muligheden for differentieret behandling af eventuel syrerelateret sygdom, diagnostik af malign sygdom (findes hos 1-3%) forsinkes, og mere end halvdelen har non-ulcer-dyspepsi, hvor syrehæmmende midler ikke har bedre virkning end placebo.

I en engelsk, randomiseret undersøgelse publiceret i The Lancet sammenlignedes resultaterne ved tidlig diagnostik (gastroskopi) med en empirisk behandlingsstrategi. Forbruget af syrehæmmende medicin var det dobbelte i gruppen, som blev empirisk behandlet, og »quality of life« dårligere [4]. Analyse af økonomiske omkostninger ved de to strategier viste, at der er økonomisk balance mellem strategierne det første år ved en pris for gastroskopi på 100 engelske pund (ca. 1.100 kr.). Ved længere observationstid vil der formentlig være større økonomisk fordel ved at undersøge før iværksættelse af behandling.

Det forekommer ikke hverken fornuftigt eller lægefagligt korrekt at acceptere den nuværende udvikling. Hvis kurven skal knækkes, må langt flere patienter gastroskoperes primært. Dette vil formentlig føre til en bedre patienttilfredshed, tidligere diagnostik af ventrikelcancer, og en reduktion i de samlede udgifter til denne patientkategori.

SVAR