Genfundne erindringer

I efteråret 2002 nedsatte Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab en arbejdsgruppe med kommissorium inden for genfundne erindringer på baggrund af en offentlig debat om emnet. Arbejdsgruppen havde til formål at gennemgå den eksisterende viden om emnet og udarbejde retningslinjer for professionelle inden for området. Udvalget har netop offentliggjort sin rapport [1]. Set i et videnskabeligt perspektiv er rapporten kendetegnet ved en række svagheder.

Rapporten er et forsøg på at balancere mellem to forskellige positioner og opnå et politisk-pragmatisk kompromis. Til det formål foretages en oversigt, ikke over den eksisterende litteratur, men over den for det politiske-pragmatiske formål relevante litteratur. Det er kendetegnende, at der ikke sondres klart mellem antagelser og empirisk evidens. Der, hvor empirisk evidens inddrages, overvejes ikke metodemæssige svagheder medmindre fremhævelsen af sådanne er relevante for det politiske-pragmatiske kompromis, der ønskes opnået. Kompromiset går i korthed ud på følgende: Ja, det er muligt at udvikle falske incesterindringer, og ja, det er også muligt og relativt hyppigt forekommende at fortrænge/dissociere ægte incesterindringer. Så er sol og vind delt lige. Alle burde være glade. Problemet er imidlertid, at der ingen overbevisende evidens er for påstand nummer to.

Til støtte for påstanden om, at det er muligt i en årrække at udelukke erindringer om seksuelle overgreb fra bevidstheden, henvises til begrebet om dissociativ amnesi. Det omtales imidlertid ikke, at dissociativ amnesi typisk involverer omfattende identitetsmæssige forstyrrelser, massiv retrograd amnesi berørende store dele af den selvbiografiske viden, samt sjældent varer mere end nogle uger eller måneder [2]. Til støtte for samme påstand henvises endvidere til undersøgelser af Anderson & Green [3], som demonstrerer at »den menneskelige hjerne har executive control processes, der kan holde uønskede deklarative erindringer væk fra bevidstheden«. Men læseren orienteres ikke om, at disse undersøgelser er baseret på hukommelse for ordlister, og at Anderson & Green selv udtrykker forbehold med hensyn til, hvorvidt de kan generaliseres til hukommelse for andet materiale, herunder begivenheder fra det personlige liv. Der kunne gives mange andre eksempler på en meget perspektivisk læsning og fremstilling af litteraturen i rapporten, men disse eksempler er tilstrækkelige her.

En optimistisk læser kan se rapporten som et skridt i den rigtige retning, idet der tages afstand fra symptomlister og manes til forsigtighed over for brugen af suggestive teknikker, og falske erindringer anerkendes. På den anden side anbefales det, at genfundne erindringer gives samme status som andre vidneudsagn, (en anbefaling, der kan tolkes på forskellige måder, og også på måder der let kan føre til justistmord).

Såvel udvalget som rapporten er politisk-pragmatisk begrundet. Det ses ved rapportens indhold såvel som ved udvalgets sammensætning, hvor ingen repræsentanter for den eksperimentelle psykologiske hukommelsesforskning var repræsenteret. Ingen af delene er fra et sagligt videnskabeligt synspunkt tilfredsstillende. Fra et videnskabeligt synspunkt er det højst generende at se en søgen efter sandhed blive erstattet med en søgen efter politisk konsensus.

SVAR: