Gode råd til digitalisering af det danske sundhedsvæsen

Økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner for 2019 kom på plads den 5. juni 2018. Dermed er rammerne for økonomien i sundhedsvæsenet aftalt og de mål, som vi skal styre hen imod, lagt fast.

Aftalen indeholder et opgør med kravet om årlige produktivitetsstigninger på 2%. Til gengæld introduceres et nyt teknologibidrag, som er et tilsvarende krav om aktivitetsstigning svarende til en halv mia. kr. årligt. Dette krav skal regionerne tilvejebringe ”… gennem realisering af de løbende gevinster ved at modernisere og udvikle opgaveløsningen bl.a. via ny teknologi, nye behandlingsmetoder og forbedrede arbejdsgange” [1].

I forlængelse heraf er der en aftale om betinget finansiering kaldet ”nærhedsfinansiering”, som udbetales, hvis regionerne opfylder en række mål. Ud over generelle mål om reduktion i antal sygehusforløb pr. borger er der et mere konkret mål om ”implementering af digitale løsninger til sammenhæng for patienten”. De forventede konsekvenser er også beskrevet i aftalen: ”For den enkelte borger kan det betyde, at man oftere behandles via digitale løsninger og i det nære sundhedsvæsen, herunder af en udgående sygehusfunktion, i almen praksis eller i kommunerne, frem for på en sygehusafdeling”.

Det er således tydeligt, at økonomiaftalen er baseret på en forventning om, at især nye digitale sundhedsteknologier er en væsentlig del af løsningen på de demografiske udfordringer, som Danmark står over for.

Odense Universitetshospital (OUH) har især i de sidste ti år satset på netop brugen af digitale sundhedsteknologier. Der er oprettet en forskningsenhed i Center for Innovativ Medicinsk Teknologi med fokus på dette område. Hospitalet tilbyder i dag apps til mere end 30 patientgrupper i 30 forskellige kliniske afdelinger, og vi arbejder med, at patienterne kan sende PRO (Patient Rapporterede Outcomes)-data via apps, f.eks. til at sikre en hensigtsmæssig udvælgelse af de kræftpatienter, som har brug for kontrolbesøg i ambulatoriet, og de patienter, som ikke har behovet. Læger og sygeplejersker på hospitalet anvender hjemmemonitorering til bl.a. patienter med KOL og hjertesygdom. I samarbejdet med kommunerne har vi forsket i telemedicin til patienter med diabetiske fodsår og telemedicin til kommunale sygeplejersker. Der er også afdelinger, som undersøger videokonference med patienter som alternativ til ambulante besøg på hospitalets matrikel, og Hæmatologisk Afdeling afprøver ”indlæggelse i eget hjem” til flere patientgrupper.

På basis af vore resultater fra forskning i digitale sundhedsteknologier på OUH samt i forbindelse med europæiske telemedicinprojekter i de seneste ti år vil vi gerne påpege tre udfordringer i forbindelse med digitalisering af sundhedsvæsenet og give gode råd til praktiske løsninger.

1. Pas på den økonomiske bæredygtighed

Digitale sundhedsteknologier som f.eks. telemedicin giver ikke automatisk økonomiske gevinster. Sundhedsøkonomiske evalueringer fra Danmark og andre lande har vist, at man især skal være opmærksom på prisen på telemedicinsk udstyr [2, 3], idet investeringsomkostninger i nogle tilfælde ikke opvejes af de potentielle økonomiske gevinster i form af f.eks. færre indlæggelser eller sengedage. Det danske sundhedsvæsen har i mange år haft succes med at reducere antal sengedage og antal genindlæggelser, og i forhold til andre europæiske lande kan potentialet for yderligere reduktion være begrænset.

Derfor bør man som udgangspunkt vælge it-løsninger, hvor omkostningerne pr. patient er beskedne. Det gode eksempel er at bruge apps til kommunikation med de patienter, som har en smartphone eller en pc. En undersøgelse fra Danmarks Statistik i 2017 viste, at 94% af danskerne var online dagligt, og dette kan udnyttes til at bringe omkostningerne til it-udstyr ned.

Et andet problem i forhold til den økonomiske bæredygtighed er, at man nationalt skal sikre, at brugen af telemedicin mv. tæller med, når sygehusenes aktivitet skal opgøres. Hvis ambulante samtaler via video og kommunikation pr. e-mail ikke har en værdi i DRG-systemet, kan brugen af telemedicin føre til en betydelig reduktion i værdien af kliniske afdelingers aktivitet. Dette kan medføre, at afdelingsledelser bliver tilbageholdende med at tage digitale løsninger i brug.

2. Implementering sker ikke af sig selv

I forbindelse med indførelse af nye digitale løsninger har man tidligere haft meget fokus på at vælge det rigtige it-udstyr og på at kontrollere, at data sendes sikkert mellem patienterne og sundhedsvæsenet. Men sundhedspersonalets accept af nye digitale teknologier og den nødvendige ændring af arbejdsgange tager tid. Implementering skal betragtes som et selvstændigt trin, som kræver ressourcer. I forbindelse med indførelse af apps til patienter på OUH har vi f.eks. set, at der kan være udfordringer med at få alle personalegrupper til at introducere apps til patienter og anvende de informationer, som patienterne sender via en app. Et andet projekt om telemedicin i behandling af patienter med diabetiske fodsår viste, at uddannelse af hjemmesygeplejersker var en helt afgørende faktor for at sikre en god implementering [4].

En lige så afgørende faktor for succesen af brug af digitale sundhedsteknologier er, hvorvidt man justerer i sundhedsvæsenets øvrige tilbud til patienterne eller lægger den telemedicinske løsning oven i det eksisterende. Hvis det sidste er tilfældet, er der stor risiko for, at indførelse af f.eks. telemedicin blot øger patienternes samlede forbrug af sundhedsydelser, uden at man opnår øget klinisk effekt.

Et vigtigt aspekt knytter sig desuden til de demografiske ændringer i retning af en voksende ældrebefolkning, hvis reservation over for it-udstyr kan begrænse brugen af telemedicin. Et projekt fra OUH omfattende ældre patienter fra det akutte medicinske modtageafsnit viste eksempelvis, at kun syv ud af 601 screenede patienter kunne inddrages i et hospital-at-home-koncept pga. skepticisme fra patienterne samt sværhedsgraden af den somatiske lidelse [5].

3. Forskning er nødvendig

Digitale sundhedsteknologier adskiller sig fra ny medicin bl.a. ved kun i meget begrænset omfang at være reguleret. Ny sygehusmedicin vurderes først i Lægemiddelstyrelsen og herefter af Medicinrådet i Danske Regioner. Både medicinens indhold, kliniske effekt, bivirkninger, den eksisterende behandling, prisen mv. indgår i denne proces. Noget tilsvarende findes ikke for digitale sundhedsteknologier. Det eneste nationale krav er, at teknologien er CE-mærket.

Det er derfor op til den enkelte region, det enkelte sygehus og den enkelte læge at vurdere, hvorvidt der er tilstrækkelig evidens for og forskning bag den enkelte digitale sundhedsteknologi. Man kan fint argumentere for, at teknologier med meget lav pris til patienter, som kun har en begrænset funktionsnedsættelse, ikke behøver at være baseret på randomiserede studier. Men er der omvendt tale om f.eks. telemedicinsk hjemmemonitorering til alvorligt syge patienter, som alternativt kunne være indlagt på sygehuset, er det rimeligt at forlange dokumentation i form af et randomiseret studie med en høj grad af intern validitet. Forskellige typer af studier kan således være relevante i forskellige sammenhænge, men patienternes forventning om, at vi i sundhedsvæsenet kender den forskning, der ligger bag enhver behandling, bør også gælde for digitale sundhedsteknologier.

Kravet om, at digitale løsninger skal være baseret på forskning, tydeliggøres af, at det er vores erfaring med telemedicin på OUH, at ca. tre ud af fire teknologier ikke har den forventede økonomiske eller kliniske effekt. Vi finder faktisk nye digitale behandlinger, som både er til fordel for patienten og frigør ressourcer i sundhedsvæsenet, men det er ikke det typiske resultat, og vi skal derfor sørge for at indsamle den nødvendige viden til at få bremset de mindre gode idéer og udbrede de gode idéer.

Læs også artikel: Forskningschef advarer: Tænk Jer om, når I tager ny sundhedsteknologi i brug