Historieforvanskning

I artiklen om heroinens historie [1] påstås, at en stor del af lægestanden engang var morfinister, at erkendelsen af opiaternes vanedannende virkning ikke fik de store konsekvenser i Danmark, og at der først blev sat ind, da misbruget spredte sig til samfundets bund. Dette er ikke korrekt.

I Vesten opstod eufomani først for alvor efter injektionssprøjtens opfindelse i midten af 1800-tallet, og allerede i 1870’erne tog man fat på problemet. Ugeskrift for Læger opfordrede i 1876 til en skærpelse af reglerne om recepter på morfin og opium og tog emnet op igen i både 1877 og 1882. Problemet blev nøje undersøgt af Knud Pontoppidan i afhandlingen ”Den kroniske Morfinisme” fra 1883. Cirkulæret om recepter blev strammet første gang i 1877, igen i 1879 og endnu en gang i 1883. Man var altså både fra den danske lægestands og fra myndighedernes side opmærksom på risikoen og satte ind over for eufomani allerede på et meget tidligt tidspunkt.

Problemet med eufomani var dog ikke stort og heller ikke stigende, og den første væsentlige stramning af reglerne kom først igen i 1909, hvor man i centralstyrelsesloven gav hjemmel til at fratage sundhedspersoner autorisationen på grund af misbrug.

Efter første verdenskrig begyndte antallet af opioidmisbrugere langsomt at stige, men det var først i 1940’erne, at man for alvor blev bekymret over misbrugets omfang, og der blev sat ind med nye tiltag. Fra slutningen af 1949 blev apotekerne pålagt en gang om måneden at indsende skemaer til Sundhedsstyrelsen med hver enkelt læges ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler. I 1950 nedsatte Indenrigsministeriet et udvalg, der skulle kulegrave området og komme med forslag, der kunne afhjælpe problemerne. I juli 1953 kom betænkningen ”Misbrug af euforiserende stoffer”, hvori man blandt andet anbefalede et forbud mod både fremstilling og import af heroin, indførelse af kopieringspligt og udsendelse af en vejledning til landets læger om ordination af euforiserende stoffer. Alle anbefalinger, der blev gennemført, og som stadig er gældende i dag med enkelte ændringer.

I betænkningen fra 1953 gennemgås alle tilgængelige oplysninger og statistik vedrørende misbrugets omfang. Man skønnede, at der på det tidspunkt var et sted mellem 500 og 800 misbrugere af lægeordinerede opioider og omkring 300 misbrugere af illegale opioider i Danmark, læger undtaget. Antallet af opioidafhængige læger blev ikke opgjort så specifikt, men ud fra oplysninger om rekvisitioner, ordinationer til nærmeste familie og til eget brug, skønnede man, at 199 læger kunne være potentielle misbrugere. Der er således ingen tvivl om, at andelen af misbrugere blandt læger var meget højere end i befolkningen generelt, men der er intet holdepunkt for at påstå, at diagnosen ”morfinist” passede på en stor del af lægestanden.

---- ----

Svar fra Klaus Larsen, journalist på Ugeskrift for Læger

Tak til Helle Johanne Landberg (HJL) for hendes præciseringer og supplerende oplysninger til artiklen ”Heroin – godt mod hoste”.

Jeg vil dog anholde udtrykket ”historieforvanskning” i spørgsmålet om, hvorvidt ”en stor del” af lægestanden misbrugte opioider. Man kan naturligvis diskutere, hvor mange medlemmer af lægestanden omkring begyndelsen af 1900-tallet, der skal til for at udgøre ”en stor del”. I artiklen henvises blandt andet til psykiatrihistorikeren Jesper Vaczy Kraghs (JVK) artikel ”Narkomaniens glemte fortid” i tidsskriftet ”Stof”, der udgives af Center for Rusmiddelforskning [2]. JVK godtgør her med adskillige kildehenvisninger, at morfinmisbruget var temmelig udbredt blandt læger. Han skriver bl.a., at ”lægerne var en af de største grupper af stofmisbrugere i den vestlige verden i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet” [2].

HJL anfører selv, at 199 læger omkring 1953 i en officiel betænkning skønnedes at være potentielle misbrugere, og at ”andelen af misbrugere blandt læger var meget højere end i befolkningen generelt”.

I 1955 var det samlede antal læger i Danmark 4.952. Om 199 udgør ”en stor del” er naturligvis op til den enkelte selv at vurdere. Det er umuligt at vide, hvor stort et eventuelt ”mørketal” var. Selv i dag er misbrug hos læger et svært tabu [3]. For en læge eller apoteker med relativt nem adgang til stoffer og rene kanyler har det formentlig været muligt at flyve under radaren og holde den gående i ganske lang tid.

Under alle omstændigheder er der en pointe i, at Knud Pontoppidan i 1883 kunne konstatere, at morfinmisbrugerne ”udelukkende” rekrutteres fra den højere stand, mens vi i moderne tid kan konstatere, at de fleste stofmisbrugere overvejende er kort uddannede, arbejdsløse og hjemløse [4]. Før 1940’erne havde morfin og heroin været stoffer, som overvejende var tilgængelige for læger og deres bekendtskabskreds af bedrestillede. Men i 1940’erne – og ikke mindst i besættelsesårene – begyndte sortbørshandlerne at sælge stjålne morfinpræparater og falske recepter som en del af varesortimentet.

Efter befrielsen var det illegale stofmarked etableret, og først nu – da stofmisbruget bredte sig uden for de kredse, hvor man var i stand til at holde sit misbrug skjult – begyndte myndighederne og den diskuterende offentlighed for alvor at interessere sig for narkotikaproblemet som et samfundsproblem. Men det var først i 1955, at Danmark fik sin første lov om euforiserende stoffer.