Den 6. maj 2003 vedtog Folketinget »Lov om markedsføring af sundhedsydelser«. Af lovens kapitel 2, stk. 2 fremgår det, at der ikke må »anvendes urigtige vejledende eller urimelig mangelfulde angivelser«. Forud for lovens vedtagelse advarede Forbrugerrådet lægeorganisationer mod den nye liberale reklamelov (Dagens Medicin torsdag den 24. oktober 2002).
I tillæg til Berlingske Tidende den 8. november 2003 informerer »Hamlet« om en række behandlinger herunder kirurgisk behandling af urininkontinens. Den pågældende artikel bringer en række urigtige og vildledende oplysninger:
-
Det oplyses, at »Hamlet« er et af de få hospitaler, der kan udføre den omtalte operation. Det er ukorrekt. Operationsmetoden er den mest udbredte for inkontinens i Danmark, og indgrebet foretages også på mindre steder.
-
Det oplyses, at »Hamlet« har en gynækolog, som er ekspert i teknikken. Som medlem af Dansk Gynækologisk Obstetrisk Selskabs udvalg for ekspertuddannelse, kan jeg oplyse, at der på »Hamlet« ikke findes nogen gynækolog, der har søgt om eller opnået ekspertstatus inden for området urininkontinens (urogynækologi).
-
Det hævdes, at operationen holder hele livet. Det er ikke undersøgt, idet operationen kun har været anvendt i godt fem år. De foreliggende »langtids«-resultater viser, at man kan få tilbagefald som efter enhver anden operation for urininkontinens.
-
Det nævnes, at patienterne ikke får noget ar. Det er ligeledes ukorrekt, idet patienterne får to ar i abdominalvæggen og et ar i vagina.
Den omtalte operation kan selvfølgelig give anledning til komplikationer som ethvert andet indgreb, f.eks. kan patienterne få besvær med at tømme blæren, og i flere undersøgelser ligger hyppigheden af blæreperforation på omkring 10%. Disse forhold omtales slet ikke i artiklen.
Endvidere citeres »Hamlet«s gynækolog for følgende udtalelse: »vi har en stærkere kontakt til patienterne«. Der står ikke i forhold til hvem, men det må vel forstås som det offentlige system. Det er en udokumenteret påstand, og man kan kun opfordre »Hamlet« til at fremlægge deres udrednings- og opfølgningsprogram, så påstanden kan vurderes. Udredning og behandling af urininkontinens i Danmark er lagt i faste rammer i henhold til Dansk Gynækologisk Selskabs og Dansk Urologisk Selskabs retningslinjer [1], som følges af langt de fleste afdelinger. Desuden har en række danske afdelinger taget initiativ til at indrapportere deres resultater af operation til en national database. Hidtil er der ikke blevet indrapporteret resultater fra »Hamlet«.
Endelig indeholder artiklen udtalelsen: »vi følger dem jo hele vejen og skal se dem i øjnene hele tiden«. På langt de fleste danske afdelinger har inkontinente patienter den samme læge og opereres af nogle ganske få, så det er heller ikke noget unikt for »Hamlet«. Derimod er det bekymrende, at man ikke har problemer med at se patienterne i øjnene, når man giver urigtige oplysninger. Den omtalte artikel indeholder en række urigtige og vildledende oplysninger, og loven synes derfor at være overtrådt. Det er beklageligt, at »Hamlet« vildleder i stedet for at vejlede patienterne. Øget konkurrence mellem udbyder i sundhedssektoren er udmærket som basis for patienternes frie valg, men reklamering må naturligvis foregå på en fair og anstændig måde.
SVAR:
Referencer
- Lose G, Andersen JT, Nielsen JB et al. Udredning og behandling af urininkontinens hos kvinder. Ugeskr Læger 2001;163 (suppl 12).