Hospitalerne behandler henvisninger fra praktiserende læger forskelligt. Nogle afdelinger har så snævre adgangskanaler, at det virkelig kræver tid og anstrengelse at få en patient henvist, skriver praktiserende læge Roar Maagaard.
Klummens overskrift henviser til den kristne bibel, hvor Guds uugrundelige beslutninger omtales – her tænker jeg så på hospitalerne. Emnet er valgt på baggrund af oplevede besynderligheder i den kliniske hverdag i almen praksis – og en helt aktuel bizar case gjorde emnet uomgængeligt for mig (se historien til sidst).
Som ganske ung læge arbejdede jeg på et lille, lukningstruet sygehus. Overlægerne understregede til os yngre læger: Afvis aldrig en patient, som en praktiserende læge vil henvise – aldrig! Det var den gang. De store supersygehuse er ikke lukningstruede, og nogle gange har man indtryk af, at det (også) handler om at holde kunderne fra døren. Henvisningskriterierne bliver mere og mere specificerede – og afvisningsmulighederne flere. ”Patienten tilhører ikke vores målgruppe” er en ikke helt sjælden tilbagemelding. I min praksishverdag i Aarhus er billedet meget varieret: Nogle afdelinger har så snævre adgangskanaler, at det virkelig kræver tid og anstrengelse at få en patient henvist til f.eks. diagnostiske undersøgelser eller speciallægevurdering – og en del gange lykkes det ikke, selv om henvisende, erfarne læge finder det klart indiceret. Andre afdelinger har en helt anden tilgang: Dørene er åbne, og man laver f.eks. relevante og meget hurtige udredningsadgange for f.eks. mistænkt polymyalgi. Hvorfor skal det være så forskelligt? Vi arbejder vel alle for et velfungerende, sammenhængende og samarbejdende væsen, hvor almen praksis skal være indgangen og varetage gatekeeper-/adviserrollen?
I en del situationer finder bl.a. diagnostiske afdelinger, at jeg ikke er kvalificeret til at ordinere en bestemt undersøgelse.
I en del situationer finder bl.a. diagnostiske afdelinger, at jeg ikke er kvalificeret til at ordinere en bestemt undersøgelse. Neurofysiologisk undersøgelse på mistanke om karpaltunnelsyndrom – OK, men drejer det sig om en anden perifer nervepåvirkning af en ekstremitet: nej, nej så går det ikke! CT og MR-skanninger er nok også for svære for mig at bestille, så der er kun åbnet for ganske få anatomiske lokationer. Ja, så fandt man dog ud af, at jeg nok godt kunne bestille MR af knæ – og tak for det. Nogle gange må en patient i stedet henvises til en specialafdeling, hvor så en ung læge, der netop har været uddannelseslæge i vores praksis, gerne må bestille undersøgelsen.
Og så fra det bizarre overdrev: For en måned siden henviste jeg en patient med en akillessene-problematik til ortopæderne. Henvisningen blev afvist efter få dage: Der skal bestilles en MR-skanning først. OK, jeg kunne godt lave deres sekretærarbejde. Henvisningen til MR-skanning blev sendt og straks afvist af MR-afdelingen: denne undersøgelse kan ikke bestilles af almen praksis, men kun af ortopædkirurger! Ja, det har vi så skrevet frem og tilbage om i tre uger – endende med en undskyldning og konklusion, at der var sket en fejl.
Men nogle gange er henvisningsvejene altså uransagelige …
