Godt begyndt ... Hvad blev der af barselsomsorgen?

Interessekonflikter: Ingen

ILLUSTRATION Lars-Ole Nejstgaard

Hvis godt begyndt er halvt fuldendt, hvad betyder en dårlig start så?

En af de autentiske barselsplejersker sætter hænderne i siden og siger: »Her på afdelingen vækkede vi mødrene om morgenen med en kop varm kakao og et nyskiftet barn«. Så er det, mit hjerte smelter: opmærksomheden på heltinden med fremtiden i armene! Betydningen af en kop varm kakao - spørg bare Miss Marple! Forjættende med en barselsafdeling, hvor mødrene sover, siden de skal vækkes om morgenen. Barselsplejens lyserøde aura brænder igennem igen.

En anden gang diskuterer vi barsel i et afrikansk land, hvor betingelserne er anderledes. Kollegaen er eneste fødselslæge med ansvar for stedets ca. 6.000 fødsler om året. Han beretter stilfærdigt om problemerne. Han krydrer betragtningerne med glimt fra sin egen historie. Dermed kommer fortællingen om dengang, han fik en lillebror, og om hvordan hans mor skulle ligge, fordi hun blødte. Nej, ikke i sengen, men på jorden. Om hvordan naboer og familie kom forbi tre gange om dagen med mad og drikke til hende. Det var så den barselspleje. Bortset fra at ungerne hurtigt fandt ud af, at den nybagte mor ikke spiste al maden. Der var adgang til små festmåltider ved siden af hende, og dermed var hun under en slags konstant overvågning. Omsorgsfuldt? Utvivlsomt! Billigt? Omkostningerne løb op i medsøstrenes indsats og så lidt majs og suppe.

Det er kun en generation siden, barselskvinden måtte forlange sig udskrevet på eget ansvar, hvis hun ville hjem før femtedagen, hvis hun var fleregangsfødende, og syvendedagen, hvis hun var førstegangsfødende. Formynderiet havde ganske stor betydning dengang. Først da rødstrømpernes indsats var blevet historie, stillede raske, nybagte mødre spørgsmål ved meningen med barsel på hospitalet. Hvor herligt, at vi nu kan føde ambulant og tage hjem til råderummet, de hjemlige lyde og dufte. Er der nogen, der vil bytte det med en hospitalsafdelings rutiner? Også selvom det hedder hotel og familierum?

Den aktuelle debat om ambulante fødsler bunder heller ikke i, at det er urimeligt, at en nybagt mor tager hjem lige efter fødslen, også selvom det er uden et bad. Men baggrunden for de ambulante fødsler må altså lige vendes en gang. For der dufter ikke af kakao, når man smider raske fødende på porten. Det handler om besparelser. Selvfølgelig, i resurseknappe tider skal der prioriteres. Og ja, man skal da ikke bruge pengene på raske kvinder, når der ligger syge på en anden afdeling. Men vi må vel lige spørge Torben Mogensen, Hvidovre Hospital, og Bent Hansen, om ikke også omkostningerne til sygehusenes administratorer skal indgå i prioriteringerne? Og vedrørende barselsplejen, er det for snævert at tale om raske eller syge, for det handler om, at en familie får en god start. Godt begyndt ... ja forresten, det er den nyfødte, der engang skal betale den skat, der aflønner hjemmehjælperen for at hjælpe mig til den tid.

Der er mange bud på omsorgen for barselskvinden og den nyfødte. Utallige målsætninger og rigtig mange kvalitetsbevidste, omstillingsparate og effektive sundhedsprofessionelle. Jeg synes nu, intentionerne i barselsplejen minder om et stafetløb, hvor det er vigtigt, at vi løber hurtigt og fremad, men hvor fokus er på at give pinden (patienten) videre. Jeg ser ikke mange pusterum, og ordet barselshvile er en dårlig betegnelse for hospitalsopholdet efter fødslen.

På hospitalerne er vi optaget af antal liggedage, og vi praler gerne med de forcerede patientforløb. Men vi slår øjnene ned, når vi ser, at mange kvinder og børn bliver genindlagt. Jeg vil derfor gerne rejse spørgsmålet, om den hjælp, barselskvinden har adgang til, også er den hjælp, hun har behov for? Og dernæst om det hele nu er så effektivt, som vi tror og ønsker?

Den slags er jo ikke så enkelt at svare på, men ligesom min afrikanske kollega kan jeg krydre overvejelserne med en historie: Liv er ikke en rask andengangsfødende. Hun har en kronisk tarmsygdom, og det går, som det skal. Under graviditeten får hun graviditetsbetinget sukkersyge, og derfor skal hun følges af en specieltuddannet jordemoder. Hun er dygtig til graviditetsbetinget sukkersyge, men hun ved ikke noget om tarmsygdomme. Det koster en konsultation hos Livs egen læge, hos tarmlægen, hos fødselslægen og et ekstra besøg hos Livs egen jordemoder, før det er på plads. Fødslen forløber fint, bortset fra at det ender med et akut kejsersnit. Drengen er pragtfuld, faderen stolt. Liv følger strømmen af barselskvinder efter kejsersnit, overvåges på intensivafdelingen i nogle timer, på barselsafdelingen et døgn og derefter på patienthotellet et døgn. Hun hilser på mange sundhedsprofessionelle. Omsorg? Ja, der er omsorg i glimtet i øjnene på hver eneste, der præsenterer sig med navn og profession, så Liv kan finde ud af, hvem hun skal kalde på. Liv udskrives tre dage efter kejsersnittet. Drengen sutter og mælken løber til. Men Liv har ondt i maveskindet. Hun har fået at vide, at hun helst ikke må tage de smertestillende tabletter, der indgår i den automatiserede standardmedicin i forbindelse med kejsersnit, siden hun nu har noget med tarmen. Liv ringer til hospitalet, og de vil gerne se på hende kl. 10 næste dag. Da kl. er 12, er der ingen, der har set på hende endnu, for de har meget travlt. Sønnen vræler, han får lidt bryst. En time senere er Liv undersøgt, såret er fint, og de skal hjem igen. De glemte det med tabletterne, og derhjemme er smerterne uudholdelige. Netværket træder til, og der er masser af trøst og gode råd. Men næste dag er de gode råd blevet dyre, og Liv ringer til egen læge. Han har nu ikke hørt fra hospitalet, og når det gør så ondt, må hun indlægges. Det er så på et andet sygehus. Der kommer nye læger på sagen, der bliver optaget ny journal og taget blodprøver. Der bliver gået stuegang, og der ventes på forskellige konferencebeslutninger. Diagnoser og konsekvenser blander sig, og ingen kan finde ud af noget. To dage efter er smerterne behandlede, og den nybagte familie udskrives. Drengen er nu syv dage gammel og har været indlagt på to hospitaler og været igennem seks afdelinger, når føde- og operationsgang tælles med.

Godt begyndt? De klarer sig nok. Men effektivt? Stafetten fik et par ekstrarunder. Liv - med mand og søn - har været i hænderne på rigtig mange sundhedsprofessionelle, sådan nogen som mig. Vi er uddannet til den slags, og vi er gode til det. Men før vi går i gang, er effektivitet en forudsætning. Det er måske ikke så ophidsende - jeg vil i hvert fald gerne møde den kollega, der nyder at være ineffektiv. Men effektivitet betyder i barselsplejen, at patienten endelig skal videre og helst udskrives. Patienter som Liv er besværlige. De forstyrrer systemet. Vi stiller gerne diagnoser og yder omsorg. Men når effektiviteten halter, må vi gøre noget. Så indkalder vi til møder, vi nedsætter arbejdsgrupper, vi finder penge til en koordinator, og vi kvalitetsmonitorer. Sjovt nok er resultaterne af det hele og de implicitte refleksioner ikke så interessante. De er som regel førtidige, når de er gjort op, og vi har alligevel ikke tid til at høre om det. Kommer der atter grus i maskineriet, gentage r vi bare det hele. Jo, vi har travlt i sundhedsvæsenet.

Og hvad blev der så af barselsomsorgen, etableringen af mor-barn-kontakten, amningen og al forebyggelsen? Spredt for alle vinde. I tidens ånd er det vel et individuelt ansvar? Det går nok for os i barselsplejen, for der er et større system udenfor, der samler op: egen læge, sundhedsplejersken, socialrådgiveren, pædagogen, psykiateren. Men nogen må da spørge, om besparelserne i barselsplejen rent faktisk var en besparelse? Om effektiviseringerne nu også er effektiviseringer? Det gør jeg hermed. Og samtidig lyder der et ja tak til nogle større perspektiver i vurderingerne af de store omstillinger, den nybagte familie skal bygge videre på.