Genfundne erindringer - enig og uenig

I et nyt debatindlæg om Dansk Psykiatrisk Selskabs, Dansk Psykolog Forenings og Dansk Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskabs rapport om genfundne erindringer [1] kritiseres den danske rapport for at stå i modstrid til flere udenlandske, uden at der præciseres, hvorfor man har et særstandpunkt.

Vi har i et længere indlæg i Psykolog Nyt [2] søgt at redegøre mere detaljeret for vores holdning til kritikken af den danske rapport. Vi skal her blot understrege, at vi rent faktisk er ganske enige i en del af de citerede konklusioner fra internationale rapporter. Vi mener således også, at det »almindeligvis« er tilfældet, at man er i stand til at erindre traumatiske begivenheder fra tidligere i sit liv.

Samtidig vil vi imidlertid fastholde, at i nogle tilfælde er man ikke i stand til dette. Det er måske i denne forbindelse væsentligt at erindre sig, at fænomenet genfundne erindringer ikke udelukkende er begrænset til seksuelle overgreb, men er dokumenteret ved forskellige former for traumatiske begivenheder [3]. Vi mener endvidere ikke, at der er belæg for at hævde, at der er større sandsynlighed for, at genfundne erindringer er falske, end at de er sande. På dette punkt er vi ganske rigtigt uenige i konklusionerne i den britiske rapport [4], hvor der for os at se ikke føres dokumentation for påstanden om, at genfundne erindringer generelt skulle være upålidelige.

Derudover er det rigtigt, at vi har anført, at de genfundne erindringer kan indgå i retssager på lige fod med andre udsagn. Forfatterne af debatindlægget angiver sig uenige og mener, at det er i modstrid med den britiske rapport. Vi anfører imidlertid udtrykkeligt, at genfundne erindringerne skal underkastes nøjagtig den samme undersøgelse som alle andre udsagn, samt at genfundne erindringer ikke kan stå alene. Vi indtager således ikke et særstandpunkt i forhold til udenlandske anbefalinger og kan ikke genfinde uenigheden.

Med hensyn til opfattelsen af rapporten som et politisk-pragmatisk kompromis og kritikken af, at man fra Dansk Psykiatrisk Selskabs side ikke kan acceptere, at en bestemt type erindringer ikke kan indgå i juridisk sammenhæng, mener vi snarere, at dette er et udtryk for en åben holdning. Vi har ikke fundet en videnskabelig begrundelse for at udelukke vidneudsagn baseret på genfundne erindringer. Vi mener følgelig heller ikke, at det heraf er muligt at slutte, at arbejdsgruppen ikke har arbejdet ud fra videnskabelige grundholdninger, ligesom vi ikke kan se, at vores valg af faglitteratur skulle sætte spørgsmålstegn ved vores videnskabelighed.