INTERESSEKONFLIKTER: ingen
I Ugeskrift for Læger nr. 44/2012 var der flere indlæg [1-3] med fokus på det stigende antal sundhedsvidenskabelige ph.d.'ere og det samtidigt faldende antal disputatser. Man anførte, at det store antal læger med ph.d.-grad opfattes som et stort plus i det moderne kliniske arbejde i dagens danske sundhedsvæsen [3]. Samtidig gav man udtryk for, at for få fortsætter deres forskningsaktiviteter efter opnået ph.d.-grad [3].
Vi har alle selv opnået ph.d.-graden inden for de seneste år og har et stort ønske om at fortsætte med forskning. I forbindelse hermed mærker vi selv nogle af de barrierer, som blev debatteret i Ugeskriftet, f.eks. store krav fra det kliniske arbejde, manglende muligheder for at friholde enkeltpersoner i en travl klinisk afdeling med stramme budgetrammer eller manglende muligheder for få hele eller delte forskerstillinger i klinikken [3].
Netop derfor har vi for nylig stiftet Dansk Selskab for Postdoktoral Sundhedsvidenskabelig Forskning. Selskabets formål er at fremme sundhedsvidenskabelig forskning efter opnåelse af ph.d.-graden eller doktorgraden i sundhedsvidenskab med særlig fokus på forskning i kombination med klinisk ansættelse.
Vi ønsker i selskabet at nedbryde nogle af de barrierer, som vi oplever, og som gør det unødigt svært at fortsætte aktivt med forskning efter opnået ph.d.-grad.
Som anført er det vigtigt, at der er tid til forskning. Afhængig af den enkelte forsker og karakteren af dennes forskning og kliniske opgaver kan der være brug for friholdelse på bestemte tidspunkter. Nogle kan have brug for delestillinger eller dobbeltansættelser. Vores erfaring er, at der p.t. er væsentlige administrative forhindringer for dette.
Herudover gælder det for mange, at den formelle tilknytning til universitetet afbrydes i forbindelse med, at ph.d.-afhandlingen afleveres. Hermed besværliggøres (og nogle gange umuliggøres) forskerens adgang til de resurser, som vedkommende før havde adgang til, og som er nødvendige for at opretholde forskningsaktiviteten. Tab af den formelle tilknytning til universitetet medfører også, at mulighederne for at opnå økonomisk forskningsstøtte fra universitet begrænses.
Det er ikke lysten til at forske, der begrænser forskningsaktiviteterne efter opnået ph.d.-grad.
Dansk Selskab for Postdoktoral Sundhedsvidenskabelig Forskning ser det som sin hovedopgave at facilitere forskning efter opnået ph.d.- og/eller doktorgrad, således at flere kan fortsætte med forskning sideløbende med varetagelse af kliniske opgaver.
Vi mener, at dansk sundhedsvidenskabelig forskning og som følge heraf patientbehandlingen skal være i verdensklasse. Vi hilser debatten om fremtidens forskningsmodel velkommen og vil meget gerne deltage i drøftelser om allokeringen af forskningsmidler mod mere frie lønstipendier og muligheder for fortsat tilknytning til universiteterne efter opnået ph.d.-grad.
Læs også Replikken.