Content area

|

Frifindelse i Svendborgsagen - men vi er langt fra i mål

I pressegruppen for “Læger for et bedre sundhedsvæsen” er vi selvsagt lettede over Højesterets frifindelse af lægen i den såkaldte Svendborgsag. Men indtil vi har forsikring om, at vores tilsynsmyndighed har taget dommen til efterretning og ændrer praksis ift. tolkningen af Autorisationslovens §75, føler vi os ikke trygge.

Af
Pressegruppen bag ”Læger for et bedre sundhedsvæsen” og #detkuhaværetmig: Martine Grosos Aabye, Mikel Alberdi-Saugstrup, Renee Anita Bøgeskov, Tobias Ramm Eberlein, Lise Holm, Louise Lerche Navas, Kristian Rørbæk Madsen, Lotte Møller Smedegaard. E-mail: martine@aabye.com Interessekonflikter: Ingen.

I pressegruppen for “Læger for et bedre sundhedsvæsen” er vi selvsagt lettede over Højesterets frifindelse af lægen i den såkaldte Svendborg-sag. Nu hvor den første lettelse har lagt sig, står det dog klart, at vi stadig er langt fra målet.

Var Landsretsdommen blevet stadfæstet, ville vi formentlig have set et oprør, men med frifindelsen risikerer vi, at de grundlæggende problemer, som sagen har sat fokus på, hurtigt bliver fortrængt. Det må ikke ske, for faktum er, at der fortsat er behov for omfattende og hurtig handling.

Højesteretsdommen er principiel og skal således fremadrettet danne præcedens for tolkningen af Autorisationslovens §75. Dette bør naturligvis også reflekteres i Styrelsen for Patientsikkerheds (STPS) praksis. Det er dog også en realitet, at Højesterets dom var med snævrest mulige flertal for frifindelse. På trods af, at en dom juridisk set ikke kan gradbøjes, og afgørelsesgrundlaget ikke burde spille en rolle, er det svært at føle sig rigtigt tryg, særlig når en ekspert i sundhedsjura udtaler, at der ikke er tale om ”en klar dom”. Man kan frygte, at dette skaber en åbning for lignende sager, og for at vores tilsynsmyndigheder alligevel ikke retter ind. Dermed er der også fortsat risiko for, at andre læger ender i samme situation som lægen fra Svendborg, og vi stadigvæk ikke kan føle os trygge i vores kliniske hverdag.

  • Først og fremmest har vi behov for at vide følgende: Vil man sikre, at vi fortsat trygt kan prioritere patienterne og vores faglighed, eller vil man tvinge os til at prioritere at dække egen ryg først?

Hvornår skal læger retsforfølges?

Vi har derfor fortsat brug for afklaring af, hvad STPS lægger i begrebet ”grovere forsømmelse”, jf. Autorisationslovens §75. Vi savner en afklaring af, hvordan læring og forebyggelse vægtes ift. skyld og straf, samt hvordan de i fremtiden vil sikre proportionalitet mellem fejl og sanktion.

Desuden må det helt overordnet afgøres, om man mener, at det er hensigtsmæssig praksis at retsforfølge sundhedspersoner, når hensynet alene er til den almene retsfølelse og ikke til patientsikkerheden. Giver det mening at overføre principper fra det civile liv, hvor et dødsfald ofte vil lede til retsforfølgelse, også når der ikke er tale om intentionelle handlinger, til en hverdag i sygehusvæsenet, hvor involvering i menneskers dødsfald er et arbejdsvilkår?

Vi mener, at sundhedspersoner bør sikres beskyttelse ift. dette, da de i kraft af deres arbejdsvilkår er særligt udsatte. Læger skal uden tvivl underlægges tilsyn og patientfarlige læger skal behørigt sanktioneres. Men skyld og straf i sundhedsvæsenet bør først og fremmest tildeles med patientsikkerhed, og ikke retsfølelsen, for øje. Dette erkendte man allerede i en betænkning til Straffelovens §157 i 1864, som beskrev, at “det vil være skadeligt at »straffe enhver Feil eller Mangel på Konduite eller Skjønsomhed fra Embedsmandens Side (…) forsaavidt som det let kunne lamme hans Mod og Handlelyst«. De mulige konsekvenser i dag er da også til at tage og føle på: Kan man ikke udstikke helt klare rammer for vores arbejdsvilkår og sikre, at disse harmonerer med virkeligheden, vil det unægtelig være meget lidt tiltrækkende at vælge livet som klinisk arbejdende læge. Man risikerer personaleflugt, defensiv medicin, læger, som ikke tør tage de nødvendige beslutninger og alt i alt en alvorlig forringelse af patientsikkerheden.

Som en lus mellem to negle

Indtil andet er meldt ud, synes det fortsat klart, at STPS forventer en meget tæt og minutiøs opfølgning af patienterne. En sådan opfølgning ville vi såmænd gerne praktisere, da det ville medføre stor personlig og professionel tilfredsstillelse og læring for os. Problemet er bare, at der på ingen måde er ressourcer til dette i den virkelighed, som vi arbejder i. Derfor bliver vi som læger en lus mellem to negle. Det, som forventes af vores tilsynsmyndighed, har vi ikke mulighed for at honorere pga. de rammer, som er sat af vores ledelser og i sidste ende politikerne. Vi kan selvsagt ikke både leve op til den af myndighederne krævede produktivitet og samtidig opfylde STPS' krav om tæt opfølgning.

Vil og kan vores ledere og politikere ikke sikre os de fornødne økonomiske og (os bekendt ikke eksisterende) personalemæssige ressourcer, må det derfor være rimeligt at forlange, at selvsamme ledere og politikere går i rette med STPS og sikrer, at tilsynspraksis og lovgivning harmonerer med vores arbejdsvilkår. Det er ikke rimeligt, at vi risikerer at blive straffet for at forsøge at få enderne til at mødes i en presset virkelighed.

Vi forventer således, at vores myndigheder finder ud af med hinanden, hvad vi skal, og at det sikres, at STPS retter deres praksis ind efter Højesterets dom.

I den forbindelse må vi også gøre opmærksom på, at vi faktisk allerede har et system, som fungerer uden den grad af opfølgning, som der lægges op til. I erkendelse af, at dette ikke er muligt, har vi skabt et tillidsbaseret system, hvor vi stoler på, at vores ordinationer udføres, og at vi kontaktes, hvis der er behov for revurdering af situationen.

Det er dette system, som sagens behandling i retssystemet grundlæggende satte spørgsmålstegn ved og som Højesteret heldigvis anerkendte, men som nævnt kun med smalt flertal. Systemet fungerer da også som oftest upåklageligt som et finmasket net, hvor man er sammen om at løfte opgaven og forebygge/opspore fejl, før de bliver fatale. Det var det system, som ulykkeligvis svigtede i Svendborgsagen. Men skal ansvaret for hele systemet udelukkende lægges hos den enkelte læge, er vi tilbage ved, at lægen skal følge minutiøst op. Dette er en særdeles ressourcekrævende, urealistisk og i virkeligheden unødvendig løsning. Vi anbefaler i stedet, at man bevarer det nuværende system, men sikrer, at det fungerer optimalt i alle kædens led, samt ikke mindst at det anerkendes af vores tilsynsmyndigheder.

I forlængelse af dette må man også afklare grænserne for lægens individuelle ansvar i det samlede system, herunder hvornår behandlingsansvaret deles med en bagvagt, og hvornår behandlingsansvaret kan anses som overgået til en anden læge eller sundhedsperson. Med Landsrettens dom om frifindelse af bagvagten in mente, må man mistænke, at en bagvagts godkendelse af en plan ikke kan tillægges nogen betydning i juridisk forstand. I så fald er det forvagten, der står på mål for alt, hvad der sættes i gang ved indlæggelsen, og denne kan let “ofres” af seniore læger eller en ledelse, der ikke ønsker at stå på mål. Dette forhold må afklares, og vi må overveje, om vi finder det rimeligt at stille vores oftest yngste og mindst erfarne kolleger i denne udsatte position.

Det siger Højesteretsdommen:

"Sagen angik, om en læge, T, kunne straffes for at have udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed (i autorisationslovens § 75´s forstand) i forbindelse med behandlingen af en patient på Svendborg Sygehus den 5. august 2013.

Højesterets flertal fastslog efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det ikke var godtgjort, at lægen ved som anført i anklageskriftet ikke at have ordineret hyppige blodsukkermålinger, ikke at have lagt en plan for, hvordan patientens blodsukker skulle behandles, og ikke at have fulgt op på manglende blodsukkermålinger havde handlet med en sådan høj grad af uagtsomhed, at det kunne betegnes som en grovere forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af hendes virksomhed som læge. Flertallet lagde herved navnlig vægt på, at lægen gav en sygeplejerske besked om at måle blodsukker på patienten, at lægen kunne forvente, at sygeplejersken gav hende besked, hvis der måltes påfaldende værdier ved undersøgelsen, og at hun kunne forvente, at patienten tillige ville få målt sit blodsukker i forbindelse med den sædvanlige morgenmedicin ca. 4 timer senere".

Læs hele dommen her

Listen er lang

Ovenstående problemer står ikke alene. Der er taget flere initiativer fra sundhedsministeren, som vi tidligere har kommenteret på, og i forlængelse heraf vil vi gerne understrege og til dels gentage, at der fortsat er behov for handling ift. følgende forhold uanset Højesteretsdommen:

  • Når sagsforløbet i sig selv bliver værre end selve straffen, så er både den dømmende og den udøvende magt de facto samlet i STPS, hvilket er uacceptabelt. Man bør se på, hvordan man mere hensigtsmæssigt kan adskille disse organisatorisk, og der bør straks oprettes en ankeinstans.

  • Af retssagen fik man indtryk af, at hverken sagkyndigesystemet i STPS eller Retslægerådet fungerer efter hensigten, og der bør ses på, hvordan dette kan bringes til at fungere bedre med sikring af større faglighed og evt. en uvildig tredjepart.

  • Læringsfokus i STPS’s resultatkontrakt bør sættes yderligere op med skarpt fokus på læring og patientsikkerhed frem for individuel tildeling af skyld og straf.

  • Mængden af dokumentation og registrering bør mindskes og ressourceanvendelsen optimeres i den kliniske hverdag.

  • De strukturelle og organisatoriske tilsyn bør styrkes, og det risikobaserede tilsyn reelt bringes til at fungere.

  • Kvaliteten af tilsynene bør evalueres, så det sikres, at gevinsten ved tilsynet modsvarer de ressourcer, der bruges, både fra tilsynsmyndighed og fra klinikken.

  • “Strammerpakken” bør evalueres, herunder ift. de konsekvenser, som de nye sanktionsmuligheder risikerer at medføre for den enkelte læge uanset udfaldet af den givne tilsynssag.

  • At læger uddannes i det juridiske grundlag for deres arbejde. Forbedres lægers retsstilling ikke iht. ovenstående, vil der være et stort behov for undervisning i konkrete redskaber, som kan støtte lægen i at sige fra, når egen retssikkerhed er på spil, og i hvordan det håndteres, uden at dette går ud over patienterne.

Vi har brug for svar

Uret tikker, og vi har allerede ventet længe på en udmelding, mens vi har dokumenteret og dobbeltsikret os væsentligt mere, end hvad der er fagligt meningsfuldt.

Først og fremmest har vi behov for at vide følgende: Vil man sikre, at vi fortsat trygt kan prioritere patienterne og vores faglighed, eller vil man tvinge os til at prioritere at dække egen ryg først?

Indtil vi har forsikring om, at vores tilsynsmyndighed har taget dommen til efterretning og ændrer praksis ift. tolkningen af Autorisationslovens §75, føler vi os ikke trygge.

Nu, hvor der ikke længere er en afventende Højesteretsdom, forventer vi at få en snarlig melding, så vi igen kan udføre vores arbejde bedst muligt til gavn for patienterne, fremfor at fokusere på at leve op til urealistiske krav fra vores tilsynsmyndighed.

Læs også ugeskriftet.dks tema om Svendborgsagen: http://ugeskriftet.dk/svendborgssagen

💬 0 Kommentarer

Right side

af Kristian Rørbæk Madsen | 21/04
6 kommentarer
af Alice Kunkel | 21/04
1 Kommentar
af Klaus Larsen | 18/04
2 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 17/04
5 kommentarer
af Jan Peter Baark | 15/04
3 kommentarer
af Mogens Stubkjær Hüttel | 15/04
2 kommentarer
af Tem Salkvist Jørgensen | 13/04
1 Kommentar