Skip to main content

Hellere død end dement

Boganmeldelse

5. dec. 2016
2 min.

Forfatter: Minna Lindgren

Forlag: Jensen & Dalgaard

Sider: 294

Pris: 298 kr.

»Hver morgen vågnede Siiri Kettunen og konstaterede, at hun endnu ikke var død«. Allerede i bogens første sætning er rammen sat: Vi er blandt 90+-årige på et finsk plejehjem, med det dystre og ladede navn »Tusmørket«. Minna Lindgren har tidligere beskæftiget sig journalistisk og kritisk med den moderne finske ældrepleje og har vundet Finlands fineste journalistpris for sin artikel om emnet.

Forfatter: Minna Lindgren Forlag: Jensen & Dalgaard Sider: 294 Pris: 298 kr.

Historiens tre hovedpersoner, Siiri, Irma og Anna-Liisa, tusser rundt på Tusmørket og har efter Siiris mening overlevet deres holdbarhedsdato – de er »kommet for sent til døden«. Deres tilværelse består af canastaspil med ambassadøren og deltagelse i let nedladende Tusmørke-rehabilitering: høre sange fra krigstiden, se sort-hvide film, klippe-klistre og få »hukommelsestræning«. Damerne forsøder selv livet med betragtelige mængder rødvin og jævnlig sporvognskørsel. Ensformigheden brydes af detektivvirksomhed, da kokken Teo dør på mystisk vis. De tre 90+-årige er elskelige. Siiri er den stilfærdige og lidt anonyme, der dog i ny og næ formår at træde i karakter, som når hun er på natlig spionage i Tusmørkets demensafdeling. Her hjupet på vej af et sæt nøgler, som er stjålet til damerne af en hjælpsom ridder, med en lidt tvivlsom baggrund: en ung mand, »der er skaldet med vilje og har vinger på ryggen af sin læderjakke«. Irma er en munter festoriginal, der hilser med »kykelikyy« og går i fine kjoler, brilliantøreringe og perler »selv til hverdag«. Anna-Lisa er den klarhjernede tidligere skolelærer, der har bevaret fordums autoritet og gennemslagskraft.

Som skønlitteratur er bogen ikke en sværvægter. Historien er sød, men lidt ensformig, og selvom damerne er indtagende, er persongalleriet lige lovlig karrikeret. Selve kriminalhistorien, der omfatter snyd og bedrag af ældre, voldtægt, overmedicinering og brande, folder sig lidt kantet ud. Bogens primære ærinde er en skarp kritik af samfundets respektløse og lidet omsorgsfulde behandling af ældre, der fremstilles som langt de mest snusfornuftige, livsduelige og sympatiske personer.

Anmeldt af overlæge, ph.d. Jeanett Østerby Bauer

Interessekonflikter: ingen