Gældende retningslinjer for genoplivning

I en statusartikel publiceret i Ugeskrift for Læger den 17. november 2008 gennemgår Lippert, Lauritsen & Torp-Pedersen de gældende retningslinjer for genoplivning [1]. Statusartiklen tager afsæt i de guidelines, som European Resuscitation Council (ERC) publicerede i 2005 [2], og det angives, at disse udgør Dansk Råd for Genoplivnings (DRG) anbefalinger i Danmark.

Imidlertid er der i den danske statusartikel i forhold til forlægget fra ERC's guidelines en diskrepans, hvad angår den medikamentelle behandling af ventrikelflimmer (VF).

Det angives i begge artikler, både originalarbejdet og den danske statusartikel, at amiodaron er førstevalg ved behandling af defibrilleringsresistent VF. Når det gælder lidocain (som ingen vel er i tvivl om, ikke længere er førstevalg), anfører ERC, at lidocain kan anvendes som alternativ, hvis amiodaron ikke er tilgængelig, idet man dog ikke skal give lidocain, hvis amiodaron allerede er givet: »Lidocaine 1 mg/kg may be used as an alternative if amiodarone is not available, but do not give lidocaine if amiodarone has been given already« [2, s. 48].

Den danske statusartikel anfører, at lidocain nu anses for at være obsolet.

Det er for danske forhold næppe af nogen større klinisk relevans, idet man må formode, at alle organiserede hjertestophold, både på hospital og i de præhospitale ordninger, er udstyret med amiodaron.

Diskrepansen mellem det angivne forlæg - ERC's guidelines fra 2005 - og det, som angives at være DRG's guidelines, skaber dog forstyrrelser i undervisningen af danske lægestuderende, da en stor del af de lægestuderende igennem flere år har orienteret sig om behandling af hjertestop i det originale materiale fra ERC og således opfatter lidocain som en mulig, omend fjern, option ved behandling af defibrilleringsresistent VF.

Er der nogen forskning publiceret mellem udgivelsen af ERC's guidelines fra 2005 og den aktuelle danske statusartikel, som godtgør, at lidocain nu må anses for at være obsolet?