Fosterdiagnostik - vor tids arvehygiejne?

Et af argumenterne for indførelse af fostervandsundersøgelserne var, at de »ville medføre besparelser på de offentlige budgetter«. Dette blev senere af Folketinget ændret til, at »formålet med fosterdiagnostik ikke er at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå en gravid kvinde med at træffe sine egne valg«. Virkeligheden er dog, at langt de fleste børn med et - i hvert fald sværere - handikap bliver aborteret.

Fosterdiagnostikken kan dog også have positive konsekvenser. Mange hjertebørn vil kunne reddes, hvis man systematisk skannede alle fostre for hjertesygdom, så de syge kunne behandles i fostertilstanden eller umiddelbart efter fødslen. Her redder fosterdiagnostikken altså liv.

Fosterdiagnostikken kan imidlertid få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, hvis der ikke gribes ind med regulering. I fremtiden kan man ved at tage en blodprøve på moderen meget tidligt i graviditeten udtale sig om en lang række af barnets egenskaber f.eks. køn og risiko for udvikling af kræft eller skizofreni.

Det Etiske Råd anbefaler enstemmigt, at fosterdiagnostikken kun skal omhandle alvorlige sygdomme og misdannelser og ikke normale egenskaber som f.eks. højde og øjenfarve. Heri er vi fuldstændig enige. Da man endvidere ikke kan forholde forældrene kendte oplysninger om deres barn, bør man overhovedet ikke undersøge for disse egenskaber.

I etiske spørgsmål er det vigtigt, at man er bevidst om sit menneskesyn og sine etiske grundværdier.

Vi står for et kristent menneskesyn. Alle mennesker er skabt af Gud og har derfor en enestående værdi fra undfangelse til død. I et relativt menneskeværd får man derimod først værdi, når man opfylder bestemte betingelser: f.eks. at man kan klare sig selv, ikke er hjælpeløs, unyttig eller svært forpint. Man får her problemer med at finde ud af, hvornår et menneske får værdi (før eller efter fødslen eller når barnet kan klare sig selv?). I det absolutte menneskeværd har alle mennesker den samme værdi. Nogle mennesker er stærke - andre er svage og har behov for hjælp og beskyttelse fra de stærke. Men alle har lige meget ret til livet.

Menneskesynet har også betydning for vort syn på handikappede. Er en handikappet blot en »fejlproduktion«, som burde være sorteret fra? Eller er det et rigtigt menneske, som bare har et særligt behov for vores omsorg?

For os gælder der tre etiske grundprincipper: 1) livets hellighed og ukrænkelighed, 2) buddet om næstekærlighed og 3) det enkelte menneskes selvbestemmelsesret.

De tre principper er ligeværdige, og afvejningen af, hvilket princip der skal veje tungest, er ikke altid så nem.

Ad 1)

Fosteret i mors mave er skabt af Gud, forskelligt fra både mor og far og har alle medfødte egenskaber i sig. Det er derfor værdifuldt og har ret til livet.

Ad 2)

Der findes situationer, hvor det vil være mest næstekærligt at afbryde graviditeten: f.eks. hvis barnet er så svært handikappet, at det alligevel vil dø kort tid efter fødslen, eller hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt.

Ad 3)

Moderen har råderet over sin egen krop, men er barnet i hendes mave reelt en del af hendes egen krop. Nogen må også tale det ufødte barns sag.

Vi mener, at ovennævnte kristne menneskesyn og de nævnte etiske grundprincipper bør inddrages i debatten. Vi ønsker ikke et samfund, hvor der kun er plads til det perfekte menneske og ikke til handikappede. Fosterdiagnostikken bør ikke bruges til undersøgelser for normale egenskaber og tilstande. Undersøgelserne bør kun bruges til at finde alvorlige handikap og sygdomme, som kan behandles i graviditeten og lige efter fødslen.

Vi ønsker ikke at gå længere ad vejen mod arvehygiejne.

Interessekonflikter: Ingen